10.01.2011
Andreas Ø. Pedersen

Blue Water: Vi bygger op fra bunden

Det har været en travl december måned i Herning CK, hvor der er blevet stablet et elitehold med 10 ryttere på benene relativt hurtigt. Team Blue Water Cycling har med den korte tidsfrist samlet 10 ryttere fordelt i A, B og C  klassen.

– Det kom lidt sent ud med en melding, så det var svært at stable et superhold på benene, siger René Jacobsen til Cykelmagasinet og fortsætter: – Jeg stod for juniorholdet sidste år, og blev kontaktet af Frank Hyldgaard, om jeg kunne tænke mig at starte det her op.

– Så snakkede med et par ryttere, som kendte nogen, der også kendte nogle. Holdet blev så bygget stille og roligt op. På sigt vil vi bygge et helt nyt hold op. I år er der kommet 3 juniorryttere og næste år kommer der endnu 3 ryttere op fra vores juniorhold, og så stille og roligt bygge et hold op fra bunden af, fortæller han videre med henvisning til Team Blue Water Cycling – Junior.

På kort tid har holdet skrevet kontrakt med 10 ryttere. Rolf Broge (tidligere Randers CK), Rudi Nielsen (tidligere Randers CK), Jesper Laustsen (tidligere Randers CK), Morten Larsen (tidligere Team Stenca Trading), Kalle Corneliussen (tidligere Team Stenca Trading) og Kasper Malmkjær (tidligere Team Energi Fyn) i A klassen.  Jesper Nielsen (nr. 2 ved master VM i TT), Jesper Kousgaard (tidligere junior på Herning CKs juniorhold) og Thomas Nybo Riis (Oprykker fra Junior til B i 2010) i B klassen. Sidste rytter er Casper Degn, i C klassen, da han på grund af skader ikke har kørt nok point ind til at starte i B.

– Det er en blanding af nogle rutinerede ryttere i Kasper Malmkjær, Jesper Laustsen og Kalle Corneliussen, der har kørt i nogle år, hvor det er sjovt. Så har vi et par unge ryttere i Thomas Nybo Riis, Jesper Kousgaard og Casper Degn. De har alle tre været på landsholdet i juniorklassen.

Verdensmesterdrømme
Holdet har også tilknyttet veteranrytteren Jesper Nielsen, der blev nummer to ved sidste års VM i enkelstart. I 2011 har holdet drøm om at kunne give ham det sidste for, at han vinder VM-løbet.

– Så har vi en ”gammel rotte” – hvis man kan kalde ham det – i Jesper Nielsen, der blev to’er sidste år ved veteran VM (i enkelstart, red.). Ham vil vi gerne hjælpe med det sidste, så han måske kan blive verdensmester i år, slutter sportsdirektøren og tilføjer, at han forventer, at Jesper Nielsen kører sig i A-klassen i maj måned., slutter René Jacobsen til Cykelmagasinet.

Billedet: Jakob Kollerup i den gamle Team Blue Water-trikot.