Brian Henriksen: Vi har Danmarks bedste hold
Hos Team Concordia Forsikring – Himmerland har man i 2011 rustet op både på ryttersiden og på sportsdirektørside. Blandt andet er den 39-årige Brian Henriksen fra talentholdet Team Reelight blevet udnævnt som sportsdirektør, og han skal sidde i holdbilen i omkring 75 procent af de løb, holdet kører.
– Vi får mange løb i udlandet, og jeg skal med ud til omkring 75 pct. af alle løb, siger Brian Henriksen til Horsens Folkeblad.
Holdet kommer i denne sæson til at være Danmarks bedste cykelhold – ifølge Brian Henriksen – og består af Andreas Frisch, Christian Ranneries, Jens-Erik Madsen, Kaspar Schjønnemann, Lasse Norman Hansen, Mads Meyer, Nicolai Steensen, Niki Byrgesen, Nikola Aistrup, Rasmus Guldhammer, Rasmus Quaade, Ricky Enø Jørgensen, Sebastian Lander og Thomas Guldhammer.
– Vi har Danmarks bedste cykelhold. Vi er stærkere end Glud & Marstrand-LRØ fra Horsens. Det agter vi at bevise på landevejen, men Horsens har altid haft et godt hold, og det bliver en sund konkurrence, slutter den tidligere toprytter.