11.02.2011
Test Test

Britiske kvinderyttere hærdes i udlandet

Det er det britiske Horizon Fitness-Prendas Ciclismo hold, der vil udvikle de britiske kvinderyttere, som endnu ikke er gode nok til at komme på et af ’pirat-ProTeam’ kvindeholdene. For ligesom i Danmark er forskellen på at være suveræn på hjemmebane og at sidde med det professionelle felt til World Cup eller et stort etapeløb alt for stor.
– Der er en verden til forskel på toppen og bunden indenfor kvindecykling – både med hensyn til talent og penge, siger team manager Stefan Wyman til Cykelmagasinet. Hensigten er derfor, at hans ryttere kan prøve sig selv af og blive hærdet i udenlandske løb på bane, til cykelcross og på landevejen.
– Mit hold er et amatørhold, men vi håber på at blive et professionelt hold for fremtiden. Når vi har pengene til det, så gør vi det. Og det inkluderer at betale løn til rytteren, siger Stefan Wyman.
Så på det område spiller team manageren med helt åbne kort, for der er såkaldte professionelle kvindehold, hvor lønnen sidst på sæsonen er en brugt racercykel, og bonus er, at man har muligheden for at køre sig til en bedre kontrakt ved at vise, hvad man kan! Dog har holdet sponsorer.
– Hovedsponsoren er Horizon Fitness. Det er et britisk firma, der laver fitnessudstyr. Men de er ikke kun sponsor, men bruger også penge på at udvikle kvindecykling i England, siger Stefan Wyman.
Dog glæder han sig over, at Garmin-Cervélos og Team HTC-Highroads dominans kan blive brudt i 2011.
– I 2011 er talenterne og de stærke ryttere fordelt på 5-6 hold og ikke blot 2, siger Stefan Wyman.
Der skal ikke lyde et ondt om dem, der sponserer dansk kvindecykling, men måske er det netop sådan et hold, Danmark har brug for. For man kan ikke forvente, at samtlige danske juniorpiger så hurtigt som Linda Villumsen i sin tid kørte sig til en kontrakt på Flexpoint efter en kort prøveperiode.