05.07.2022
Lasse Klausen

Canyon satser på cykeltøj

Som om at det ikke var nok, at de gæve tyskere hos Canyon laver gode cykler til rimelig penge, så er de også begyndt at bevæge sig ind på tøj- og tilbehørsmarkedet med deres egne produkter. Vi har testet bib-shorts, baselayer og handsker fra den nye satsning.

Canyon Signature Pro Cargo Shorts

Bib-shortsene bliver primært markedsført som værende til gravel, men de kan også sagtens bruges til mountainbike eller på landevejene. I al sin enkelthed er bib-shortsene lavet i lækre materialer og har et diskret design, som er sort. Ved afslutningen på lårene kan man se ”Canyon” skrevet, men eller gør de ikke meget væsen af sig.

Shortsene har nogle gode brede seler som ikke glider ned af skuldrene, og så er ryggen lavet i et perforeret stof, som giver god udluftning. Siddepuden er med memory-skum, og ligeledes i fin kvalitet.

Shortsenes store styrke er muligheden for at opbevare et halvt cykelværksted i de mange lommer. Shortsene har i alt 6 lommer, 2 store på lårene, 2 på ryggen og 2 på stropperne. På lårene er lommerne i perforeret materiale, og der kan sagtens puttes indtil flere gels eller en telefon i dem. På ryggen er lommerne også rummelige og indeholder nemt et multitool, ekstra slange eller hvad man nu foretrækker. På selerne findes der også en lomme på hver sele, og det har vi personligt ikke set før nu. De er smalle, og nok mest egnet til at fragte gels.

Bib-shortsene blev primært testet på mountainbike, og en smule på landevejen. I mountainbike øjemed blev de både brugt som yderste lag, men også med et par shorts uden på. Først og fremmest er kvaliteten meget lækker, og man føler sig godt tilpas i dem. Der er en fin balance mellem komfort og kompression, og de strammer de rigtige steder. Siddepuden er ligeledes i den bedre halvdel af segmentet, og gav en god komfort, uanset turenes længde.

I den praktiske kategori scorer shortstene toppoint. Det var dejligt, at man lige kunne smide en ekstra slange eller multitool i baglommen uden at det generede under turen. Ligeledes fandt telefonen sin vante plads på siden af låret, hvor den ikke generede.

Cargo shortsene er et virkelig godt produkt, som lige skruer praktikken en tand op. De fungerer godt som almindelige bib-shorts, og mindst lige så godt til at opbevare alt muligt under turene. Der var ingenting som generede, og det var super at pakke til turen uden at skulle have saddeltaske, rygsæk eller andet med.

Pris: 1.262 kr.

Classic Bibshorts

Som navnet antyder er der her tale om deres basis bib-shorts til alle discipliner. De er lavet i samarbejde med firmaet Kalas, som leverer tøj til Alpecin-Fenix holdet. Igen er der tale om en bib i et diskret design og helt i sort. Stropperne er eftersigende laserskåret, og har en god bredde, så at de ikke glider af skudrene. Ryggen er lavet i perforeret stof for at hjælpe med udluftningen. På afslutningen ved lårene er Canyon logoet syet ind i stoffet og ikke trykt på, for at undgå at det vasker af gennem tiden. Ved samme afslutning er der på indersiden de klassiske silikone-striber, som holder shortsene på plads uden at de glider. Siddepudden er fra de anerkendte Elastic Interface og består bl.a. af 2 forskellige hårdheder.

Selv om det ”kun” er basismodellen er indtrykket rigtig godt. Det er ikke jordens mest sprudlende design, men diskret kan nu altså også noget. Det er en fin detalje, at Canyon har syet logoerne ind i stoffet. Der er ikke noget værre end logoer mv. som pludselig hænger i laser efter et par vaske. Bib-shortsene har en god komfort og sidder godt til, uden at man føler at man skal på slankekur. De fungerede godt, hvad enten det var i skovbunden eller på landevejen. Materialerne var gode til at transportere sveden væk, og man følte sig forholdsvis tør hele tiden. De var samtidig ikke for varme at have under et par mountainbikeshorts.

Siddepuden fra Elastic Interface gav masser af komfort i skoven, hvor den sad godt til, og passede godt på bagdelen. Det samme var tilfældet på asfalten, hvor puden også gjorde det godt uanset turens længde.

Hvis du har brug for et par gode bib-shorts er disse helt sikkert et godt bud. Du får gode kvalitetsmaterialer og en komfortabel siddepudde. Prisen er heller ikke urimelig for et par bib-shorts i denne kvalitet.

Pris: 710 kr.

Signature PRO Base Layer

Et godt basislag er grundstenen i enhver cykelgarderobe, hvor det sørger for at holde dig tør og komfortabel, selv om sveden preller af dig. Canyons basislag består af 63 % polypropylene og 27 % nylon og spandex. Polypropylene stoffet afviser sveden og sender den væk fra huden. Samtidig er stoffet behandlet med sølv ioner, som er antibakterielle og lugthæmmende.

Svedtrøjen sidder naturligt tæt på kroppen, men er stadig behagelig at have på. Snittet er meget passende, og man følte ikke, at man fik et korset snurret om maven. Den blev primært testet i sommerperioden, hvor den blev brugt som inderlag under en T-shirt. Den gjorde præcis som den skulle og transporterede sveden væk fra kroppen, så at man følte sig tør og komfortabel. Der var faktisk ikke så meget andet at sige, end at den gjorde sit arbejde meget fint, og meget mere kan man jo ikke kræve. Prisen er også ret skarp for et baselayer i god kvalitet, og som gør det til UG.

Pris: 237 kr.

Foto: Roar Paaske.

Canyon Signatur PRO Longfinger Gloves

Handskerne er primært henvendt til mountainbike, men kan også sagtens bruges til gravel. De fås i sort eller grå, og oversiden er lavet i et vævet syntetisk stof, som er åndbart. Håndfladerne er lavet i læder, og har en hullet struktur for at give mere greb. På mellemfingeren finder man en enkelt silikone belægning, som kan bruges til at betjene telefonen. Håndledet består af en bred elastik, som holder handsken på plads.

Udefra ligner det et par ganske almindelige handsker, og det er det skam også, men Canyon har virkelig lavet et par gode handsker her. Opskriften er heldigvis den klassiske: keep it simple. For det første er pasformen, hvert fald på mine hænder, helt perfekt, og det er nogle af de bedste handsker som jeg har prøvet, hvad angår pasform. De sad tæt, men ikke på sådan en måde, at det var for stramt, eller at mine hænder sov. Jeg har brugt dem i temperaturer mellem 10 og 25 grader, og de gjorde det godt i begge ender af skalaen. Stoffet på oversiden var meget åndbart og jeg oplevede ikke, at mine hænder kogte over. Læderfladen gav et godt greb omkring styr og bremser, og indtil videre har jeg ikke set skyggen af slid, trods mange ture og flere maskinvaske. Silikoneprintet på mellemfingeren fungerede fint på telefoner, men jeg havde gerne set, at de havde lavet det på mindst 2 fingre i stedet for 1.

Alt i alt har jeg bare været super tilfreds med disse ganske ”almindelige” handsker. Pasformen er suveræn, og så fungerer de bare godt i praksis. Jeg synes næsten at prisen på 276 kr. er for billigt, for man får virkelig meget handske for pengene.

Pris: 276 kr.