Canyon Ultimate opdateres i et lettere og mere aero design
Canyon har netop lanceret en ny version af den populære Ultimate. Letvægtsraceren har nu fået aerodetaljer og minder om en lettere og mere traditionel udgave af Canyons Aeroad.
10 nye Ultimate-cykler til priser mellem 21.199 og 86.399 kr. bliver i dag lanceret på Canyons hjemmeside.
Første generation af Ultimate-modellen så dagens lys i 2004. Cadel Evans blev verdensmester på en 2. generations Ultimate i 2009. Nairo Quintana vandt Giro’en på en pink 3. generation i 2014 – i øvrigt samme år som Kristoff sprintede sig til sejr på samme model i Milano-San Remo. I 2018 fik Valverde endelig sit verdensmesterskab på en 4. generations Ultimate. Den nye model er således 5. generation.
Forbedret aerodynamik
Alle rørene på den nye Ultimate er udviklet fra bunden. Det har bl.a. være med til at øge kronrørsstivheden med små 6%, I samarbejde med aerospecialisterne fra Swiss Side er det lykkedes at gøre rammen alene 10 watt mere effektiv i aerotunnelen end forgængeren ved 45 km/t. Med rytter på cyklen ”in real life” betingelser er forskellen dog kun 5 watt pga. den turbulens og ”urene” luftstrømme, som benene forårsager. Den forbedrede aerodynamik skyldes ikke mindst, at Ultimate nu har fået det geniale CP0018 aerocockpit, der blev lanceret med den nye Aeroad i 2020.
Velomore har haft lejlighed til at teste modellen Canyon Ultimate CF SL 8 Aero i nogle uger. Køreoplevelsen er absolut positiv og minder mere om Aeroad-modellen end om den tidligere Ultimate. Det er ikke så underligt, for geometrien på de to cykler er nu helt identisk. Du kan læse den store test og se flere billeder af cyklen i næste nummer af Velomore, der er på gaden den d. 29. september.
Har du ikke allerede abonnement på Velomore, kan du tegne det her og glæde dig til at læse testen af den nye Canyon Ultimate.