14.04.2011
Jacob T. Johansen

Cauberg – nemmere end Munkebjerg

Danmark har nemlig adskillige stigninger, der nemt kan måle sig med Cauberg. Cauberg-stigningen er 1,5 km lang og stiger i snit med 4,7 procent. Det ville ikke engang række til en Top 12-placering i Danmark.
Heller ikke den maksimale stigningsprocent er ekstrem efter danske forhold. På det stejleste sted stiger Cauberg med ca. 11 procent. Det overgås af en del rød-hvide bakker. Eksempelvis af Munkebjerg ved Vejle: Munkebjergs maksimale stigningsprocent er ca. 16, og den har både flere højdemeter og en højere gennemsnitlig stigning.
Når Cauberg alligevel kan bære sit ry med stolthed, hænger det selvfølgelig sammen med stigningens placering i et løb som Amstel Gold Race. Efter godt 250 kilometers hård kørsel er rytterne godt stegt, og når terrænet stiger, er det slut med bare at sidde med på hjul. Her er det de overskydende kræfter i benene, der afgør, hvor hurtigt man kan træde på de sidste meter op ad bakken.
Philippe Gilbert, som i øvrigt medvirker i en artikel i det seneste nummer af Cykelmagasinet, vandt Amstel Gold Race sidste år, og sejren kan han i høj grad takke Cauberg-stigningen for. Det var den, han udnyttede til det sidste afgørende angreb på konkurrenterne.