Nikolaj Hebsgaard COVID19 og Zwift har opfyldt mine drømme
Jeg har altid drømt om at sige mit job og bare hoppe på cyklen og køre derud af. Hver dag! Cykle 6 timer om dagen. Træne som en prof. Leve som en prof. Køre ræs mod proffer. Men ak og ve, som slave af min lønseddel i et udemærket job, samt en alder der har rundet de 30, er jeg tvunget til at realisere mig selv og mine cykeldrømme et par nøje udvalgte uger om året. Og slet ikke i nærheden af noget som helst omfang, der kan måle sig med livet som proffesionel cykelrytter. Eller sådan var det, lige indtil COVID19-virusset lukkede alt ned.
For intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Titlen herover er ikke bare blikfang, det er et sandfærdigt postulat! Coronakrisen og Zwift HAR opfyldt mine drømme (i hvert fald nogle af dem)! Drømmen om livet som prof, som jeg skitserer i indledningen. Livet som prof… eller i hvert fald noget som smager af det.
Ud i det fri
Den kontante nedlukning af samfundet og omstillingen af den offentlige sektor sendte mig hjem foran computeren nogle timer om dagen. Nødundervisning. Udskolingen. Jeps, jeg er skolelærer og har arbejdet mig gennem Coronakrisen via nødundervisning, eller fjernundervisning om man vil. Da krisen begyndte at kradse, stod jeg overfor endelig at skulle ud på landevejene igen, efter en lang vinter på Zwift.
For jeg er hardcore Zwift-kriger, der ugentligt henover vinteren udkæmper store slag mod ligesindede. Der gik dog Coronavirus i platformen og pludselig var det ikke sjovt at køre derinde længere. For mange supermænd.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3200743406/embed/f286939e3a7dc6579a132f044a4ec1f477156e19'></iframe>
Men glæderne ved en arbejdsbag bag skærmen hjemmefra indså jeg hurtigt. Når arbejdsdagen var slut et par timer tidligere end normalt, var der både mere tid, og endnu mere energi, end normalt. Jeg var ikke træt efter 5 timers undervisning over Google Meet, som jeg var efter ditto antal timer i klasseværelset. Og vejret i marts og april forkælede os i den grad. Det lagde fundamentet til en realisering af min drøm: Den lange træningsuge med masser af timer i sadlen.
Der er blevet sat kilometer på kontoen under Coronakrisen. 20 timer om ugen i gennemsnit. Ikke samme omfang som en prof, men hey, det er dobbelt så meget som jeg normalt træner og der var stadig lige et job som skulle passes. Det har været lange ture, til at få klaret hovedet og vendt verdenssituationen. Alene vel og mærket!
Ride on
Men efter at have klokket 150 timer i mit eget selskab i marts og april måned, begyndte glæden ved de mange træningstimer at falme lidt. Ja, den faldt faktisk eksponentielt med at uopfindsomheden angående ruteplanlægning indfandt sig og savnet af min træningsmakker blev mere og mere tydeligt.
Løsningen: Jeg måtte tilbage i Zwift-hulen. Tilbage i online universerts lyksalige virkelighedsflugt. Så en morgen stod jeg op og slugte den blå pille, loggede på Zwift i higen efter en eller anden form for social stimulans, men endnu vigtigere: Jeg trængte i den grad til at få motioneret min væddeløbstrang og dræberinstinkt!
Under mit refugie i virkeligheden, virkede det som om, at de værste supermænd forsvandt fra Zwift. Eller også er formen bare blevet bedre? Jeg gav den gas i Haute Route Watopia, som for mig blev sæsonens første "event". Ja, et virkeligt event var det jo ikke, men hypen omkring det gav en fornemmelse af noget ægte.
Men en dag skete der noget fantastisk. Midt i et syrehelvede bevilget af Mitchelton-Scott rytterne Adam og Simon Yates, Michael Hepburn, Esteban Chaves og Alex Edmondson fik jeg en åbenbaring: Det her er da for fedt! Det her er jo det jeg har drømt om! Nu kører jeg "løb" mod profferne!!!
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3380617182/embed/7cb6e9a2e291e3e1a150e4a9813e7d620190dcc1'></iframe>
Og da var det at jeg indså, at COVID19 og Zwift har fået mine drømme til at gå i opfyldelse! Hvornår får jeg igen chancen for at træne 20 timer om ugen, flere måneder i træk? Hvornår kommer jeg nogensinde igen til at køre ræs mod profferne?
Måske aldrig! Måske i sporadiske glimt. 20 timers træningsugen flere måneder i træk tror jeg ikke er realistisk i længden. Men mon ikke profferne er kommet for at blive i Zwift? Nyd det, det er faktisk en unik mulighed!
Åbner op for nye drømme
Og ja, Coronakrisen har ikke kun været lutter lagkage. Der er også rigtig mange drømme som er brast; Ingen træningslejr udenlands i år, ingen landevejsløb ude i virkeligheden, ingen prof-løb i TV. Forårets og sommerens Gran Fondo'er? Måske de bliver til noget i efteråret. Måske ikke. Formentlig ikke….
Listen over drømme og mål der gik op i røg er markant længere end de som blev realiseret, men for en kort stund, fik jeg mulighed for at udleve en tillempet version af drengedrømmen om at køre på cykel hele dagen og duellere mod profferne. Senest blev jeg kørt helt i hegnet i weekenden af ryttere som Mathias Norsgaard, Rasmus Byriel Iversen, Mads Würtz og Frederik Muff.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3571841424/embed/ccaf014f8fa55e80c04e3ec685eb8fe8fc064825'></iframe>
Nu banker sommeren på døren, samfundet er åbnet op igen og måske (forhåbentligt) giver det plads til, at nye drømme kan blive udlevet inden vi skriver 2021. Jeg håber og sætter min lid til, at der kommer landevejsløb efterårssæsonen, så Coronaformen kan omsættes til resultater ude i virkeligheden!
