01.10.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Kasper Børjesson

Velomore tester Crankbrothers Eggbeater 3

Crankbrothers står for et hav af fede fede produkter til cykler og heriblandt cross country pedaler. Vi har testet deres letvægts pedaler, Eggbeater 3, som bliver lavet i 4 forskellige modeller fra 400 kroner og op til 2.500 kroner.

Som nævnt i introen laves Eggbeater pedalerne i 4 forskellige modeller fra den helt almindelige og billigste version, som blot hedder Eggbeater 1, til den dyreste model, Eggbeater 11, som Crankbrothers hævder er verdens letteste pedal på kun 179 gram for et par – Prisen er dog også derefter, da de koster cirka 2.800 kroner. Forskellen på de forskellige modeller er hovedsageligt vægt, materiale og pris. Der er 111 gram forskel fra den letteste model, som vejer 179 gram, til den tungeste model på 290 gram. Det er efter vores mening en lille vægtforskel i forhold til prisforskellen, men det er jo en prioritet, og har man brug for virkelig at vægtoptimere og skære de sidste gram af mountainbiken eller gravelbiken, så er Eggbeater 11 et godt bud til at opnå det. Modellen vi har testet her, er Eggbeater 3, som vejer sølle 280 gram. Både selve pedalerne og akslen er lavet i rustfrit stål.

Eggbeater designet er fremragende under alle vejrforhold. Pedalerne kommer rigtig godt af med mudder og vand, når vejret er dårligt på grund af det meget “åbne” design. Designet er lavet således, at man kan klikke i fra hele 4 forskellige punkter, så skulle du ske at klikke ud af pedalen ved en fejl, er det lynhurtigt at komme tilbage i den. På grund af det simple design er der ikke nogen mulighed for at justere på, hvor stramt eller løst de griber fast i klamperne, men under hele testperioden følte jeg ikke, at jeg manglede det. Der medfølger til gengæld nogle plastic spacere til klamperne som giver lidt justeringsmuligheder. 

Stort set hele pedalen er i rustfri stål.

På sporet
Vi oplevede at Eggbeater pedalerne fungerede rigtig godt på sporet i både vådt og tørt. De var nemme at klikke i, og vi klikkede ikke på noget tidspunkt fejlagtigt ud af pedalerne, selv ikke når vi ramte sten eller rødder, hvilket ikke var særlig tit da pedaler ikke har en ret stor profil. De var samtidigt rigtig nemme at komme ud af ved blot at vride foden som på de fleste andre pedaler. Holdbarheden er svær at vurdere allerede efter få måneder, men der udviklede sig hverken slør i lejerne eller skader på pedalerne.

Pedalernes profil over overflade er så minimal er det ikke rigtig giver mening at bruge andet en cross country sko på dem. Så bruger du fx nogle all mountain eller andre sko med en sticky sål fx Five Ten, så får du ikke meget nytte af det på Eggbeater pedalerne.

Du kan klikke i via 4 forskellige sider.

Facit
Utrolig anbefalelsesværdige cross country pedaler der nok må have en af de bedste price to weight ratio med deres kun 280 gram for 900 kroner(XTR pedaler vejer 310 gram). Selv deres entry level model, Eggbeater 1, er lettere end de fleste andre high end cross country pedaler til en ekstrem lav pris. Til gengæld giver man også afkald på større justeringsmuligheder og man er “tvunget” til at bruge cross country sko, da skoene kun støtter på selve klamperne.

Specifikationer:
Vægt: 280 gram.
Info: www.cycleservicenordic.dk
Vurdering: 5/5