19.08.2018
Christian Frese

Crossstjerne slår hjemmebanehåb i Norge

Kvalsund dannede søndag rammen om starten på 4. og sidste etape af årets Artic Race of Norway, som skulle tage rytterne over adskillige stigninger før afslutningen 145 kilometer senere i Alta. Størstedelen af de første 70 kilometer var stigende, før en længere nedkørsel tog rytterne ned til målbyen, hvor tre omgange á godt 10 kilometer skulle afgøres årets løb. Rundstrækningen bød på Thomasbakken (0,6 km, 6%) og en målbakke på 1,5 kilometer og 4,5 %. I alt bød etapen på næsten 1500 højdemeter over den relativt beskedne distance, og der var derfor lagt op til en dyst mellem klassementsrytterne.

Rytterne havde knap forladt Kvalsund, før dagens udbrud kom afsted. 12 ryttere rev sig fri og fik oparbejdet over tre minutters forspring til feltet. Rytterne havde ingen nem dag på kontoret, da vejret bød på regn og blæst på vejen mod Alta. 

Udbryderne arbejdede godt sammen, og da de tog hul på de tre omgange i målbyen, havde de 12 ryttere stadig to minutter til feltet, hvor Direct Energie satte tempoet. På den første omgang blev forspringet dog reduceret til et enkelt minut, men ud på sidste omgang havde udbryderne stadig 45 sekunder. 

Forspringet viste sig dog at være for småt, da feltet med bare to kilometer igen fangede de 12 udbrydere, og derfor så afgørelsen ud til at skulle finde sted i en spurt på målbakken. Her viste Mathieu van der Poel sig som den hurtigste, da han henviste hjemmebanefavoritten Sondre Holst Enger og Quentin Pacher til de sekundære placeringer. Danske Nicolai Brøchner blev nummer ni.

Sergei Chernetski kom hjem med de forreste, og derfor er Astana-rytteren vinderen af årets Arctic Tour of Norway. Norske Markus Hoelgaard og amerikaneren Colin Joyce holdt også fast i deres samlede podieplaceringer.