Dæk, bremser, gear og brosten: Hvad er det bedste udstyr til Roubaix?

Her på en regnfuld fredag inden det historiske første Paris-Roubaix for kvinder efterfulgt af herrernes klassiker spekulerer jeg endnu engang på: Hvad ville den bedste opsætning af cyklen med hensyn til dæk, gearing og bremser være til Helvedet i Nord? For mange er svaret oplagt, men ser man på, hvad profferne vælger – og vinder på – er forvirringen total.

Stop dig selv

Skive- og fælgbremser kan hurtigt dele vandene i enhver (social-media-) diskussion om valg af udstyr. For en dødelig motionist som mig selv er valget baseret på præference og køreglæde, men hvis man vil vinde klassikeren over dem alle, er det nok værd at tænke ud af boksen.

Paris Roubaix lader i år til at skulle køres i vådt føre, og punkteringer har alle dage været en faktor i dette løb. Ergo: Du vil gerne kunne bremse, men samtidig skal dine hjulskift også være rimelig hurtige, hvis du punkterer.

Der kan ikke være megen diskussion om, at et hjulskift med quick-release (QR) og fælgbremser er det hurtigste. Rytteren kan hurtigt hoppe af, afmontere sit hjul og vente på mekanikeren, der sætter et nyt på og løber ham i gang.

Jeg undrer mig ofte over, at profferne med den nye standard af skivebremser aldrig har en aftagelig QR/et håndtag i deres hjulaksler. I stedet står de hjælpeløst i siden af vejen og venter på service, når de punkterer – tid, hvor de selv kunne have afmonteret deres hjul.

Det ER lige lidt mere omstændigt at sætte et hjul med skivebremser på, og hvis sekunderne tæller, så er fælgbremserne i denne situation en fordel.

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at skivebremser har bedre modulation og tåler regn og mudder bedre. Dertil kommer, at mit nærige jyske sind hellere vil slide en 300 kroners stålskive end min 10.000 kroners kulfiberfælg.

Når det er sagt, tror jeg ikke på at det er så udslagsgivende i et landevejsløb. Her er taktik, hurtige hjulskift, fravær af defekter og selvfølgelig rå power i stængerne det vigtigste. Jeg har set bremseklodser slidt ned på et enkelt cyklecross- eller MTB-løb, men aldrig i et fladt landevejsløb.

Lige her vinder fælgbremserne i min optik, og i den fladeste af alle klassikerne bruger vi ikke tid på at tale om vægten.

Svæv hen over brostenene

Apropos vægt, så har Paris-Roubaix nok den højeste gennemsnitsvægt for vinderne gennem årene: Fabian Cancellara, Tom Boonen, Magnus Bäckstedt mfl. er ikke ligefrem de små nips, man forbinder med at "svæve hen over brostenene"…. men det gjorde de altså og i overbevisende stil.

Problemet, hvis du ikke gør, er bandt andet punkteringer og deraf styrt. Dårlig teknik, uheld, punkteringer og nedsmeltning af elektroniske gearsystemer er udslagsgivende i brostensløbene – og især denne weekend.

Sponsorer og traditioner vil formentlig delvist diktere valget af udstyr, om end stjernerne igennem årene også har taget sig visse friheder i resultaternes navn. Hvem husker for eksempel ikke Lance Armstrong, der kørte på en Litespeed enkeltstartscykel i Tour de France med Trek-lakering?

Punkteringerne er den store dark horse i Paris-Roubaix. Lukkede ringe har i mange år været de konservative rytteres favorit, især fordi de er lette og ikke kan lave gennemslag eller "snake bites". Tekniske målinger har dog vist, at rullemodstanden ikke er lige så god som i slangeløse (tubeless) dæk.

Begge systemer tillader, at man har sealant i dækkene, der stort set eliminerer småpunkteringer fra småsten og andet, men det vejer jo, vil nogen sikkert indvende med forfærdelse.

Tubeless og lukkede ringe giver også bedre muligheder for at sænke dæktrykket uden at risikere gennemslagspunkteringer. Dette giver mere komfort og vejgreb, hvilket må siges at være attråværdigt i et langt raslehelvede på brosten.

Men så kommer kortslutningen af al denne luftige teori: Almindelige dæk og latexslanger. Flere firmaer og testfaciliteter har nemlig vist, at dette helt klassiske setup har lavere rullemodstand end lukkede ringe og vejer mindre end tubeless med sealant.

Se bare Tony Martin, der blev verdensmester i enkeltstart på netop dæk og slange! Okay, Paris Roubaix er ikke en enkeltstart på glat landevej, men så spørg Kasper Asgreen, der vandt Flandern Rundt med samme opsætning.

Kortslutning

Det er efterhånden reglen fremfor undtagelsen, at teknikken spiller en afgørende rolle i moderne cykelløb: Gearskiftere, der simpelthen ikke gør, hvad rytteren beder den om. Den udskældte "crash mode", der skal beskytte cyklen ved styrt, kan i nogle tilfælde udløses ved mindre bump og lignende. Ikke optimalt i et cykelløb, der næsten ikke byder på andet end bump.

Der er også eksempler på mangelfuld opladning eller funktionsfejl af batterierne – spørg bare Cecilie Uttrup Ludwig. Det virker i hvert fald som en lavthængende frugt eller forsikring at køre med en god gammeldags mekanisk geargruppe, på en brostensrute hvor der kommer til at være mange styrt.

"Det eneste, jeg ved, …

… er, at jeg ingenting ved". Således lyder den græske filosof Sokrates' berømte læresætning.

Når jeg kigger på, hvad de bedste cykelryttere i verden stiller op – og vinder – cykelløb som Paris Roubaix på, så bliver jeg kun bekræftet i dette. Skulle jeg køre motionsudgaven i morgen, ville jeg nok køre med en mekanisk geargruppe, skivebremser og tubeless dæk på en komfortabel ramme. Det siger min fornuft og videnskaben.

Var jeg derimod professionel, ville jeg efter samme rationale foretrække fælgbremser, QR, slangeløse dæk og mekaniske gear.

Men jeg skal ingen af delene, og både sponsorer og overtro har også noget at skulle have sagt. Og lad os så lige til sidst huske på, at Flandern Rundt og Paris Roubaix har meget tilfælles, og Kasper Asgreen vandt i foråret på en cykel med elektronisk geargruppe, dæk og slange samt skivebremser.

Og som vi jo siger i cykling: "Vinderen har altid ret"… så jeg ved ingenting!