27.02.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/05/hebby-scaled.jpg Nikolaj Hebsgaard

Danmark Rundt skydes i gang i Nordens Paris

Cykelbyen Aalborg lægger asfalt til 1. etape af årets PostNord Danmark Rundt mens Kronborg og Helsingør sætter rammerne for løbets afslutning.

Pressemeddelelse
Ruten til årets PostNord Danmark Rundt blev i dag præsenteret med Kronborg som passende baggrund for årets løb.

Når dette års udgave af postnord Danmark Rundt køres 15.-19. august 2023, bliver det med start i Aalborg og mål i Helsingør. 728 kilometer fordelt på fem etaper. 140 ryttere, der klikker i pedalerne fordelt på 20 teams. Etapeløbet har en klassisk postnord Danmark Rundt-rute med spektakulære afslutninger. Særligt på første etapes afslutning i Aalborg kan der ske en udskilning i feltet efter nogle hårde stigninger. Der venter feltet flere stigninger, når rytterne igen i år skal prøve kræfter med Kiddesvej på årets Kongeetape, inden feltet ruller mod Sjælland til 4. og 5. etape. Postnord Danmark Rundt slutter med en enkeltstart i Helsingør med Kronborg som kulisse, hvor rytterne skal forsøge at finde de små sekunder, der kan være afgørende i klassementet.

Dette års postnord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries på UCI’s Europe Tour (niveauet under UCI’s World Tour), byder på nedenstående fem etaper.

15. august | 1. etape:          Aalborg – Aalborg, 170 kilometer.
16. august | 2. etape:          Kjellerup – Silkeborg, 164 km.
17. august | 3. etape:          Vejen – Vejle 207 kilometer.
18. august | 4. etape:         Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer.
19. august | 5. etape:          Helsingør – Helsingør, 16 kilometer. Enkeltstart.

Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union, glæder sig til dette års postnord Danmark Rundt: ”Når Danmarks Cykle Union til august præsenterer postnord Danmark Rundt sættes der nye og høje standarder for etapeløbet. Vi er igen lykkedes med at tiltrække flere af verdens bedste cykelhold, samtidig med at nye, spændende og fremadstormende teams finder vej til de danske cykelfans. Uden den store opbakning, som postnord Danmark Rundt møder rundt i hele landet, var det ikke muligt at gennemføre så stort et event – derfor vil jeg gerne takke samspillet med kommuner, sponsorer og alle dem, der bakker op i stor stil. Det er den 32. udgave i løbets historie. Derfor lyder også en speciel tak til postnord for et godt og stærkt samarbejde. På løbets 4. etape markeres én af Danmarks allerstørste danske virksomheders 100-års jubilæum – Novo Nordisk. Under denne etape får dette jubilæum en ekstra stor opmærksomhed som en del af cykelfesten. Jeg glæder mig til august og byder verdenseliten velkommen til Danmark,” slutter Henrik Jess Jensen.

Også Danmarks Cykle Unions eventchef Jesper Tikiøb, ser frem til et spændende Postnord Danmark Rundt: ”Vi glæder os rigtigt meget til at postnord Danmark Rundt 2023 blive skudt i gang den 15. august i Aalborg. Igen i år har vi ambitioner om at udvikle løbet yderligere og igen gøre løbet til en stor festlig og sportslig begivenhed hen over de fem etaper. I samarbejde med alle vores uvurderlige frivillige, vores samarbejdspartnere og værtskommunerne, vil vi alle lægge os i selen for at give publikum og Tv-seerne et fantastisk cykelløb.” slutter Jesper Tikiøb.

Jens Kasler, sportslig ansvarlig for postnord Danmark Rundt, og dermed ansvarlig for bl.a. ruter og kontakt med de deltagende teams, knytter disse kommentarer til det kommende løb: 

”Jeg synes, at det igen i år er lykkedes at skabe et spændende og seværdigt felt, med fem World Tour-hold og ni ProTeams kan vi kun være tilfredse. Sidste år præsenterede vi måske det stærkeste felt nogensinde i løbets historie, men også i år er det min forventning, at feltet vil have besøg af nogen af verdens bedste pedalatleter.” 

Etape beskrivelser:

1 etape: Aalborg – Aalborg, 170 kilometer.
Dette års udgave af den danske rundtur, postnord Danmark Rundt, starter i det nordjyske, nærmere bestemt i Danmarks 3. største by, Aalborg. 

Efter rytterpræsentationen på Budolfi Pladsen begiver rytterne sig ud på en 170 km lang første etape. Straks efter, at løbet gives frit, køres der vestpå til den tidligere DM-værtsby Nibe. Efter besøget i Nibe, også kendt som festivalbyen, går det mod sydøst via byerne Vegger, Sønderup og Sulsted, Når feltet har kørt 70 km, rammes Rebild Bakker, hvor der køres en 12 km rundstrækning. Postnord Danmark Rundt har tidligere haft mål ved Rebild Bakker, hvor Matti Breschel vandt en sikker spurtsejr.

Efter knap 100 km kører feltet ind i Støvring, for herefter at køre ad små veje ind på den 11 km lange rundstrækning i hjertet af Hasseris. Der venter rytterne en knaldhård rundstrækning, da feltet skal forcere de to kendte bakker Skovbakkevej og Nordtoft. Begge frygtede stigninger fra DM-løbet i 2022. 

For rytterne, der kører klassement, er der dyrebare sekunder på spil allerede her på første etape. Sidst løbet gæstede Aalborg, kørte Lasse Normann alene hjem; blot få sekunder foran det jagende felt.

Aalborg har de seneste år tiltrukket flere store løb til byen, bl.a. UCI-finalen i Gran Fondo (VM for amatører) i 2015, som byen i øvrigt skal være vært for igen i 2024, DM-ugen både i 2022 og 2023, samt naturligvis postnord Danmark Rundt så sent som i 2018. I postnord Danmark Rundt-regi har Aalborg tidligere været målby tilbage i 2019.

2 etape: Kjellerup – Silkeborg, 164 kilometer.
Efter første etapes forventelige hæsblæsende finale i Aalborg starter feltet i den stille og idylliske midtjyske by Kjellerup, der tilbage i 00’erne var hjemby for et af datidens store Continental Teams: Team Designa Køkkener.

Efter præsentationen af feltet på torvet i Kjellerup køres der stik østpå til Ans og videre til Gjern, inden dagens første bakkepoint skal uddeles på bakken ved Sorring. Når feltet har passeret Sorring, køres der videre ned mod Laven og den smukke sø Julsø. Efter 57 km rammes Ry, og herefter køres gennem byerne Svejstrup, Boes og Alken, inden ”Tourens tag” skal passeres, nemlig Yding Skovhøj. 

98 km har rytterne tilbagelagt, når Østbirk rammes, og blot få kilometer senere køres der igen om point til bakketrøjen ved Tørring Bakken. De sidste 35 km ind til Silkeborg køres i et vekslende landskab med bakker og både store og små veje. 

Den 5,3 km lange finalerundstrækning er en kopi af afslutningen i 2018. Det er en yderst intens afslutning med den hårde bakke på Hvinningsdalvej, som burde give anledning til et festfyrværkeri af en afslutning på anden etape.

3 etape: Vejen – Vejle 207 kilometer. 
Vanen tro er tredje etape af postnord Danmark Rundt årets kongeetape. Efter starten i Vejen, som for første gang er startby i postnord Danmark Rundt, skal de 140 ryttere ud på en 220 kilometer lang etape med hele 2100 højdemeter. 

De første 85 kilometer køres i Vejen Kommune og er uden de store forhindringer. Der er dog bonussekunder på spil ved de to bonusspurter i Brørup og Vejen. I Egtved ændrer terrænet karakter, og nu begynder en lang række udfordringer. På blot 10 kilometer følger de kendte stigninger, Egtvedpigens grav, hvor dagens første bakkespurgt er henlagt til. 

Straks efter følger stigningen ved Tørskind, og inden rytterne når at få pusten, skal de prøve kræfter med Ravning-bakken. 

Herefter rammer rytterne Ribevej, og roen kan igen sænke sig over feltet. Efter Jerlev, hvor dagens tredje og sidste bonusspurt køres, går det stik øst til Børkop. Kort efter Børkop, ved byen Andkær, starter en nyskabelse i postnord Danmark Rundt. Her er der lagt en godt 10 kilometer lang rundstrækning ind, hvor rytterne skal ned af Munkebjergbakken, helt ned til Vejle Fjord, for umiddelbart derefter at dreje til venstre op af Ibækvej, også kaldet ”Golfbakken”, inden feltet kommer tilbage til Andkær. Denne knaldhårde rundstrækning skal køres tre gange med bakkespurt på første og tredje passage af ”Golfbakken”, inden feltet kører direkte ind til den legendariske rundstrækning i Vejle. Rundstrækningen i Vejle indeholder tre stigninger: Højen Skovvej, Koldingvej samt naturligvis Kiddesvej, som vanen tro skal køres tre gange. 

Ryttere, som har forhåbninger om et topresultat i postnord Danmark Rundt, kan ikke tillade sig at have en dårlig dag på denne etape.

4 etape: Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer.
Efter de tre første etaper i postnord Danmark Rundt, hvor de tunge sprintere måske har sværere vilkår end normalt, er der nu lagt op til en klassisk sprinteretape på fjerde og næstsidste etape af årets postnord Danmark Rundt.

Efter starten i Kalundborg, som sidst havde besøg af løbet i 2021, kringles der lidt rundt i den sydlige del af Kalundborg kommune, hvor byerne Udby, Gørlev og Høng passeres, inden der igen køres lidt nordpå til Tissø og bakken ved Kattrup Gods, hvor dagens første bakkespurt skal køres. Når pointene til bakketrøjen er fordelt, begiver feltet sig mod Holbæk, hvor der er vigtige bonussekunder på spil i Ahlgade. Efter Holbæk går det direkte ned til den ikoniske Munkholmbro og derefter stik nord op gennem Hornsherred, som for andet år i træk får besøg af Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed. I Jægerspris køres dagens anden bonusspurt, inden feltet kører direkte østpå mod målbyen Bagsværd. 

Inden feltet når Bagsværd skal det gennem Frederikssund, Ølstykke, Ganløse og Værløse. I Bagsværd skal der afsluttes med en lille 5,2 km rundstrækning, inden det hele forventeligt skal afgøres i massespurt.

5 etape: Helsingør – Helsingør, 16 kilometer. Enkeltstart.
I 2006, 2011, 2015 har postnord Danmark Rundt kørt enkeltstart i Helsingør, så det er altså fjerde gang, at byen lægger asfalt til en spændende og meget afgørende enkeltstart i Helsingør.

Det er prominente navne, der tidligere har vundet i byen: Fabian Cancellara, Richie Porte og Mads Würtz Schmidt er navne, der bekræfter, at man skal være enkeltstartsspecialist for at vinde etapen.

Etapen har start på Allégade/Havnegade, og selve ruten må betegnes som teknisk let, men dog med en lidt hård stigning mindre end en kilometer efter start. Her skal bakken på Esrumvej forceres, hvorefter det går ligeud, inden ruten svinger ned ad Rødegårdsvej. Efter 10 km drejes der atter ind på Esrumvej, og nu køres der direkte ind til mål på Kulturværftet med Kronborg som en smuk baggrundskulisse. Det er i disse historiske rammer, at den endelige vinder af 2023-udgaven af Postnord Danmark Rundt skal kåres.

Hold til start I PostNord Danmark Rundt
Det danske landshold
Restaurant SURI – Carl Ras
BHS-PL Beton Bornholm
Team ColoQuick
Team Leopard TOGT
Lotto-Dstny
Team Tudor
Uno-X Pro Cycling Team
Bingoal
Soudal – Quick Step
DSM
Alpecin-Deceuninck
EF Education-EasyPost
Trek-Segafredo
Mazowsze Serce Polski
Sport Vlaanderen – Baloise
Novo Nordisk
Q36.5Pro Cycling
HUMAN POWERED HEALTH
Bolton Equities Black Spoke