Danmarks nye UCI-løb præsenteret
Det er et ambitiøst team, som står bag det nye danske arrangement Himmerland Rundt. Det skinnede tydeligt igennem på pressemødet, som blev afholdt i Erhvervs- og Turistcenter Farsø.
– Da vi mødtes i ledergruppen, blev vi enige om, at vi ville lave et nyt dansk UCI løb her i Himmerland. Vi var også enige om, at det skulle være et anderledes løb med nye tiltag. Vi ville gøre løbet så publikumsvenligt som muligt. Derfor laver vi en nyskabelse, hvor hver enkelt rytter får påmonteret en GPS, så folk fra hele verden kan følge dem world wide og live på deres computer, siger manager Mogens Kristensen.
Som en yderligere service for tilskuerne bliver løbet filmet fra motorcykler, som sender direkte billeder ind til en storskærm ved målstregen i Farsø. Disse live-billeder vil også kunne følges live på hjemmesiden. En speaker vil fra en følgebil kommentere løbet ind til målstregen. Og på både storskærmen og internettet vil man også kunne se interviews, som er lavet med rytterne før starten i Aalestrup.
Det bliver et stort og stærkt felt. Ryttere fra 25 hold skal køre 195 km før vinderen kåres. Der bliver deltagelse af samtlige danske kontinentale- og DCU teams – i alt 11 danske hold – samt 14 udenlandske teams, hvoraf 9 er kontinentale teams. Og ifølge en af arrangørerne, David Dahl Madsen, bliver det en rute med stor sværhedsgrad, som venter rytterne.
– Hvis vinden bliver typisk dansk, er det en noget sværere rute, end man umiddelbart forestiller sig. Så er der nemlig 70 km i åbent terræn med sidevind. Efter Ravnkilde (nord for Hobro) skifter ruten karakter, for da kører feltet ind på meget smalle og kuperede veje i skovområder. Rebild Bakker er selvfølgelig også med på ruten.