26.03.2019
Andreas Breum

Dansk verdensmester vil slå Wiggins’ timerekord i år

53,730 kilometer. Det var facit for Mikkel Bjerg, da han efter en time på Odense Cykelbane afsluttede sit andet timekordforsøg, og dermed slog Martin Toft Madsens hidtidige danske rekord med 111 meter.

Ikke nok med at den tilbagelagte distance var nok til at sikre ham den danske timerekord, var den blot 19-årige dansker nu også – omend uofficielt, da der ikke var en UCI-kommisær til stede under rekordforsøget – indehaver af den næstbedste timerekord i verden.

[REL4]

Det danske tempotalent, der til dagligt slår sine forlder på talentfabrikken Hagens Berman-Axeon, var kun overgået af den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins, der tilbage i 2015 kørte 54,526 kilometer på en time, men den rekord vil Bjerg forsøge at slå senere i år, fortæller han i et interview med holdets hjulsponsor, Zipp.

Som forberedelse til det rigtige rekordforsøg, vil Bjerg i juni køre et "testforsøg", hvorefter han vil fastlægge den endelige plan for rekordforsøget. 

Da Martin Toft Madsen i juli for en stund tilbageerobrede den danske timerekord, gjorde han det på den højtbeliggende cykelbane Aguascalientes, Mexico, hvor den danske mester i enkeltstart kunne drage fordel af luftens lavere densitet, men det er formentlig ikke noget, Bjerg vil give sig i kast med:

– I øjeblikket tror jeg, at det formentlig bliver i Schweiz eller Danmark. Jeg tror ikke, at højderne ville være en fordel for mig lige nu, fordi jeg ville tabe for meget power. Jeg har aldrig været på højdetræning, så jeg er nødt til at finde ud af, hvor meget power, jeg taber i højderne, siger han.

Ifølge Bjerg, kan hans store fordel være, at han – modsat mange af de Worldtour-ryttere, der giver sig i kast med timerekorden – ved, hvad han kan forvente sig af rekordforsøget, da det ikke bliver hans første forsøg:

– Jeg tror, at min pacing var perfekt ved mit sidste rekordforsøg, og jeg føler, at jeg lærte noget fra mit første forsøg. De ryttere, der bare siger: "OK, jeg prøver at slå timerekorden", og så kun forsøger én gang, har ikke rigtig nogen erfaring med timerekorden. I sidste ende bliver det nok en fordel for mig, at jeg har prøvet kræfter med timerekorden før, vurderer det danske stortalent.

[REL6]

Den unge dansker har holdets fulde opbakning til rekordforsøget, der – sammen med U23-VM i enkeltstart – er sæsonens helt store mål:

– Dette år er lidt spcielt for mig. Jeg har selfølgelig verdensmesterskaber sent på sæsonen, så alt, der ligger forud for, er mere eller mindre bare forberedelse. Især nu, hvor jeg har timerekorden efter U23-VM i Yorkshire. Det er et år, hvor jeg virkelig kan forberede mig på de to store, vigtige begivenheder, siger Bjerg, der dog også har blikket rettet mod DM og EM:

– Derudover har vi nogle store enkeltstarter i løbet af året, især de nationale mesterskaber i enkeltstart, hvor jeg er blevet nummer to og tre. Jeg vil ikke blive nummer to, tre eller noget endnu værre igen. Det er et stort mål for mig at blive dansk mester, men også europamesterskabet for U23-ryttere, fordi jeg tabte med et sekund i 2017, og jeg føler, at det ville være kæmpe stort, hvis jeg kunne vinde EM, slutter Bjerg.

Mikkel Bjerg skød landevejssæsonen i gang i sidste uge, hvor han kørte Ronde van Drenthe, Nokere Koerse og Bredene Koksijde Classic.