
DCU løfter sløret for spektakulær afslutning på DM i Aalborg
Danmarksmesterskaberne vender i 2025 tilbage til Aalborg med nye ruter og målstreg på Limfjordsbroen.
Når danmarksmesterskaberne i landevejscykling efter et års pause vender tilbage til Aalborg, bliver det med nye ruter på både enkeltstart og landevej.
Ved DM i både 2022 og 2023 blev der kørt sydvest for Nordens Paris, men i år sendes rytterne nordenfjords og ud på Vendsyssels landeveje.
Spektakulært opløb
Mest spektakulært bliver opløbet i linjeløbene, som skal finde deres afgørelse midt på Aalborgs ikoniske varemærke, Limfjordsbroen. Forinden skal rytterne ud på en længere rute gennem bl.a. Store Vildmose og Storskoven, hvor Nordjyllands højeste punkt venter på toppen af Knøsen, som skal forceres tre gange.
Fra rutens højdepunkt går det tilbage mod Aalborg, hvor en rundstrækning gennem Aalborg og Nørresundbys gader skal køres 5 gange, med samlet set 10 passager af Limfjordsbroen. Desværre er der ikke blevet plads til Skovvej, men til gengæld får feltet lov til at prøve den lange og udfordrende Skansevej i Nørresundby, med en utrolig udsigt over Aalborg. Efter de 5 passager af bakken skal DM afgøres på Limfjordsbroen halvstejle rampe.

Danmarks Cykle Unions formand Morten Anderson udtaler om det kommende DM i en pressemedelelse: “DM i landevejscykling er altid en kæmpe fest og en fejring af dansk cykelsport, og vi glæder os enormt til at vende tilbage til Aalborg. Byen, klubben og de mange frivillige har flere gang skabt fantastiske DM-rammer, og med de største danske stjerner til start, to nye, spændende ruter og en spektakulær målstreg på Limfjordsbroen bliver der uden tvivl det drama, som et DM fortjener. Jeg glæder mig enormt til at opleve Danmarks bedste ryttere kæmpe om den ikoniske dannebrogstrikot i Aalborg – og til at mærke byen summe af den helt særlige sportsfest, som DM-ugen er blevet.”
Ren tons
Enkeltstartsruten bliver endnu engang en sag for de rene tonsere. Starten går i hjertet af Aalborg ved Tolbod Plads på havnen, hvorfra der køres over Limfjordsbroen og sættes kurs nordvest ud af Nørresundby. Ruten er relativt flad, omend vinden kan blive en større faktor end foregående år, da den ligger mere skævt på Limfjorden end ruten ud igennem Nørholm.
DM i Aalborg bliver en del af DM ugen, hvor mere end 30 sportsgrene skal finde deres danmarksmestre i den nordjyske hovedstad. DM i enkeltstart afholdes d. 27. juni og linjeløbet køres d. 29. juni.
Den forsvarende Danmarksmester, Rasmus Søjberg, kan du i øvrigt møde i næste nummer af cykelmagaisnet Velomore. Tegn abonnement allerede i dag og få magasinet leveret direkte til postkassen d. 10. april. Du bliver abonnent lige her.