25.01.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/448247394_1004692921660478_4132501343240402392_n.jpg Velomore

De Nordvestjyske cykelløb på Europatouren lukker og slukker

Siden 2011 har cykelløbet GP Himmerland Rundt været at finde på Europatouren, og i 2013 fik det følgeskab af RENT LIV Løbet, Skive, men nu er det slut.

De udgjorde i de følgende år, sammen med et tredje løb i henholdsvis Thy og dernæst Viborg, den Nordvestjyske Cykelweekend. De var på det tidspunkt de eneste danske løb på Europatouren, udover Post Danmark rundt, og bidrog med helt afgørende point til ranglisterne, så der kunne komme seks danske ryttere til start ved VM. 

Nu er det imidlertid slut. Arrangørerne bag disse løb har nemlig besluttet at kaste håndklædet i ringen, og dermed er en æra forbi. 

Om begrundelsen for beslutningen giver arrangørerne bag følgende forklaring:

– Gennem årene er kravene til afvikling af cykelløb på Europatouren blevet forøget, og den administrative byrde er stille og roligt blevet forøget – senest med specifikke krav i forhold til coronarestriktioner. Derudover er arbejdet med at fremskaffe diverse tilladelser blevet vanskeligere, da diverse instanser ikke nødvendigvis samarbejder 

– De økonomiske krav er også blevet forøget, da udgiften til bl.a. hoteller, startpenge, leje af bander osv. er steget. Samtidigt er det blevet sværere at skaffe sponsorere, hvilket corona krisen også har skubbet til. Det er også blevet sværere at skaffe frivillige til disse store arrangementer, hvilket igen har medført et stort pres på arrangørerne. 

Efter afviklingen af GP Himmerland Rundt i 2021, henvendte DCU (Danmarks Cykle Union) sig til arrangørerne, da de frygtede, at det var sidste gang al løbene ville blive afviklet. DCU, dav på det tidspunkt udtryk for, at Unionen ville bakke op i videst mulige omfang. 

”DCU ønskede, at vi fortsat skulle afvikle cykelløb på Europatouren. Vi har efterfølgende fremført en række idéer/muligheder (ikke økonomiske), men DCU vil alligevel ikke imødekomme os overhovedet, så det ønske har vi ikke meget til overs for”, fortæller Løbsdirektør Mogens Kristensen og fortsætter: ”Det tog faktisk næsten fire måneder bare at sætte et møde op. Når man kombinerer det med, at formanden for DCU ikke fandt tid til at deltage i mødet, så havde vi heller ikke så store forventninger”. 

Gennem årene har opbakningen fra DCU været helt fraværende. På trods af vigtigheden af at give de danske ryttere international erfaring, har kun diverse landstrænere overværet løbene med undtagelse af 2021, hvor formanden, Henrik Jess Jensen, til gengæld aflagde visit. Bestyrelsen har gennem alle årene ikke fundet det værd at overvære løbene. 

”Der skal lyde en stor tak til alle der har bakket op om løbene gennem årene. Det være sig alle de frivillige, teams, kommuner, sponsorer osv. Det har været spændende, men det er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt at fortsætte”, afslutter Mogens Kristensen. 

Arrangørerne understreger, at de ikke har fået løn for deres arbejde gennem årene, men har gjort det af kærlighed til cykelsporten.