Endura MT500 hjelm
MT500 hjelmen er designet til trail eller enduro og derfor dækker den langt ned i nakken i forhold til for eksempelvis en XC-hjelm. Derfor betaler man en pris i form af øget vægt, men til gengæld får du mere beskyttelse og det er i sidste ende det vigtigste, hvis du kører trail eller enduro. Til at hjælpe dig med at holde hovedet koldt på sporet har hjelmen 14 ventilationskanaler og inde i hjelmen kan man se en bikube-struktur, som udgør Koroyd beskyttelsen.
[IMG2]
Puderne er anti-bakterielle og har et åbent design, som gør, at de tørrer hurtigere. Hjelmens visir kan justeres i 3 positioner og under visiret er der er plads til et par briller, når du holder pause i bikeparken og brillernes rem kan fastgøres bag på hjelmen. Hvis du er mere til solbriller kan brillestængerne sidde fast i ventilationskanalerne under visiret. På toppen kan der fastgøres et Gopro beslag til for eksempelvis actionkamera eller lygte.
[IMG4]
Koroyd
Endura har valgt at anvende Koroyd-teknologi i deres hjelme. Forsimplet kan man sige, at Koroyd, MIPS og Wavecell er tre forskellige systemer med fælles mål: at reducere traumet mod hovedet ved styrt og at beskytte bedre mod rotatoriske kræfter. Vi skal ikke kloge mere i det her, men blot nævne, at Koroyds data er lovende, og bestemt kan bide skeer med konkurrenternes. Navnet er charmerende og ligger tæt op ad "Choroideus" som er stedet i hjernen, hvor rygmarvsvæsken (der beskytter hjernen) dannes.
[IMG3]
På sporet
Hjelmen var nem at indstille via det klassiske drejespænde i nakken og passede godt på testerens hoved. Puderne havde en åben struktur og var behagelige mod huden og det føltes som om, at de var lidt mere åndbare end tilsvarende hjelme. De var nemme at tage ud og vaske og der fulgte også et ekstra sæt med i kassen. På sporet gjorde hjelmen ikke meget væsen af sig forstået på den måde, at man ikke mærkede, at den sad på hovedet grundet dens ret lette vægt og god pasform. Den tætte Koroyd struktur gjorde, at hjelmen føltes en bitte smule varmere end hjelme med åbne ventilationshuller, men det var svært at mærke i praksis. Udover beskyttelse havde Koroyd strukturen også den fordel, at insekter ikke kunne flyve ind i hjelmen, og de fleste har sikkert prøvet at skulle smide hjelmen, fordi et insekt skabte ravage. Gopro beslaget var smart, og stabilt og vi blev glade for at kunne spænde actionkamera eller lygter på hjelmen. Det burde alle hjelme have!
[IMG5]
Facit
Hjelmen har et rigtig pænt design, masser af praktiske detaljer og kan bruges både til solbriller og briller. Derfor er den både egnet til XC-rytteren eller enduro-eksperten, som gerne vil i bikeparken i ny og næ. Den sidder godt på hovedet og ventilationen er godkendt. Koroyd teknologien skulle gerne nedsætte din risiko for skader ved styrt, hvilket altid er et stort plus. Hjelmen er Enduras topmodel, og det er svært at se, hvor de kan forbedre den endnu mere.
[IMG6]