First ride: BMC Teammachine 01 AMP
BMC har lanceret deres første el-cykel, som vi allerede har haft fornøjelsen af at give en svingom i bakkerne omkring schweizernes hovedkvarter i Grenchen.
Man kan godt komme i tvivl, når man står og betragter den nye BMC Teammachine 01 AMP, om der vitterlig er tale om en elcykel eller ej. Havde det ikke været for displayet på overrøret, det marginalt større skrårør og Praxis-kranken, ville AMP for det utrænede øje umiskendeligt ligne en almindelig, muskeldrevet Teammachine SLR.

Men under det elegante ydre gemmer sig en TQHPR 40 motor, som yder 200 watt assistance, og et 290 Wh batteri, der burde kunne holde en 80 kg tung rytter kørende i 130 km, afhængig af terræn og kørestil.
For første gang har de schweiziske ingeniører i Grenchen udviklet en el-cykel og formålet har fra starten været at skabe en performance landevejscykel, der gør rytteren i stand til at følges med stærkere ryttere uanset terræn, uden at det måtte påvirke cyklens performance at få tilføjet et tungt motorsystem.
Stærk stamtavle
At Teammachine 01 AMP er let at forveksle med BMC’s Teammachine 01 SLR er ingen tilfældighed. El-cyklen er nemlig baseret på den hæderkronede SLR-platform og besidder derfor de samme karakteristika som schweizernes klatrecykel.

Fokusset har ligget på at skabe et optimalt forhold mellem power og vægt, så rytteren ikke vil føle at den ekstra kraft på stigningerne kommer på bekostning af vægten. Det har man gjort ved at matche vægten og stivheden fra SLR 01 med integreringen af TQHPR-motoren, som er monteret som selve krankboksen på cyklen.
Det resulterer i en cykel, som er både kraftfuld og let at håndtere, med styreegenskaber og hurtig acceleration som en almindelig landevejscykel. Selve balancegangen mellem motorkraft og rammeperformance er man lykkedes godt med, da cyklen vejer under 10 kg.
Geometri til ræs
Til at matche rammestivheden har BMC udrustet cyklen med ’Tune Compliance Concept’, som gør rammen i stand til at flexe vertikalt for at øge komforten og kontrollen, mens der er plads til 34 mm dæk for yderligere komfort og selvtillid på især hurtige nedkørsler.
Modsat mange andre el-cykler til landevejen, hvor geometrien er mere komfortorienteret, er Teammachine 01 AMP baseret på BMC’s Pro Race geomertri. Det betyder, at cyklen har samme reach som dens søskende på World Touren, dog med et stack på yderligere 20 mm. Det gør rytteren i stand til at få en mere optimal position på cyklen med færre spacere, og på den måde bedre kunne udnytte cyklens køreegenskaber.

Cyklen kommer med alle de samme aeropoptimeringer som Teammachine SLR 01, lige fra aerooptimerede rørformer til integreret cockpit og AeroShap-saddelpind.
Sæt strøm til
Med SLR som stamtavle for AMP, er cyklen først og fremmest tiltænkt de ryttere, som elsker at bestige bjerge og bakker. Motoren yder 200 watt støtte og slår automatisk fra når hastigheden overstiger 25 km/t (jævnfør lovgivningen red.). Når motoren ikke er aktiv, overføres rytterens kræfter direkte til baghjulet uden såkaldt ’motor drag’, da motoren er integreret direkte i rammen.

Batteriet er det bankende hjerte i cyklen og alle funktionerne styres via OLED farvedisplayet på overrøret. Via displayet har man adgang til en række data, såvel som mulighed for at parre systemet med sin cykelcomputer via Bluetooth eller ANT+. Der er 3 motorfunktionerne at vælge imellem, og man kan skifte mellem dem enten via displayet, eller knapperne øverst på Shimano-skiftegrebene.
Foruden at levere strøm til motoren, holder batteriet også den integrerede baglygte kørende, såvel som Shimano Di2-gruppen. Man behøver dog ikke at frygte for at blive låst i et gear, hvis man kører tør for strøm. Motoren går ud ved 5% batteriniveau og den resterende strøm er ifølge BMC, mere end rigeligt til, at holde både en Di2-gruppe og baglygten kørende i nærmest for evigt. Klingerne er Praxis LevaTime, som er udviklet til at håndtere de ekstra kræfter fra motoren, men de øvrige komponenter er Shimano Di2, afhængig af om man kører AMP ONE, TWO eller THREE.

Ifølge BMC kan motoren holde en 80 kg rytter kørende i 130 km i Eco mode, men det varierer naturligvis af kørestil og terræn. Skal man ud på længere ekspeditioner, kan man få en 160 Wh batteriforlænger til flaskeholderen.
I bakkerne
På en solbeskinnet, om end stormende, dag i Grenchen, fik Velomore som de første lov til at teste Teammachine 01 AMP i bjergene og bakkerne omkring byen, hvor BMC’s hovedkvarter befinder sig.
Ruten gik op ad to længere stigninger, efterfulgt af et let kuperet terræn med et mix af bakker i forskellige længder.


Ved de første pedaltråd mærkede jeg ikke, at jeg sad på en el-cykel. Med motoren deaktiveret føles cyklen som en almindelig, om end tung, landevejsracer, men styreegenskaberne, håndteringen eller tyngdepunktet opleves ikke anderledes, ligeledes har man ikke den træge fornemmelse i trådet, hvilket tyder på, at BMC har undgået motor drag.
Så snart motoren tændes og aktiveres, føles det straks som om man har gode ben eller medvind. Fra BMC’s hovedkontor ved velodromen i Grenchen gik det direkte opad igennem byen, og man klatrer let afsted selv ved lave watt.

På den første lange stigning fik cyklen lov til at vise hvad den kan. I Turbo Mode føles det som at flyve op ad bjerget, men det betyder ikke, at man ikke selv skal arbejde for komme fremad – det bliver ikke nemmere, bare hurtigere. Og det beskriver meget præcist følelsen af at klatre på Teammachine 01 AMP. Man får mere fart foræret, men det kræver stadig en indsats.
Med en stærk vind i ryggen og stigningsprocenter omkring 5-6% lå jeg omkring 24-26 km/t, hvor motoren hoppede ind og ud af aktivering, hvilket gav en lidt pudsig fornemmelse, men ikke noget som sådan påvirkede selve køreoplevelsen. Når stigningen tog til og steg med mere end 7%, kom motorassistancen for alvor til rette og det var lettere at holde farten og rytmen i cyklen, og afhængig af motorsetting, var det forholdsvis let at tilpasse sin egen belastning.
I en høj dal ramte vi ind i en hård modvind og her kom motoren os til gode. Vi holdt forholdsvist ubesværet 25 km/t, hvilket jeg vurderer ikke havde været muligt på en almindelig cykel. I hvert fald ikke for en let rytter som jeg.

Mens motoren for alvor kommer til sin ret på moderate til stejle stigninger og i hård modvind, står oplevelsen af cyklen i skarp kontrast når man kører nedad. Her mærker man intet til motoren og cyklen ruller let og hurtigt, samtidig med at den styrer præcist og forudsigeligt i sving. Den ligger mere stabilt rundt i sving end SLR’eren, som til gengæld er responsiv og agil, og en my mere snappy i hårde antrit. Spurter man op ad bakke, kan skal motoren lige have 2-3 sekunder til at ”følge” med i accellerationen.
På flad vej i medvinden cruisede vi afsted med +25 km/t, hvor man overhovedet ikke mærker til motoren, eller den øgede vægt. Jeg tog mig selv i at glemme, at det er en elcykel jeg sad på, hvilket i høj grad skyldes cyklens overordnede fornemmelse og køreoplevelse, men også at man slet ikke har antydningen af motor drag.
Første indtryk
Normalt vil jeg sige, at man ikke for alvor kan sige særligt meget om en cykel efter blot en tur på knap 2 timer. Men hvad angår BMC Teammachine 01 AMP, er der alligevel en del at sige.
Først og fremmest føles det at køre på en motoriseret landevejscykel overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg fik muligheden for at sammenligne Teammachine 01 AMP og SLR 1:1 med hinanden over to dage og der er forskelle, bevares, men det er i nuancerne vi finder dem og det skyldes vægtforskellen.


Medmindre man befinder sig på en stigning og farten svinger omkring 25 km/t, mærker man absolut intet til motoren i kranken på cyklen.
Cyklen kører præcist som man forventer det af en landevejscykel fra BMC, men byder terrænet eller vejret at tempoet er under 25 km/t, får man ekstra hjælp til at komme fremad.
På min 2 timers tur rundt om Grenchen, med kraftig vind og knap 1.000 højdemeter, kørte jeg mest i Turbo Mode, og jeg havde lige over halvdelen af batteriet tilbage.


Der er ingen tvivl om, at el-cykler er kommet for at blive og med landvejscykler som Teammachine 01 AMP får man den samme oplevelse, som på en almindelig landevejsracer, men med assistance nok til at komme op ad bakkerne.
Førstehåndsindtrykket er positivt, men man får nok mest ud af cyklen hvis man bor i et svært kuperet område. Det gør dog ikke noget, for cyklen performer på lige fod med enhver anden landevejsracer, når vejen er flad og farten høj. Har man behov for lidt ekstra hjælp på cykelturene, for at komme over bakkerne eller holde trit med cykelvennerne, får man i BMC Teammachine 01 AMP masser af køreglæde og en oplevelse af at køre på en muskeldrevet cykel.
Info
BMC Teammachine 01 AMP kommer i tre udstyrs- og prisklasser.
THREE med Shimano 105 Di2 til 7.999 €
TWO med Shimano Ultegra Di2 til 9.499 €
ONE med Shimano Dura-Ace Di2 til 13.499 €
Mere info: www.bmc-switzerland.com

Nikolaj Hebsgaard 
