Flere danske ryttere i sadlen
Der er kommet flere på to hjul på de danske landeveje. Cykel- og motionsklubber landet over har mærket fremgangen i antallet af nye medlemmer. Samlet set i Danmarks Cykle Union (DCU) har antallet af medlemmer været støt stigende i en årrække. Det har været et mål for cykelunionen, at medlemstallene ude i klubberne ville være stigende i forbindelse med VM på hjemmebane i København.
I Hammel CK er det sket en stigning på 35 procent, da der efter sidste år blev gjort status over de nu 135 medlemmer.
– Vi har oplevet en pænt stor fremgang i antallet af medlemmer. I 2010 voksede medlemstallet med 35 procent, og vi er nu 135 medlemmer. I 2011 er tendensen indtil videre fortsat.
– Det er klart vores forventning, at medlemstallet vil fortsætte med at stige også fremover. De fleste mennesker kan godt se værdien i at cykle, og kan sagtens skelne mellem de kedelige historier i medierne og så de gode oplevelser og den motion, som cykling kan give almindelige mennesker, siger formand Benny Hagelskjær i dagens udgave af Århus Stiftstidende.