Fuglsang udfordrer graveleliten ved DM
Jakob Fuglsang udfordrer den danske gravelelite når det officielle danmarksmesterskab i grus afholdes i weekenden.
Når Gravel DM 2025 køres lørdag den 20. september i Bidstrup Skovene, er det med nogle af dansk gravelcyklings tørste profiler på startstregen. Det bliver tredje gang, der køres officielt Danmarksmesterskab i gravel, og ruten i det midtsjællandske skovhøjland lægger op til en både kuperet og teknisk udfordrende dag på cyklen og nå ja, så stiller en pensioneret World Tour-rytter også til start.
En rute med bid
Bidstrup Skovene danner en spektakulær ramme for mesterskaberne. Feltet skal igennem stigninger, tekniske passager og ujævnt terræn, mens de snor sig forbi bøgesøjler, moser og søer – og op over nogle af Sjællands højeste punkter. Med andre ord: alt det, der kan splitte et gravel-felt og belønne de ryttere, der både har styrke og teknik på plads.
Favoritterne i herrefeltet
På herresiden er Traka-vinderen Tobias Mørch Kongstad (PAS Racing) og monumentvinderen Jakob Fuglsang blandt de største favoritter. Fuglsang, med en fortid som U23-verdensmester i MTB, kan trives på netop denne slags tekniske ruter. Også Magnus Bak Klaris (PAS Racing), tidligere danmarksmester, og Jonas Lindberg (WILLING ABLE Racing) – nummer 12 ved VM i gravel sidste år – er kandidater til medaljerne. Den forsvarende mester Alexander Arnt Hansen (Airtox – Carl Ras) har naturligvis også blikket rettet mod endnu en titel.
Kvindernes opgør
Hos kvinderne bliver det et møde mellem generationer. Den tidligere flerfoldige MTB-verdensmester Annika Langvad (Specialized Off-Road) stiller til start, mens den nuværende mester Mie Nordlund Pedersen (Reverb Cycling) vil gøre alt for at forsvare sin dannebrogstrøje.
”Gravel har fået de rammer, sporten fortjener”
“Interessen for gravel er vokset enormt hurtigt, og nu er sporten ved at få de officielle rammer, den fortjener. Vi er stolte af at kunne være værter for et mesterskab med høj sportslig kvalitet og samtidig tiltrække mange motionister”, siger Thore Davies, forperson i Nørrebro Cykleklub, der arrangerer DM sammen med Copenhagen Cycling Club og Danmarks Cykle Union i en pressemedelelse.
Fakta om Gravel DM 2025
- Dato: Lørdag 20. september 2025
- Sted: Bidstrup Skovene, Hvalsø
- Rute: Se på Strava
- Startliste: Sportstiming
- Tilmelding: Lukker tirsdag den 16. september kl. 23:59
Der køres om officielle dannebrogstrøjer i Elite m/k, U23 m/k og U19 m/k. Dertil afvikles uofficielle mesterskaber i øvrige aldersklasser, hvor der også uddeles medaljer.
Velomore