Gensyn med Manolo Saiz
Ifølge Marca er Manolo Saiz på vej tilbage til cykelsporten i en ledende rolle på amatørholdet Cueva el Soplao. For ifølge spanierens flere opdateringer på hans twitterkonto, er der noget i gære.
Manolo Saiz’ baggrund er usædvanlig i cykelsporten, idet han ikke selv har været professionel cykelrytter, men kom ind som træner med en universitetsuddannelse. Flere år i træk var ONCE holdet med til at hærge specielt i Vueltaen og altid et af de dominerende etapeløbshold i de glade dage med Alex Zülle og Laurent Jalabert.
Men hans hold skiftede sponsor, og i maj måned 2006 stod han foran døren til dr. Fuentes’ klinik med en attachetaske, der var proppet med kolde kontanter – kort efter i selskab med spansk politi. Og så rullede Operacion Puerto lavinen derfra.
UCI præsident Pat McQuaid har udtalt sig forbeholdent om Manolo Saiz’ comeback.
– Jeg har ikke hørt noget overhovedet. Alle har ret til at tjene til livets ophold, men hvorvidt han er velkommen eller ej, er noget helt andet, siger Pat McQuaid.
For i modsætning til eksempelvis Team Leopard-Treks sportsdirektør Kim Andersen, var Manolo Saiz muligvis involveret i at dope et helt hold med dr. Fuentes store pakkeløsning, mens Kim Andersen dopede sig selv og fik karantæner, da han havde nummer på ryggen.