Nikolaj Hebsgaard GFNY Camp dag 2 og 3: På tur med Mr. Wolf
Som vi selv har erfaret her på Cykelmagasinet, er det hårdt arbejde at organisere et event. Særligt hvis eventet skal have en vis standard og især hvis det også skal have en vis størrelse. Netop den slags event er GFNY Alpes Vaujany, så Fluhme ægteparret sidder andendagen af campen over. I stedet har de overladt ansvaret for fårene til Mr. Wolf.
Mr. Wolf er ham man ringer til når man har et problem der skal løses; om det så er fordi din makker har blæst hovedet af en stakkels fyr eller din skivebremse skraber mod klodserne. I dag er det dog ikke et problem der skal løses. GFNY’s Mr. Wolf har flere års erfaring med cykling og i at lede forskellige grupper på cykelture.
[IMG6]
Hans borgerlige navn er Mirco og hans pas er italiensk. Tilnavnet har han fået efter problemknuseren fra Tarantinos mesterværk, da Mirco i flere år har været problemknuseren i sit civile job ved de italienske jernbaner, og også i GFNY-sammenhæng. Og som italiener er det med stil og charme, at han giver espresso på torvet i Vaujany før afgang mod Alpe d'Huez. Den legendariske stigning er hovedattraktionen på campens andendag.
Der er nervøsitet i luften. For halvdelen af gruppen er det første gang de skal tackle et rigtigt bjerg, både op og ned. Den polske deltager, Maciej, er tilmed triatlet og kender ikke meget til bjergets mytologi.
Jeg gør mit bedste for at sætte ham ind i sagerne, men hans tanker er ikke modtagelige for en historietime. I stedet får han et par tips til hvordan man kommer bedst muligt op og Mr. Wolf tilbyder at blive hos ham på de første stejle kilometer.
En gammel motor på hjul
Jeg selv har andre planer. Jeg skal ud og jage en god tid! Jeg har kørt Alpen en gang før, i La Marmotte, hvor det var ren og skær overlevelse. Læg dertil ca. 20 opkørsler i Zwift (ikke at man kan bruge det til noget i virkeligheden).
Da vi ruller mod bjerget stikker jeg AirPods i ørerne og tænder for HurtigJoakim på Spotify, så kommer man ordentlig i boks. Inde på Alpen finder jeg hurtigt ind i en god rytme og jeg kan virkelig mærke, at de to første rolige dage her i Frankrig, har været den perfekte opvarmning.
Farten er høj og jeg overhaler masser af andre ryttere på bjerget. Selvom sæsonen lakker mod enden og vi befinder os i skyggen af Corona-virus, er der stadig masser af cykelturister i Romanche-dalen. Og så har La Marmotte-kontingentet ikke engang meldt deres ankomst endnu.
[IMG5]
Et par kilometer fra toppen passerer en hvid bil langsomt forbi mig. Jeg ser min egen reflektion i lakken og opdager, at jeg har fået en blindpassager med på hjul. Jeg kigger mig over skulderen og ser en gammel mand (vi taler nok 60+) på en elektrisk MTB. Jeg passerede ham vist nok for et par hundrede meter siden. Han kører op på siden af mig og smiler.
Og så begynder han at tale til mig. Jeg er totalt i boks og har efterhånden gravet mig ned i et dybt hul, her tæt på toppen. Jeg tager den ene AirPod ud. Han er franskmand og vil vide om jeg også kører med motor.
Det er et pænt kompliment, men min Canyon rykker altså ikke af sted med 500w af sig selv. Jeg svarer ham på fransk og han spørger til mærket. Da jeg igen svarer kortfattet på fransk giver han tungen frit løb og oversvømmer mig med ord. Jeg taler un peu francais, men ikke nok til en regulær samtale. Og slet ikke med puls 180. Jeg får formuleret et par sporadiske ord om min nuværende situation og den ældre mand ønsker mig god tur.
Da jeg ruller ind i byen på toppen og kan ane målstregen kører den gamle mand sgu forbi mig i det sidste sving. Det var lige godt pokkers.
Jeg har sat en ok tid op ad Alpen og er desuden første mand fra campen. Så jeg ruller straks ned igen, for at samle de andre op.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3958838007/embed/a328398a3006b704b2ba268d9127f60aed80e053'></iframe>
Efter en frokost på toppen, går turen hjemover via Col de la Confession, som man finder et par kilometer fra toppen af Alpe d’Huez (i den lille by man kommer gennem før Alpe d'Huez). Det er en smuk rute, som bringer os til foden af stigningen op til Vaujany. I øvrigt også en rigtig behagelig nedkørsel, som er perfekt for de, som er knap så erfarne med at køre nedad.
Inden vi tager afsked inviterer Mr. Wolf mig ud på aftensmad. Hans kusine arbejder på toppen af Le Deux Alpes, så om aftenen hopper jeg i bilen sammen med ulven og to andre fra GFNY-organisationen til en hyggelig aften. Det blev ret sent, hvorfor dag 2 og 3 er slået sammen i denne blog.
GFNY Camp dag 3
I dag er der afgang en time tidligere, fordi vi skal med bil til dagens startsted. Da hotellet jeg bor på har under 7 gæster, serveres morgenmaden på værelset. Det giver lidt ekstra tid. I dag skal Col du Galibier bestiges, fra begge steder. Vi køres til Lautaret, hvorfra vi kører op til toppen af Galibier og videre ned til Vallois, eller så tæt på, som man vurderer benene kan klare.
Efter i går aftes, er jeg blevet en del af the wolfpack, som naturligvis anførers af Mr. Wolf himself. Derudover tæller the wolfpack Sara, der bl.a. kører følgebilen og er eventmanager for GFNY, og Matthias van Aken, SoMe-manager for GFNY og tidligere konti-rytter. En lille belgier, som jeg også mødte ved GFNY Deutschland i 18. Uli og Lidia Fluhme er med os i dag. De kører minibussen med de resterende deltagere.
[IMG1]
Vejret på Galibier er noget nær perfekt, en mild vind og temperaturer i start tyverne. Der er ikke megen trafik. Lautaret er transit passet mellem Bourg d’Oisans/Grenoble og Briancon. Har man kørt La Marmotte, er det her hvor man drejer ud på hovedvejen ned fra Galibier mod Alpe d’Huez. Galibier er klart lettest fra denne side og det er en behagelig tur op til toppen. Her tages de obligatoriske billeder før vi ruller ned mod Vallois.
Jeg har ligesom i går, også planer om at køre efter en tid på Galibier. Jeg har kørt bjerget to gange før: En gang i La Marmotte og en gang med Cykelnerven. Begge gange har det været en lang lidelseshistorie.
De andre kører ikke hele vejen ned, men vender om et par kilometer fra Vallois. Det er trods alt løbet på søndag der er vigtigst og hver deltager på campen har selv ansvaret for, at vurdere egen formåen og ben.
[IMG4]
Igen er det med HurtigJoakim i ørerne og derudaf. Jeg har en ide om hvor mange watt jeg kan køre hele vejen, men henover toppen fra Lautaret, var min puls højere end hvad den burde i forhold til de watt jeg kørte.
Men nogle gange må man bare træde med det man har og håbe på det bedste. Så jeg kører de watt jeg havde planlagt på forhånd og det går egentlig meget godt – lige indtil ca. 6 km fra toppen. Der er luften gået af ballonen, så at sige. Jeg mærker højden og har mistet 20-40 watt i forhold til bunden. Det er ikke udmattelse, for så hårdt har jeg ikke kørt.
De sidste tre kilometer er en kamp, som det tilsyneladende altid er på Galibier. Med 1 km til toppen overhaler jeg en af de andre deltagere på campen og da jeg runder toppen står de andre og venter på os.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3963932130/embed/fed3ee4ac6191542eef67bebd5f8eb2ed6c6f1d7'></iframe>
Min tid på Galibier fra Vallois blev, ifølge Strava-segmentet Col du Galibier, 59 minutter og 14 sekunder. Indsatsen bliver belønnet med frokost i Lautaret, hvor vi alle nyder et måltid sammen før køreturen tilbage til Vaujany. Mr. Wolf bestiller en burger, en Royale (okay, det hedder den ikke, det var en forceret reference til Pulp Fiction). Men burgeren burde hedde en Royale, for den er et royalt monster, proppet til randen med bacon, ost og noget jeg ikke helt kan identifcere, henover min egen, beskedne pasta.
[IMG2]
De første to dage med bjerge har budt på gode oplevelser for alle. De erfarne klatrere har prøvet dem selv af, mens de uerfarne har lært en masse om det at klatre og teknik på nedkørsler.
I morgen venter recon af den første stigning i løbet på søndag: Col de la Croix de Fer. Vist nok 25 kilometer op i himlen, så en anden udfordring end de to stigninger vi har kørt hidtil.
