Nikolaj Hebsgaard GFNY Camp dag 4-6: Fra paradis til apokalypse
“C’est l'apocalypse” lyder det nedtrykt fra Cedric Haas, løbsdirektør for GFNY Alpes Vaujany, da vi sidder på toppen af Col du Sabot og kigger på Mont Blanc. Snakken er faldet på vejrudsigten for løbet på søndag.
Vejrudsigten for weekenden skifter fra slem til værre. Uanset hvad, ser det ud til at GFNY bliver kørt på sjaskvåde veje. Der er meldt regn fra fredag middag, hele lørdagen og det meste af søndagen, omend der kan findes en smule trøst i, at vejrudsigten bliver mildere og mildere for søndag. Men regn ligner en sikker ingrediens.
I dag er det torsdag, dag 5 på GFNY Camp og vi er kørt til toppen af Col du Sabot, som er den stigningen Vaujany ligger ca. en fjerdedel oppe ad. Her fra toppen har vi udsigt til søen tæt ved toppen af Croix de Fer, selve toppen af Glandon og bagved Col de Madeleine, mens baggrunden på indtages af mægtige Mont Blanc. I dag er vejret perfekt: En let brise og temperaturer midt i tyverne.
[IMG5]
Bag os ligger fire dage med lige så godt vejr – og masser af højdemeter i benene. I går, på campens 4 dag, rekognoscerede vi Croix de Fer som vi nu ser under os. Stigningen kan deles i to: Den første halvdel er en led satan med stejle ramper, mens den anden halvdel stiger med behagelige 4-6%. Hele stigningen er på tæt ved 24 km, i hvert fald den del som køres i GFNY Alpes Vaujany. Officielt starter Croix de Fer allerede i Allemonde, landsbyen ved foden af dæmningen.
Har man kørt La Marmotte, kender man stigningen som Glandon, men fortsætter man videre ved caféen i stedet for at dreje til venstre op over toppen, runder man Croix de Fer 2 kilometer senere.
Ligesom i løbet, kørte vi i går direkte ned fra Vaujany og ind på stigningen. Planen for i dag er egentlig “bare” at køre til toppen og tilbage igen. Med to hårde dage på Alpe d’Huez og Galibier, er min plan er tage den med ro og køre medio hele vejen. Vejret er perfekt, en helt igennem vidunderlig sensommer dag.
[IMG1]
Jeg har mine ørebøffer med, men bruger dem ikke. Modsat de to foregående dage, ligger Croix de Fer stille hen. Her er næsten ingen trafik, og kun få ryttere. De fleste ser ud til at være bikepackere.
Stilheden og roen på bjerget bliver kun brudt af de få lidende sjæle, der kæmper sig op ad ramperne, som skifter mellem 8-12%, men momentvis svinger sig helt op til 16%. En af dem er endda så led, at den kommer efter en kort, men hurtig nedkørsel og BUM! Så befinder man sig på en mur i alt for høje gear. Det er næsten som om, at bjerget forsøger at knække en.
Jeg holder min rytme. Det handler om at få det overstået. De hårde sektioner. Heldigvis har jeg mere fart i cyklen end mine lidelsesfælder. Knap halvvejs oppe slipper bjerget sit kvæler tag og man bliver nærmest belønnet for sine strabadser.
Hen mod toppen, åbner landskabet sig, med enge og græsende køer. Der er også en sø. Det er egentlig meget smukt, og med procenter mellem 3-7%, har man også overskud til at nyde det. Luften er frisk og vinden er i ryggen.
Har man besindet sig i Croix de Fers torturkælder, flyver man mod toppen heroppe i paradis, på de øvre skråninger. Vejen går lidt nedad og jeg udnytter det ekstra momentum til at smide cyklen på den store klinge og suser forbi sidevejen til Glandon. Hen mod det sidste sving, trykker jeg lidt ekstra i pedalerne.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3968146698/embed/533544cfeeda42811fcb45f6b1de9a8d8ba3876a'></iframe>
Men det er koldt på toppen. Vinden er frisk henover passet og min vest ligger i følgebilen længere nede ad bjerget. Så jeg ruller straks nedad. Jeg møder de andre fra campen og 7 kilometer nede, hvor bjerget slipper sit tag i de klatrene, holder bilen.
På med vesten og tilbage mod toppen, hvor alle mand efterhånden er nået frem. Vi spiser en let frokost, før vi begiver os nedad bjerget igen – dog med et smut omkring Glandon, så vi får nedkørslen fra løbet på søndag.
[IMG2]
Let men hårdt
Det fremragende vejr har forfulgt os frem til torsdag. Det er en kort dag, hvor planen er ændret fra en lang køretur i bil til Briancon og Col d’Izoard, til i stedet at blive en klatretur på Col du Sabot. Jeg er gået i racemode og skal bare spare kræfter i dag – hvis altså man kan det på en 10% stigning.
Jeg bryder mig ikke om Col du Sabot! Fra Vaujany er vejen dårlig, mest af alt en asfalteret ko-sti, men asfalten er af samme tvivlsomme kvalitet, som nogen af de nordjyske udkantskommuner. Ujævn, ru, fuld af huller og der ligger grus i svingene. For ikke at nævne al kolorten. Det har de ikke dog ikke norden fjords.
Men op kommer vi. Første mand på toppen er i dag løbsdirektør Cedric Hass. Tidligere fransk kontirytter. På toppen er der en p-plads, eller vendeplads, i grus, som går over i en vandresti. Vi sætter cyklerne og går 100 meter op ad vandrestien for at nyde den fantastiske belønning på toppen: Udsigten over Mont Blanc, Col de Madeleine og Glandon/Croix de Fer.
<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/3973506577/embed/5257048faf07ce523d8224ca21d3117184740c06'></iframe>
Vi bliver her i et stykke tid og nyder solen, mens snakken falder på søndag. I dag er den sidste dag med godt vejr, fredag bliver det regn over middag og lørdag ligner nærmest jordens undergang, eller l'apocalypse. Søndag ser bedre ud, men langt fra ideelt.
Det har sat GFNY-organisationen på overarbejde. De mangler halvdelen af deres stab, som er fanget. USA pga. indrejseforbuddet. Så det er alle mand på dæk.
[IMG6]
De har kun 20 minutter her på toppen til at restituere i, før de skal ned og i arbejdstøjet igen. Min plan for eftermiddagen er at komme med skiliften op til Station de Rousse, og se Vaujany fra oven.
Hviledag i følgebilen
Fredag bliver en decideret hviledag, med tidlig start, så vi undgår regnen. Turen går til Bourg d’Oisans og tilbage igen.
For mit vedkommende bliver det meste af turen tilbragt i følgebilen. Min bagbremse gør vrøvl og skal tjekkes af mekanikeren i Bourg d’Oisans. Jeg bliver læsset af neden for dæmningen, hvor cykelstien langs Romanche-floden starter. Det passer mig egentlig fint. Sammen ruller vi ind til byen, hvor vi deler os i to. Mr. Wolf, og to af de andre bliver hos mig, mens resten ruller tilbage. De andre to har også erinder hos cykelbutikken.
[IMG4]
Problemet med bremsen var dog ikke større end at mekanikkeren nærmest kan nøjes med at kigge på den. Han pumper den et par gange og voila: Så er alt fikset. Jeg har dog en sund portion dansk skepsis, men Mr. Wolf lader også til at være tilfreds og bremsen virker som den skal – og altid har gjort.
På vej tilbage gennem dalen begynder de første dråber at falde. Mr. Wolf, som jo er italiener, er ikke sen til at sige, at det ønsker vi ikke at cykle i. Retur til Bourg d’Oisans og ind på Cafe de Paris. Der bestilles kaffe og ringes efter følgebilen.
[IMG6]
Efter at have spillet fandango i en halv times tid, samles vi op og køres tilbage til Vaujany, hvor resten af dagen tilbringes i poolen og saunaen på Hotel V de Vaujany, hvorfra der er frit udsyn til uvejret, som nu har indtaget Romanche-dalen.
I skrivende stund er jeg netop vendt tilbage fra velkomstdrinks for alle deltagere i GFNY Vaujany Alpes. Der er mødt to andre danskere op: De heldige vindere af konkurrencen om to startnumre til løbet, på vores Facebook-side. Og byen er så småt begyndt at fyldes med udenlandske nummerplader.
I morgen venter en regnfuld dag, hvor der forhåbentlig bliver opholdsvejr længe nok til, at jeg kan få kørt et åbningsinterval, så benene kan blive klar.
Sommerfuglene har indfundet sig i maven. Og snakken i vores lille gruppe går om påklædning og ernæringsstrategi. Lige nu siger vejrudsigten 4 grader og sne på toppen af Croix de Fer…..
Er det for sent at flytte løbet over på Zwift?
