Giroen anklages for dopingsympati
I første ombæring spurgte Paul Kimmage ind til doping og Giroen.
– Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde helt slipper for dopingproblemer, men for hvert år gør vi det bedre og med højere prioritet år for år. Sidste års udgave var den mest kontrollerede i hele løbets historie med mere end 520 kontroller. For hver kontrol UCI eller WADA gennemførte, lavede laboratoriet 6-7 tests. Cykelsporten er den mest kontrollerede idræt i verden, sagde RCS Sports Angelo Zomegnan.
Det svar var Paul Kimmage ikke tilfreds med og spurgte om, hvilken rolle løbsarrangøren spillede.
– Ja, jeg kan lide Mark (Cavendish tilstede, red.), fordi han er klar i mælet. Jeg kan huske, hvordan han var oppe at toppes med Ricco i en restaurant i Giroen 2009. Doping er et kulturelt problem, og vi hjælper unge mennesker og de unge ryttere med at forstå de specifikke programmer. Hvert år besøger vi mere end 4.200 skoler og er i kontakt med mere end 100.000 unge mennesker for at forklare dem, hvad sport, cykling og Giroen er. Og hvordan det er muligt uden doping. Behøver jeg minde om, at det eneste store etapeløb uden dopingsager i 2010 var Giroen, fordi vi sloges for det før starten, sagde Angelo Zomegnan.
Efter det lange svar var Paul Kimmage stadig ikke tilfreds, og spurte hvorfor tidligere dopere som Ivan Basso, Alexandre Vinkourov og Danilo Di Luca så blev inviteret til Giroen.
– Jeg er løbsarrangør men ikke ham, der laver reglerne. Efter min, RCS Sports og Gazzatta dello Sports mening er det på tide at give 4- og 8-årige karantæner til ryttere der for anden gang dumper i en dopingtest. Reglerne er ikke hårde nok. Jeg var en skidt fyr, fordi jeg sidste år ikke inviterede Riccardo Ricco, sagde Angelo Zomegnan.
Selvom man kan være enig med Paul Kimmage i, at doping skal bekæmpes, så udelukker det ikke, at man som Angelo Zomgenan respekterer de formelle spilleregler. For når en rytter har udstået sin karantæne, og han eksempelvis kører på et ProTeam hold, så er RCS Sport forpligtet til at lade ham starte. Giroen er en del af UCI World Tour løbskalenderen, hvor alle ProTeams skal inviteres automatisk.