18.03.2011
Andreas Ø. Pedersen

Glud & Marstrand-LRØ vil køre om fransk sejr

Samtidig med, at Glud & Marstrand-LRØ har et stærkt mandskab til start i det kroatiske etapeløb Istrian Spring Trophy, er holdet nu så bredt at der er meget store forventninger til holdkammeraterne, der fra søndag står til start i Frankrig i endagsløbet la Roue tourangelle (UCI 1.2)
Søndag satses der på Michael Berling, Kasper Linde og Daniel Foder, og sportsdirektør Michael Skelde er optimistisk omkring disse tre rytteres formkurve: – De skal alle tre  toppe lidt senere i april, men jeg forventer helt klart, at de er på rette spor og vil vise dette søndag.
Mandag starter etapeløbet Tour de Normandie (UCI 2.2) – et løb sportslig ansvarlig Michael Skelde ser meget frem til.
– Vi skal for første gang i år for alvor vise vores styrke, løbet er hårdt og langt, og som altid deltager de bedste hold i Europa på Kontinental niveau. Sidste år kørte vi godt, men kunne ikke holde distancen. Med vores hold i år, tror jeg, at vi ender med at køre med om sejren. Troels Vinther er godt forberedt, mens Christopher Juul og Thomas Kvist  begge er klar som outsidere i det traditionsrige løb, siger Skelde.
Udover de tre formstærke ryttere, stiller holdet til start med Michael Berling, Kasper Linde og Daniel Foder.