Grus i maskineriet på Hærvejen

Sidste år debuterede Hærvejsløbet med en 175 km graveldistance. Vi var med til start, omend vores rytter fik kastet grus i maskineriet allerede i sine forberedelser.

Vi når vel at køre knap 30 km, da det går op for mig, at benene er helt væk. Jeg kan godt holde dem i gang, men jeg kan ikke presse dem. Formen er kun til ren survival, og de negative tanker er ved at få overtaget, da min gode ven Søren Jermiin ser at jeg et max presset. Uselvisk går han ind foran mig og råber mig på plads. Det er en fantastik fornemmelse at få hjælp, og troen på projektet vender tilbage, stille og roligt.

Måneden op til Hærvejsløbets nye lange graveldistance havde budt på noget nær den