11.12.2025
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Haute Route offentliggør ruten til næste år

Alpe d’Huez er på menuen i motionisternes Tour de France, som har fundet en hård og episk rute frem til 2026-versionen.

Ruten til næste års Haute Route Alps er blevet offentliggjort og der venter deltagerne en storslået og udfordrende rute fra Nice ved Middelhavets kyst til Thonon-les-Bains ved Geneve-søen.

Deltagerne bliver således kastet for løverne allerede fra 1. etape, med 182 kilometer fra Nice til Cuneo i Italien. Etapen ligner en gentagelse af 6. etape fra i år, men i modsat køreretning, med både Col de la Colmiane og Col de La Lombarde. Fra den franske side er Lombarde nok bedre kendt som Isola 2000.

Deltagerne kan dog glæde sig over, at målstregen nok vil være at finde på toppen af Lombarde efter 123 km og den smukke nedkørsel kan derfor nydes i ro og mag.

2. etape tester igen benene, når rytterne skal cykle fra Cuneo til Briancon via giganten Col d’Agnel og Col d’Izoard. Det bliver endnu en hård etape med 141 kilometer og begge bjerge på etapens sidste halvdel. Etapen er i øvrigt den samme som 5. etape fra årets løb, som desværre blev aflyst pga. uvejr.

3. etape tager deltagerne fra Briancon til Alpe d’Huez via Col de Sarenne, som også er en del af dette års Tour de France. Først skal den lange vej op ad Col de Lautaret bestiges, før der køres ned til starten af Sarenne.

Efter Sarenne køres der ned til Huez by, men så vidt vi tolker ud af ruteprofilen, køres der ud af byen for at bestige de sidste kilometer af legendariske Alpe d’Huez før man er i mål.

Natten tilbringes på toppen af Alpe d’Huez før 4. etape, der byder på løbets enkeltstart. En episk en af slagsen for de 21 berømte hårnålesving op ad Alpe d’Huez skal forceres i kampen mod uret. En potentiel make or breake etape for de, som ønsker at køre klassement, men en halv hviledag for resten af feltet.

5. etape bliver endnu en lang dag i sadlen med 170 kilometer fra Alpe d’Huez til Megève. Vejen går via Col du Glandon, Signal de Bisanne og Col des Saisies, før dette års startby igen beværter Haute Route-feltet.

Her får deltagerne fornøjelsen af to overnatninger på samme hotel, da 6. etape går fra Megève til Megève. En eksplosiv affære på 100 kilometer med 3 stigninger: Col des Aravis, Col de la Colombière og Côte 2000 som målstigning lige udenfor Megève.

Løbets sidste etape får nærmest karakter af en festdag. Der er kun en stigning, men til gengæld er det hårde Col de Joux Plane, som skal forceres ca. midtvejs på etapen fra Megève til målbyen Thonon-les-Bains ved Geneve-søens bred, hvor deltagerne fortjent kan hænge deltagermedaljen om halsen og fejre deres krydsning af Alperne.

Alt i alt en hård, men smuk rute, der nok skal give deltagerne en oplevelse for livet. Som læser af Velomore får du 10% rabat på tilmeldingen til Haute Route Alps 2026, ved at benytte koden VELOMOREHRA26.

Du kan læse alt om dette års storslåede Alpe-eventyr i vores seneste nummer, hvor vi beretter fra motionisternes svar på Tour de France.