Her er ruten til fejringen af Jonas Vingegaard i København
Jonas Vingegaard vender i morgen hjem til Danmark hvor den helt store hyldest venter ham i København.
Når Jonas Vingegaard i morgen vender hjem til Danmark, bliver det til den helt store hyldest af hans sejr i Tour de France i Københavnske gader.
I dag har hollænderne og Jumbo-Visma æren af at fejre danskeren, mens hans hjemby Glyngøre står for tur på torsdag.
Når Vingegaard lander i Kastrup Lufthavn i morgen formiddag, vil han blive taget imod af repræsentanter fra bl.a. Danmarks Cykleunion. Han vil desværre ikke bevæge sig igennem ankomsthallen som normalt, så har man lyst til at hylde Jonas Vingegaard, er dette ikke stedet man skal møde op.
I stedet bliver manden i gult kørt i åben cabriolet mod Rådhuspladsen, hvor han skal op og møde folkets hyldest på balkonen, der tidligere har beværtet store danske atleter, mens der senere på dagen venter en hyldest i Tivoli, stedet hvor det gule eventyr begyndte for knap 3 uger siden.
Langs ruten mod Rådhuspladsen er der mulighed for at hylde Jonas Vingegaard, når han kører af sted i åben cabriolet ledsaget af Københavns Politi.
Optoget begynder i krydset mellem Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej ca. klokken 12:15. Her kører de ad Amager Brogade, Christmas Møllers Plads og Torvegade.
Dernæst kører optoget over Knippelsbro, ad Vindebrogade og Stormgade. Efterfølgende drejer de ned ad H.C. Andersens Boulevard og ind på Rådhuspladsen.
Ligesom ved enhver god Touretape, kan det godt betale sig at komme i god tid. Har du ikke mulighed for selv at møde op, sender TV2 fra fejringen allerede klokken 10:00.
Program for fejringen
13:00: Jonas Vingegaard ankommer på balustraden, Københavns Rådhus
13:45: Hyldest af Jonas Vingegaard på balkonen
16:00 Jonas Vingegaard bliver hyldet i Tivoli sammen med nogle af de andre danske Tour-helte