07.03.2011
Velomore

Holdtidskørsel – ekvilibrisme og fart

Resultatet fra holdtidskørslen har ofte bragt en måske lidt upåagtet rytter i front, forbi denne har været med på det vindende hold. Andre gange har det cementeret en favorits bud på den samlede sejr.
Møder et hold op uforberedt er det selv ude om det. Enkeltstartscyklerne og formationen skal sidde der – midt i rygraden – for at det kan blive til noget.
Den hurtigste tid blev sat i touren 2005 Tours-Blois af Armstrongs discovery-mandskab, som tilbagelagde de 67,5 km med en gennemsnitsfart på 57, 324 km/t. En sejr som naturligvis hjalp i Armstrongs stræben efter endnu en triumf. 
CSC tabte her den gule trøje, da Zabriskie på lidt uforklarlig vis styrtede på den sidste kilometer. Fremragende live-billeder men for pokker, hvor var det ærgerligt!
Sammensætningen af holdet og den rækkefølge, som de placeres i, er meget afgørende for et godt resultat og kræver megen øvelse. Det er eksempelvis ganske vigtigt, hvem der sidder lige foran eksempelvis en bomstærk Cancellara. Den arme mand når måske ikke ind på viften ret mange gange, når første den stærke lukker op for ventilerne.
Samtidig skal der også disponeres korrekt, så der ikke ved en for høj udgangsfart af en sprintertype tampes så meget kraft ud af de mere tempostærke, at de ikke kommer ordentligt i gang og kan sætte det malende og vindende tempo helt ind over stregen. Føringerne vil normalt være mellem 45 og 60 sekunder – helst præcist så lange, som det er muligt for den enkelte rytter at holde farten oppe.
Hertil kommer de mere taktiske overvejelser, som det er godt at have gjort sig på forhånd: hvem skal være blandt de sidste 5? Hvem ventes der på ved en punktering? Skal nogen ofres med en masse føringer tidligt i holdtidskørslen?
Selve træningen, som nogle hold praktiserer, minder meget om almindelig enkeltstartstræning. Op på enkeltstartscyklen og fyr nogle relativt lange intervaller af i, eller lige under det røde felt. Der er til gengæld også en vis logik i, at man ikke hverken kan eller skal træne holdtidskørsel i ugevis.
Det skal også overvejes, om vindforholdene gør det nødvendigt kun at ligge helt ude i bøjlen, når man er 2-3 mand fra fronten, da sidevind kombineret med pladehjul og 9 mand på række i sig selv kan fremkalde farlige situationer.
I Giroen 2009 var der en intens konkurrence mellem Garmin og Columbia, hvor Columbia trak det længste strå med sølle 6 sekunder. Det gik som Cavendish havde sagt, Columbias maskine kørte som smurt. Man må vist hellere høre efter, når missilet fra Manx udtaler sig. Som det aktuelt ser ud i dagens cykelsport er der næsten altid tale om, at rullen drejer rundt med 55 til 60 km/t. Dette kan de fleste i feltet, men nogen kan det bare længere end andre! At vinde i denne disciplin er sandt teamwork.
I 1994 rev en overivrig Chris Boardman hans GAN-mandskab fra hinanden i hans bestræbelser på at bevare den gule trøje. Han vendte vrangen ud på sig selv og desværre også på hans holdkammerater.
Bjarne Riis var den markante rytter året efter, da Gewiss vandt holdtidskørslen i touren.
Noget tilsvarende gjorde David Millar i 2000 også i gult for Cofidis-mandskabet. Han havde sikret sig den gule trøje i prologen ved Futuroscope ved at slå Armstrong med 2 sekunder. På holdtidskørslen over Loire-floden gik holdet helt i opløsning under Millars hårde føringer i den hylende modvind.
Det kan godt være, at den gule trøje giver vinger, men det er naturligvis kun til ham, som har den gule trøje på.
Det er helt sikkert at der kommer flere mindeværdige holdtidskørsler. Tirreno-Adriatico bliver onsdag indledt med netop en holdtidskørsel.