12.03.2011
Andreas Ø. Pedersen

Jakob Fuglsang ude af Paris-Nice

Jakob Fuglsang er ikke længer med i feltet i Paris-Nice. Leopard-Treks danske bjergrytter stod af på 7. etape for i stedet at køre på hospitalet, hvor han skal have tjekket et sår på hånden, som han pådrog sig i et styrt tidligere på ugen.
– Jeg frygter, at der kan gå betændelse i såret, så jeg starter antibiotika i morgen, siger Jakob Fuglsang til TV2.
Fuglsang har siden styrtet været påvirket og har mistet tid på flade etaper, og det har fået danskeren til at sætte cyklen på servicebilens tag.
– Jeg har følt mig helt ved siden af mig selv siden mit styrt. I går blev jeg sat efter en kilometer på flad vej. Det er ikke sådan, det plejer at være. Nok må være nok – især hvis der går betændelse i det. Det er ligemeget om jeg kører i morgen eller ej. I dag var det en ren massakre til sidst, og jeg har ikke mere at køre med, lyder det fra danskeren.