19.02.2011
Andreas Ø. Pedersen

Jens Evald: Ikke noget at komme efter

Flere kritikere har udtalt sig omkring Alberto Contador-sagen efter frifindelsen, hvor man ikke mente, at det spanske cykelforbund har kørt sagen som en dopingsag, men derimod en vennesag. Men det bliver afvist af den danske juraprofessor, Jens Evald, der også er formand i Anti-Doping Danmark.
– Det er en meget grundig og saglig redegørelse. Jeg er ikke overrasket over afgørelsen. Den ligger lige til højrebenet, og jeg vil godt som professionel jurist afvise, at man er kommet let om opgaven, siger Jens Evald til Sporten.dk.
Ingen vennetjenester
Spanske Alberto Contador, der lige nu kører sit første cykelløb i Volta ao Algarve, hvor han er i impornerende form og ligger placeret som nummer to, har ikke modtaget nogen vennetjenester fra den spanske disciplinærkomite, men har forholdt sig til sagen og har i den 35 siders lange redegørelse argumenteret for frifindelsen.
– Intet i denne afgørelse tyder på, at man i disciplinærkomiteen er blevet bevæget til at frifinde Contador andet end på baggrund af de saglige kriterier og hensyn, man selv har fremdraget. Man tør jo godt stikke fingrene ned i hvepsereden. Man har forholdt sig til det retslige, gennemgået sagen minutiøst og argumenteret for afgørelsen. Jeg mener ikke, der er noget at komme efter, det er udmærket arbejde.