Jonas Aaen: Alle er topmotiverede
Jonas Aaen er i år med som en af de stærke hjælperyttere på Team Saxo Bank-SunGard i Flanderen Rundt for kaptajn Nick Nuyens, der kommer med en frisk sejr i bagagen fra Dwars door Vlaanderen, og det har skabt en god stemning på holdet forud for det 254 kilometer lange løb.
– Jeg er rigtig glad for at være her, og jeg havde inden sæsonstart håbet på at kunne være en del af holdet, der skulle til Belgien i april, og derfor er det en drøm, der nu går i opfyldelse. Jeg er fysisk og mentalt klar til opgaven. Der er dog ingen tvivl om, at jeg primært er her for at lære og for at udføre den taktik, der er bedst for holdet. Selvfølgelig vil det være cool at sidde med i et morgenudbrud ude foran, da der er mere ro, og man slipper for den hektiske positionskamp inden stigningerne og brostensstykkerne, siger Aaen til holdets hjemmeside.
– Stemningen i truppen er fantastisk. Nick (Nuyens, red.) har en frisk sejr i bagagen, og alle er topmotiverede til opgaven, tilføjer han.
Hele truppen består af Baden Cooke, Kasper Klostergaard, Michael Mørkøv, Nick Nuyens, Matteo Tossato, Gustav Larsson, Jaroslaw Marycz og Jonas Aaen.