07.02.2011
Andreas Ø. Pedersen

Kongen og dronningen af Kalundborg

SlushKongen af Kalundborg blev Klaus Nielsen (Giant) som vandt knebent foran Simon Tarp (Team Hareskov Cykler). De to lå længe sammen, men hele tiden med Nielsen forrest, så den stærkeste vandt på dagen. Hullet ml de to forreste var 12 sekunder, da Nielsen kørte i mål. På tredjepladsen og blot 16 sekunder efter Tarp kom Benjamin Justesen (Team T-Bikes). Justesen valgte at bruge sine kræfter i den indledende klassements-start, hvor han sikrede sig en førsteplads og dermed den samlede sejr i ride4fun SlushCup 2010/11 allerede inden finale-afdelingen om 3 uger.
Hos kvinderne var der ingen tvivl. Kristine Nørgaard (HMTBK SRAM / Hansens Flødeis) var suveræn og kan nu kalde sig SlushDronningen af Kalundborg. Kristine vandt foran blot 14-årige Malene Degn (HMTBK SRAM) og Ditte Clausen (Seje Sild Cykler). Malene kæmpede bragt for at holde Ditte bag sig. Forspringet var blot 10-16 sekunder løbet igennem.
I SlushCuppens syv afdelinger er det en tradition at det ene race er en såkaldt UrbanSlush, hvor skovstier bliver til stenbro og hvor forhindringer som stubbe og rødder bliver til hop og ramper. Kalundborg var den fjerde UrbanSlush i historien og er nu i det fornemme UrbanSlush selskab med DGI Byen, DR Byen og B&W Hallerne, som  SlushCuppen har besøgt de seneste sæsoner. Mange deltagere var meget begejstrede for Kalundborg CC´s rute.
UrbanSlush afgøres i en elitestart, hvor de 30 bedste mænd og 5 bedste kvinder fra den ordinære SlushCup start dyster på en kort (1,3 km i Kalundborg) rundstrækning over 20 minutter.
I den samlede stilling er Benjamin Justesen (Team T-Bikes) allerede sikker på pokalen efter seks af syv afdelinger. Det er Justesens tredje samlede sejr i SlushCup, så Benjamin kan nu beholde vandrepokalen til evigt eje. Hos kvinderne kan alt ske, men Kristine Nørgaard (HMTBK SRAM / Hansens Flødeis) ser ud til at have de største chancer.
Næste afdeling af ride4fun SlushCup er finalen, der finder sted i Rude Skov den 27. februar.
Der er i alt syv afdelinger i SlushCup. Alle kan være med og der er en start for både begyndere/let øvede samt elite/øvede. Mere info, stillinger og tilmelding på www.slushcup.dk.