05.05.2011
Andreas Ø. Pedersen

Lars Boom forlænger med Rabobank

Hollandske Lars Boom, der er tidligere verdensmester i cykelcross, fortsætter sin udvikling og har specielt i klassikerne været fremme med de orange farver. Det har udmundet sig i en forlængelse på tre år med Rabobank-holdet.
– De seneste år har vi opbygget noget smukt. Samarbejdet er meget godt, og en tre års kontrakt er en tillidserklæring. Jeg ser en god fremtid gå mig i møde med Rabobank, siger Boom til Rabosport.
Boom fik en god sæsonstart med prologsejren i Tour of Qatar, og har desuden kørt en 10. plads i Omloop Het Nieuwsblad, 9. plads i Gent-Wevelgem, 37. plads i Flandern Rundt og en 12. i Paris-Roubaix hjem indtil videre i denne sæson.