04.05.2011
Test Test

Madpakkeholdet

Ved udgangen af sæsonen 2009 lukkede Team Capinordic, da velhaverbanken og hovedsponsoren Capinordic gik konkurs med et underskud på en halv milliard. Holdet blev grundlagt under navnet Team PH i 2002. Og søndag den 3. oktober 2010 erklærede manager for Team Designa Køkken – Blue Water, Michael Blaudzun, i radiosporten, at han også havde smidt håndklædet i ringen. Hovedsponsoren Designa Køkken har åbenbart ikke solgt så mange samtalekøkkener på det sidste og har derfor trukket sit sponsorat. Team Designa Køkken, som det meget ambitiøse kontinentalhold hed, da det så dagens lys i Kjellerup i 2003, fik altså en ligeså kort levetid som Team Capinordic, nemlig syv år. Med lukningen af to af Danmarks mest ambitiøse og vindende kontinentalhold, ser finanskrisens kolde ånde dermed ud til at have indhyllet den professionelle cykelsport i Danmark.

[Almindelig sund fornuft]
Et tredje og ligeså ambitiøst kontinentalhold lever dog efter eget udsagn i bedste velgående. Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning har kørt under UCI-licens siden år 2000 og har kørt som organiseret team siden 80’erne. Hovedsponsoren Glud & Marstrand har været med siden 1995. Holdet er godt i gang med at afslutte sin 11. sæson med et deltagende hold i UCI-løbet Kina rundt, samtidig med at de sejrede i den afsluttende afdeling af Post Cuppen, som Michael Berling også vandt sammenlagt. Ifølge Michael Skelde, der er sportslig ansvarlig på holdet, er Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning ikke i nærheden af at være det næste i rækken af kapitulerende danske cykelhold:
”Vi har aldrig været så gode før, som vi er nu. Og skulle vi gå hen og miste en hovedsponsor, har vi stadig et cykelhold”.
Michael Skelde er ikke nem for Cykelmagasinet at fange på telefonen til et interview – måske fordi han har svært ved at få armene ned eller har travlt med at tegne kontrakter med de ryttere, der må rende hvileløst rundt efter Team Designa Køkken – Blue Waters lukning . Men Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning har med 16 sejre, deriblandt seks sejre i UCI-løb, også haft en usædvanlig god sæson, hvor et af topresultaterne var klassements- og etapesejr af henholdsvis Lasse Bøchmann og Mads Christensen i det luxembourgske kategori 2.2 etapeløb Fléche de Sud. Et løb, der tidligere er vundet af stjerner som Alex Zülle, Kim Kirchen, Bradley Wiggins og Andy Schleck. Michael Berling stod for et andet flot resultat, da han sejrede i det engelske kategori 1.2 løb East Midlands International Cycle Classic. For blot få år siden så situationen ellers anderledes ud. Team Designa Køkken og Team Capinordic arbejdede med langt større budgetter end det Horsens-baserede hold, og det var svært at opbygge et hold, der kunne matche konkurrenternes. Det var sågar på tale, at de ikke kunne deltage i Post Danmark Rundt. Men holdet har altid formået at stå imod, når der var krise. Hvad er forklaringen?

[Netværksarbejde]
”Almindelig sund fornuft”, fortæller Michael Skelde efterfulgt af en skraldende latter.
”Vi har nogle kerneværdier, der gennemstrømmer alle elementer af vores hold, både når det gælder sponsorpleje, økonomi og rytterpleje”, uddyber han efterfølgende og fortæller om holdets grundlæggende sponsorstrategier: ”Vi betragter os grundlæggende som en virksomhed, og har en virksomhed kun en kunde, er den jo sårbar. Derfor har vi satset på at få mange sponsorer. I øjeblikket har vi cirka 75 samarbejdspartnere”, fortæller Michael Skelde.
En af strategierne holdet arbejder med, for at skaffe de mange sponsorater, går ud på at etablere og samarbejde med netværkshold, motionshold på op imod 70 motionister, hvor medlemskravet er, at man er erhvervsleder og tegner et såkaldt erhvervsmedlemsskab. Michael Skelde og hans kone Christa Skelde driver deres eget netværkshold, Team Livelong, og samarbejder med to netværkshold. Blandt andet holdet Connecting Århus, som er tilknyttet virksomheden Ramböll i Århus.
I er altså begyndt at søge udenfor Horsens’ bygrænse?
”Ja, det er det næste skridt for at sikre vores økonomi. Vi betragter os som et landsdækkende hold, og derfor var det også vigtigt for mig at komme af med ’Horsens’ i vores navn, da jeg blev manager for holdet. Det er en del af vores strategi nu, at vi går efter at blive landsdækkende. Jeg tror, vi har de sponsorer i Horsens, vi kan få nu. Så skal niveauet hæves på vores hold, skal vi opsøge sponsorer udenfor Horsens. Jeg kan allerede mærke nu, at det er nemmere at komme i en positiv dialog med virksomheder udenfor Horsens. Da vi havde ’Horsens’ med i vores navn, var det helt anderledes. Der var det lige før, det var svært at få et sponsorat i hus i Hedensted.”

[Madpakke eller jägerschnitzel?]
Michael Skelde er tydeligvis meget optaget af holdets nye strategier for fremtidssikring. Måske netop derfor har han stadig et cykelhold. Han hviler aldrig på laurbærrene. Men holdets succes skal nok også findes i holdets historie og dets stabilitet og kontinuitet gennem årene; både økonomisk og organisatorisk. Holdet blev startet af Michael Skeldes far, Erik Skelde, der i bedste pionérstil startede Team Horsens i 80’erne, der senere blev til Cycling Horsens. Her var filosofien som nu: rejse, rejse, rejse. Og holdet kørte en masse løb i Tyskland, hvor cykelsporten havde kronede dage dengang. Erik Skelde gav efter mange år stille og roligt stafetten videre til Søren Vig, der var manager for holdet indtil 2008, hvor Michael og Christa Skelde tog over som henholdsvis sportslig ansvarlig og manager. Dog er Erik Skelde stadig sportsdirektør på holdet. Holdet har altså ikke haft mange ledere i de 11 sæsoner, det har kørt med professionel UCI-licens, ligesom det altid har været lokale folk fra moderklubben Horsens Amatør Cykleklub, der har været de drivende kræfter. Som Søren Vig blev det af Erik Skelde, sådan blev Michael og Christa Skelde også stille og roligt indført i kunsten at drive et lille professionelt cykelhold. Skelde fortæller, at ansættelsen af Christa var et ukarakteristisk stort sats, der betød, at Christa forlod et økonomisk sikkert job som lærer. ”Vi satsede hele butikken”, som han siger. Men også et skridt, der var en naturlig udvikling i holdets langsomme sikre vej mod større professionalisering. Men holdets succes skal måske også findes i ren og skær sparsommelighed. Skelde fortæller, at de tænker meget i, hvor der kan spares, så det ikke går udover rytternes præstationer, måske snarere tværtimod.
”Noget af det vigtigste, når man udvikler et cykelhold og rytterne, er en høj rejseaktivitet. Og der synes jeg, at vi er kommet et skridt i den rigtige retning igen i år. For eksempel havde vi seks ryttere med i Kina rundt, samtidig med at vi gjorde rent bord i Post Cup finalen. Og efter Post Danmark Rundt havde vi syv starter i udlandet. Men for at opretholde den høje rejseaktivitet, hvor vi har cirka 85 starter i udlandet om året, må vi spare de steder, vi kan. For eksempel har vi den politik på holdet, at alle ryttere og ledere skal have en stor madpakke med på afrejsedagen. På den måde sparer vi cirka 200 euro per tur. Jeg har regnet ud, vi sparer cirka 5000 euro om året på den måde. Alternativet er, at rytterne får en tallerken udkogt pasta eller en jägerschnitzel på en motorvejsrestaurant, og det tror jeg ikke, de kører bedre cykelløb på.”
Udover at spare på mad, har holdet lavet sponsoraftaler med en bilhandel og en elinstallatør, hvor sponsoratet består i at låne en kassevogn et antal måneder om året, så de kan have to hold kørende. På den måde sparer de cirka 150.000 kroner i drift- og erhvervelsesomkostninger på en kassevogn. Et andet sted, der spares, er på løn til personalet. Holdet udbetaler ikke løn til eksempelvis mekanikere og massører. På andre hold er lønnen typisk 500 kroner om dagen. Her vurderer Skelde, at de sparer omkring 50.000 kroner om året.
”Det er selvfølgelig hårdt og opslidende hele tiden at skulle vende og dreje pengene. Og vi drømmer selvfølgelig om den sponsor, der kan lægge et par millioner om året. Så ville man virkelig kunne udvikle dansk cykling”, fortæller Skelde og understreger, at holdets langtidsholdbarhed også skal findes i deres mange loyale sponsorer.

[Glade ryttere]
Hvordan tackler i rytterplejen på holdet?
”For det første bruger vi rigtig meget tid på at finde ud af, hvilke ryttertyper vi gerne vil have ind på holdet. Og når først sæsonen er i gang, gør vi meget ud af, at det sociale fungerer. Vi snakker med rytterne og hører, hvordan de har det. Jeg spørger for eksempel ofte rytterne, om de er glade, når jeg taler med dem. Jeg har sgu aldrig prøvet at køre på et cykelhold, hvor folk kom og spurgte, om jeg var glad! Og det er måske vores holds allerstørste styrke; rytterne er virkelig glade for at køre på cykel.”
I år har I haft den tidligere ProTour-rytter Mads Christensen på holdet, som har haft et bemærkelsesværdigt comeback efter en svær krise. Er han måske et godt eksempel på en særlig blød pædagogik, som I praktiserer på holdet?
  ”Ja, jeg har virkelig arbejdet på at tage presset af Mads’ skuldre. Vi har snakket meget om, at det vigtigste er, at han er glad for at køre på cykel. Og det er generelt for alle ryttere; vi løfter noget af presset for dem og stiller krav senere. Vi gør også meget ud af at fortælle rytterne, at vi skal gå efter at køre ’det gode løb’. Vi skal skabe løbene og opsøge heldet og kunne kigge hinanden i øjnene bagefter og sige: ”Vi gjorde, hvad vi kunne, for at køre et godt løb”. Succeskriteriet er ikke altid en sejr eller et andet godt resultat. Et godt eksempel er fra Rund um Köln i år. Her lå Mads i udbrud i over 70 kilometer og bliver hentet af feltet, hvor Saxo Bank og HTC Columbia lå og trak, blot tre kilometer fra mål. Han var selvfølgelig skuffet, men vi fik snakket om, at han jo havde skabt løbet og havde gjort, hvad han kunne. Derefter fik han stille og roligt mere og mere selvtillid, og pludselig var sejren der i Fléche de Sud, hvor han vandt en etape. Mads har virkelig fået køreglæden tilbage på vores hold; noget, som også viser sig ved, at han har kørt hele sæsonen til ende i år. Det har han ikke gjort siden 2004.”
I skrivende stund ser det ud til, at Mads Christensen er på vej til Team Saxo Bank Sungard. Således har Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning været medvirkende til at få en yderst talentfuld rytter tilbage i den liga, som han hører hjemme i. Og det er langt fra første gang, Bjarne Riis har spejdet mod Horsens, når han har fundet plads til en dansk rytter. Et professionelt udviklingshold behøver altså ikke have et årsbudget på de 5-7 millioner, det rygtedes, at Team Capinordic og Team Designa Køkken – Blue Water havde, for at udvikle dansk landevejscykling. Det kræver bare lidt omhyggelighed med pengene, sponsorpleje, blød pædagogik – og så lige 10-15 års erfaring.