06.03.2011
Test Test

Magnet Jacket vinterjakke

Nogle pendler året igennem til og fra arbejde, andre bruger træningen på de køligere og ofte våde veje som en effektiv motionsform, mens træningen for den sidste gruppe er et essentielt værktøj i forberedelsen til den kommende sæson på landevejen eller i skoven.
Magnet vinterjakken fra spanske Etxeondo i den fleksible WINDSTOPPER softshell membran sidder om muligt perfekt tæt til kroppen uden på nogen måde at stramme, mens den bløde inderside sørger for en komfort i topklasse. Udover at give beskyttelse mod vinden regulerer membranen også temperaturen og skyer effektivt vand og sne. Den tætte afslutning ved ærmerne lukker effektivt af for vinden og holder de sårbare håndled beskyttet og varme. Det kunne dog ønskes, at kraven var en anelse højere og mere tætsluttende, hvis jakken skal bruges på de rigtig kolde dage. 
Jakken er forholdsvis kort fortil, hvilket sikrer, at den ikke sidder og folder i den foroverbøjede position på cyklen, mens den samtidig går godt ned på ryggen og dermed sikrer en effektiv beskyttelse af den sårbare lænd.
Cykelmagasinet stiller sig dog midlertidig uforstående overfor, hvilket formål de to forlommer har på denne vintercykeljakke. I den foroverbøjede position på raceren vil enhver genstand i disse lommer føles irriterende. Samtidig er den ene store lomme med lynlås på ryggen ikke specielt egnet til cykelrytterens lange vintertræningsture. Bananen, mobilen, lappegrejet, overtræksvesten og en eventuel flaske, som midlertidig søger ly fra den bidende frost, vil hurtigt sende denne lomme på overarbejde. 
Jakken er i udført i materialer, som sikrer en kvalitet i absolut højeste kvalitet. Syningerne og pasformen er helt i toppen, mens jakken føles behagelig selv i temperaturer noget under frysepunktet. Man skal ligefrem være påpasselig med ikke at tage for meget tøj på inde under jakken, da jakken er så varm, at man let kommer til at koge over på bakkerne, med efterfølgende risiko for at komme til fryse. Men når temperaturen falder er denne jakke alt du behøver for at sikre dig en behagelig tur på vintervejene, endda til en ganske rimelig pris og en kvalitet i topklasse.