10.03.2011
Andreas Ø. Pedersen

Michael Mørkøv: Godt resultat er top 20

Efter den indledende holdtidskørsel i Tirreno-Adriatico, hvor det blev til en fjerdeplads for Team Saxo Bank-SunGard, er danske Michael Mørkøv placeret som nummer 23, mens første rytter over stregen fra det danske hold var belgiske Nick Nuyens, og han noteret på 19. pladsen i klassementet.
– Jeg har været rigtig godt kørende både på træningslejren og i Giro Frioli i weekenden. Det er måske lidt tidligt at være i rigtig god form, men jeg er ikke så ked af det. Så selvom det her et stort cykelløb med rigtig mange gode ryttere til start, så vil jeg prøve at udnytte den gode form til at få lavet et resultat, så hvis jeg kan få lov til det af holdet, så vil jeg gerne prøve at køre efter klassementet, siger Michael Mørkøv til parnr7.dk.
– Jeg ved godt, at det ikke er top 10, jeg kører efter, men hvis jeg kan slutte i top 20, så vil det også være et godt resultat for mig. Derudover vil det også kunne give mig noget værdifuld erfaring til senere. Jeg tror på, at jeg om nogle år vil kunne gøre det godt i sådanne etapeløb på en uges tid, hvor der også er en enkeltstart. Så det er et godt tidspunkt for mig, at få testet mig selv. Det bliver noget med at være fokuseret og sørge for at sidde fremme på de rigtige tidspunkter og komme med over stigningerne, og derefter komme ind med de andre klassementsryttere, tilføjer den tredobbelte vinder af det københavnske 6-dagesløb, som skete sammen med makkeren Alex Rasmussen.