05.02.2025
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/448247394_1004692921660478_4132501343240402392_n.jpg Velomore

Mød Francesco Moser til CPH Bike Show

Der venter stjernestunder på Copenhagen Bike Show den 1. og 2. marts 2025, hvor Lokomotivværkstedet i København danner ramme om årets store cykelmesse.

Pressemedelelse
Et af højdepunkterne bliver utvivlsomt, når den legendariske italienske cykelrytter Francesco Moser træder op på hovedscenen for at fortælle om sine mangeårige bedrifter i cykelsporten.

På scenen får Francesco Moser selskab af sine venner Ole Ritter og Rolf Sørensen, hvor sidstnævnte skal styre slagets gang som interviewer og oversætter. I denne opstilling får Francesco Moser rig mulighed for at give publikum et levende indblik i en imponerende cykelkarriere og fortælle mere om sin baggrund for at opnå en lang række sejre i verdens hårdeste cykelløb.

Sejre på stribe

Francesco Moser har vundet hele 273 professionelle sejre. Han er blandt andet kendt for sine bedrifter i etapeløbet Giro d’Italia, klassikeren Paris-Roubaix (som han vandt tre gange) og verdensmesterskabet i landevejscykling i 1977. Hans banebrydende timerekord fra 1984 blev et højdepunkt i en karriere, der revolutionerede både teknologien og strategien i den internationale cykelsport.

– Vi glæder os rigtigt meget til at få besøg af Francesco Moser. Han er et af cykelsportens store ikoner og har præsteret mere end de fleste i karrieren. Vi er spændte på at møde ham her på cykelmessen og ser frem til at høre hans personlige beretninger fra et langt liv i cykelverdenen. Mon ikke der gemmer sig et par guldkorn i foredraget, forudser Christian Ritter fra Copenhagen Bike Show.

Film efter foredrag

Foredraget med Francesco Moser finder sted lørdag den 1. marts 2025, kl. 11.00, på hovedscenen. Umiddelbart efter foredraget er der skandinavisk premiere på portrætfilmen ”Dare to Win”, der vises på storskærm. Filmen ser tilbage på Mosers fantastiske karriere fra et ydmygt ophav til at blive en stor mester og fortsætter med at følge den karismatiske rytter med tilnavnet ”sheriffen” gennem alle årene. 

Læs også: Undgå knæskader i vinterkulden

“Jeg håber, at foredrag og film giver vores gæster et godt billede af en stor personlighed i cykelsporten. For mange cykelentusiaster står Francesco Moser som en af de store legender og nu kan han opleves i levende live på Copenhagen Bike Show. Det bliver en stor oplevelse for os alle og Francesco glæder sig lige meget som os andre”, slutter Christian Ritter fra Copenhagen Bike Show.

Udover det italienske stjernedrys byder Copenhagen Bike Show 2025 også på foredrag af Christa Skelde, Frederik Wulff og Michael Mørkøv. Cykelmessen præsenterer over 120 brands fra ind- og udland, rummer en række attraktive messetilbud, byder på en spændende skattejagt for de mindste og vil i det hele taget emme af god cykelenergi overalt på Lokomotivværkstedet.