04.12.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/448247394_1004692921660478_4132501343240402392_n.jpg Velomore

Mountainbike i Mols Bjerge Nationalpark

Hvis du elsker at kombinere mountainbike med fantastiske naturoplevelser, bør du spænde hjelmen og sætte kurs mod Mols Bjerge. Unik natur, naturstier, bakker og højdemeter sætter rammen for en fantastisk mountainbike oplevelse.

Hvis vi skal pege på en positiv ting det sidste års tid med Covid-19 restriktioner og nedlukninger, må det være, at vi i Danmark har haft adgang til naturen. Selv om mange mountainbikere hungrer efter de udenlandske bikeparks og alperne, kan vi trods alt glæde os over de mange fantastiske spor, vi har i Danmark.

Men jeg er nok ikke alene om, at mountainbiketurene ofte bliver på det samme spor. Og med god grund, for i en travl hverdag kan det være svært at finde tid til at pakke bilen og krydse broen. Men det er også nemt at glemme at Danmark jo trods alt er et lille land, og at der ikke er langt fra hovedstaden(hvor skribenten bor) og ud i den vilde natur. Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at bevæge sig væk fra den trygge andedam og ud på eventyr.

På mountainbike i Mols Bjerge – gode huskeregler

  • Kør, hvor du må:
    I naturen må du kun cykle på veje og stier / Undgå at køre på afmærkede ridestier, vandreruter o.l. uden for skovveje / Kør ikke på fortidsminder, gravhøje, diger og trapper / Kør ikke i private skove fra solnedgang til kl. 6 næste morgen
  • Kør ansvarligt:
    Tilpas din fart og hold afstand – færdselsloven gælder også i naturen / Cykel sammen – husk hjelm, telefon og sygesikringskort / Skån sporet i meget våde perioder / brug kun de robuste spor og skovveje
  • Vis hensyn:
    Kør i roligt tempo, når du møder andre skovgæster. Brug evt. ringeklokken i god tid – eller et verbalt ”ding-ding” / Smid ikke dit affald i naturen / Undgå steder, hvor der er mange skovgæster, og værn om dyr og planter

Der er mange muligheder, men hvis du ikke har cyklet i Mols Bjerge, bør du sætte cyklen bag på bilen og få en fantastisk naturoplevelse på to hjul. Der er mange muligheder for ture, men læs med og få inspiration til din kommende tur.

Mols Bjerge har faktisk et downhill område, hvor der hvert år bliver kørt downhill cup.

Der er rig mulighed for at finde fede flowsektioner

Mols Bjerge er både sjovt, og betagende.

På tur med en lokal kendt

I Mols Bjerge Nationalpark kører du på naturspor. Der er ikke en skiltet mountainbike rute, hvilket gør området lidt svært at finde rundt i, hvis man ikke har været der før. Med ønsket om at prøve at køre i Mols Bjerge, men intet kendskab til området ville jeg gerne have en lokal at køre med. Via de sociale medier kom jeg i kontakt med Heidi Nielsen, der kører meget i Mols Bjerge, og som gerne ville tage mig med på tur. Selv om der findes både kort og apps over området, er det guld værd at have én med der kender hele området, så du får den fulde oplevelse og ikke skal bruge mental energi på at finde rundt. Du kan booke ture ved denne lokale guide.

Tips til din tur i parken
– Der er ikke skiltning i Mols Bjerge, så du kan med fordel hyre en lokal guide, der kan tage dig med rundt i den store Nationalpark. Du kan også række ud i en af de mange gode MTB Facebookgrupper, og høre om der er en lokal ildsjæl, der vil tage dig med på tur. Der findes forskellige firmaer, som udbyder guidede mountainbiketure i Mols Bjerge.

– Hent appen ’Nationalpark Mols Bjerge’. Her kan du hente kort over området og indstille appen, så den kun viser cykelområder. I appen er der desuden gode aktivitets og tur forslag.

– e-MTB i Mols Bjerge er populært. Og efter at have trådt i pedalerne et par timer forstår jeg hvorfor. Med e-MTB bliver det en anelse nemmere at komme op på de mange høje.

– Du kan køre i Nationalparken hele året, og hver årstid har sin charme. Du kører på naturspor, som ændrer sig alt efter årstid, vind og vejr, hvilket gør det til en unik oplevelse at køre i forskellige årstider.

Højdemeter og lange nedkørsler

Heidi cykler ofte i Nationalparken og førte mig igennem det meget smukke landskab. Mountainbike i Nationalpark Mols Bjerge er både smuk, sjov og udfordrende. Det er en tur der kræver gode benmuskler til at kunne komme op af de lange bakker. Men når det går op går det jo heldigvis også ned af, og turen rundt i Mols Bjerge byder på nogle fantastiske flowsektioner og nedkørsler. Der er også rig mulighed for at blive teknisk udfordret. Og kombineret med den unikke natur, mødet med vilde heste og køer, gør Mols Bjerge nationalpark, til en unik mountainbike oplevelse.

Vores tur

Nationalparken er stor og der er derfor et hav af turmuligheder afhængig af tid og startsted. Vi kørte i knap to timer og startede i Agri, hvor der er en stor parkeringsplads. Agri er et godt start-sted da, der kan laves flere forskellige ture herfra.

Turen fra Agri starter med at gå stejlt opad. Jeg blev presset på kondien, men hold ud, for på toppen bliver du belønnet med en fantastisk udsigt ud over Ebeltoft bugten. Toppen hedder Agri Bavnehøj, og er et perfekt spot at holde en lille pause. Vi kørte i knap to timer og kom bl.a. forbi Femmøller enduro (navnet på Strava), der er en lang nedkørsel hvor man ender i bunden ved en bæk. Herfra kom vi igennem en masse skov, forbi Gyngemosen og hen til downhill området, hvor der hvert år afholdes Downhill Cup.

Mols Bjerges historie
Nationalpark Mols Bjerge byder på en varieret natur bestående af en stor del af de danske naturtyper. Mols Bjerges særkende er det ekstraordinære istidslandskab, hvor mennesker har levet i årtusinder. Nationalparken blev oprettet i 2019 og dækker et område på 180 km2. Midt i nationalparken ligger den fredede del af Mols Bjerge, med bakker der når op i 137 meters højde, hvor man i klart vejr kan se til bl.a. Vig, Samsø og Tunø.

Downhill området er et stort og åbent område med lange og sjove nedkørsler. Vi kørte videre mod ’Tre Høje’ og kørte ned ad den 2,1 km lange nedkørsel der går under navnet Gedestien, og videre mod Tokkebo. I Nationalparken må du køre stort set alle vegne, der er kun enkelte steder med private områder, hvor der er skiltet. Så der er god mulighed for at tage på eventyr. Kører du ikke med en lokalkendt, kan du bruge vandrestierne som rettesnor til at finde rundt.

Jurten kan udlejes, og byder på hyggelige omgivelser.

Der er ikke skiltet ret meget i parken.

Vores lokale guide, Heidi Nielsen, cykler ofte i Mols Bjerge, og kender alle de gode steder.

Et strejf af Mongoliet midt i Mols bjerge

Hvorfor rejse til Mongoliet når du kan tage til Mols Bjerge? Hvis du hører til dem, der længes efter at rejse ud i den store verden uden for Danmarks grænser, kan det måske virke tamt. Men ikke desto mindre, kan du opgradere dit mountainbike eventyr, så du får følelsen af at sidde på den mongolske slette, og ikke midt i en dansk nationalpark.

For 10 år siden rejste jeg selv rundt i Mongoliet i en Volkswagen og sov i mongolske jurter. Så da jeg opdagede at der midt inde i nationalparken fandtes en mongolsk jurt, var der ingen tvivl om, at turen til Mols Bjerge skulle krydres med et anderledes sted at overnatte. I jurten er der plads til to voksne og der er både et lille køkken, brændeovn og bålsted. Med placeringen på en høj, vågner du op til udsigten af heste og smuk natur. Du bor inde i Nationalparken, så du kan nemt hoppe på din mountainbike og cykle ud på eventyr.

Ophold i Jurten

Jurten ejes af Bjørn aka Bjørnen i Bjerget. Bjørn udlejer også lækre Santa Cruz mountainbikes, så du kan booke et ophold i jurten uden at have cykel med. Som bonus er Bjørn også mountainbikeguide, og kan vise dig rundt i Nationalparken. Du kan læse mere om jurten og booke ophold HER.