05.01.2011
Stig Cornelius

Movistar på Dogma med italiensk elektronik

Pinarello har leveret deres kronjuvel DOGMA 60.1, mens Campagnolo har leveret deres længe ventede elektroniske geargruppe, Campy TECH LAB. Pinarello DOGMA 60.1 er med den asymmetrisk opbyggede ramme for mere optimal energiudnyttelse og kraftoverførsel en af de førende rammer på markedet, hvad angår teknologi og udvikling. Cykelmagasinet har i blad nr. 024 haft DOGMA’en til test med overbevisende indtryk.
Som sagt er Pinarello DOGMA’en udstyret med seneste skud på stammen fra italienske Campagnolo. Campy TECH LAB er den elektroniske geargruppe fra Campagnolo. I skrivende stund er de tekniske data stadig sparsomme. Gruppen vil kunne fås med integrerede kabler til for- og bagskifter, mens gruppen fortsat er med 11-speed som de nuværende mekaniske grupper. Grebene er også fortsat de samme ergonomiske greb.
Skulle man være interesseret i herligheden, vil den være mulig at købe fra marts i Team Movistars farver. Rammen er forberedt til integrerede kabler og er den samme som anvendes med Shimano DURA ACE Di2. Det er endnu uvist, hvornår den elektroniske Campagnolo gruppe bliver sat til salg i de danske butikker. Helt sikkert er det dog, at der er noget at glæde sig til.
Hvis man ikke kan vente med at nærstudere den nye Campagnolo TECH LAB gruppe, kan her ses en lille film fra Team Movistars værksted.
Video fra Pinarello