10.06.2025
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

MyWhoosh løfter sløret for ny vild VM-finale

MyWhoosh ændrer på opskriften og gør VM i e-cykling endnu mere brutalt, for at skabe mere spænding.

MyWhoosh og UCI har offentliggjort spændende nyt om 2025-udgaven af UCI Cycling Esports World Championships. Det bliver den femte udgave af verdensmesterskaberne, som finder sted den 15. november i Space 42 Arena i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater.

Efter succesen med 2024-udgaven, der også blev afholdt i Abu Dhabi, introducerer MyWhoosh i år et helt nyt format i en ny virtuel arena, som lover at gøre cykling-esport endnu mere spændende at følge. Ligesom sidste år vil finalen blive sendt live på både UCI’s og MyWhoosh’s YouTube-kanaler.

Tre udfordrende etaper i både semifinaler og finale

Både semifinalerne (3. oktober) og finalen (15. november) består af tre unikke etaper og MyWhoosh har valgt at ændre på opskriften fra sidste års VM, som løbsansvarlig Matt Smithson også fortalte Velomore umiddelbart efter afgørelsen på VM.

Derfor er der blevet ændret på især det første løb, som kaldes for Sprinter’s Paradise. Sidste år havde rytterne 15 minutter til at sætte deres tid i en sprint, hvilket især hos herrerne blev en statisk affære uden den store underholdningsværdi.

Læs også: I MyWhoosh ligger guldet for enden af regnbuen

For at undgå at ryttere spekulerer i at spare kræfter til senere i løbet, bliver det nu kørt som et pointløb med 8 indlagte spurter, hvor der køres 8 runder på en 1,5 km rundstrækning.

Løb to, Puncher’s Playground, ligner mere eller mindre sig selv, med korte, stejle bakker og en regulær sprintzone. Løb tre er også blevet ændret til nu at være et elimineringsløb op ad en 7,2 km lang bakke med 554 højdemeter, hvor rytterne undervejs elimineres en efter en.

Læs også: MyWhoosh fik en weltmeister og dansk skuffelse

Med de ændringer er der lagt op til tre brutale løb, som nok skal finde en værdig verdensmester, som bliver den rytter der akkumulerer den største pointsum over de tre løb.

Kvalifikation med plads til alle

40 finalister – 20 mænd og 20 kvinder – skal findes gennem semifinaler, hvor op til 150 mænd og 150 kvinder fra hele verden kæmper virtuelt om pladsen i VM-finalen. Kvalifikationen starter snart og løber frem til oktober. 70 % af semifinalisterne udvælges via nationale kvalifikationer, mens de resterende 30 % kommer fra åbne kvalifikationsløb arrangeret af MyWhoosh.

Forvent cykling-esport på højeste niveau

UCI’s præsident David Lappartient glæder sig til mesterskabet:
“Efter en flot 2024-udgave sætter MyWhoosh igen scenen for intense og taktisk krævende kampe om regnbuetrøjen. Det nye format straffer fejl, og kun de bedste vil stå tilbage i Abu Dhabi.”

MyWhoosh’s direktør for esports og spiloperationer, Matthew Smithson, tilføjer:
“2025-mesterskabet repræsenterer alt, hvad MyWhoosh står for: innovation, retfærdighed og en verdensklasse racingoplevelse. Vi er stolte over at drive sporten frem sammen med UCI.”