25.02.2026
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Ny kampagne: Hjerteslag for hjerneliv

I en ny kampagne sætter ultrarytter Lasse Storm og mærkebygger Jacob Ørholm fokus på hjerneskader og samler penge ind til hjerneskaderamte familier.

Hjernen er et af de mest sårbare organer, når cykelryttere styrter og konsekvenserne kan være livsforandrende. Det vil Lasse Storm og Jacob Ørholm nu sætte fokus på med kampagnen Hjerteslag for Hjerneliv. Bag initiativet ligger to alvorlige cykelulykker.

For år tilbage var både Lasse og Jacob tæt på at miste livet. Lasse efter en indre hjerneblødning og akut operation som følge af et styrt uden hjelm. Jacob efter en voldsom kollision med en bil på en nedkørsel på Mallorca, hvor han lå i kunstigt koma i flere uger. Cyklingen blev for dem begge en central del af vejen tilbage til livet.

Velomore har tidligere fortalt Jacobs historie og den lange rehabilitering, som blandt andet blev afsættet for tøjmærket Willing Able. Nu er cirklen på sin vis sluttet, når han sammen med Lasse bruger sine erfaringer aktivt i en kampagne, der skal hjælpe andre.

En trøje med et budskab

Kampagnens synlige omdrejningspunkt er en særlig cykeltrøje designet af Jacob Ørholm – manden bag Velomores egne trøjer og det markante design ved OL i Rio, som i dag danner grundlaget for de danske cykellandsholds trøjer.

Trøjen sættes til salg midt i april via willingable.cc, og overskuddet går til støtte for hjerneskaderamte familier gennem Hjerneskadeforeningen og Center for Hjerneskade.

Centralt på trøjen ses et hjerte og en hjerne flettet sammen i et yin/yang-inspireret symbol – en markering af, at liv reddes af hjerteslag, men leves gennem hjernen. I tråd med budskabet: Liv der reddes skal leves.

“Vi håber, vores trøje kan være med til at gøre en reel forskel for hjerneskaderamte og deres pårørende. Samtidig håber vi, at vores fortællinger kan være med til at oplyse om hjerneskade og måske inspirere andre til at komme ud i naturen og få hjertet i gang,” siger Lasse Storm.

Mere end en kampagne

Sideløbende med salget af cykeltrøjen vil Lasse Storm skabe opmærksomhed om projektet på sociale medier. Han vil bære trøjen, når han kaster sig ud i udfordringer på to hjul, deltager i gravelløb rundt om i landet og holder foredrag om sit eget forløb. Så sent som i december kastede han sig ud i en vanvidstur rundt om Sjælland, som der bl.a. kom denne video ud af:

Målet er at skabe opmærksomhed om de fysiske, mentale og sociale konsekvenser af hjerneskader, som oftest ikke er synlige for andre.

Velomore følger historien

I næste nummer af cykelmagasinet Velomore, der udkommer 23. april, sætter vi fokus på hjerneskader og bringer den fulde historie om Lasse Storm, kampagnens tilblivelse og hvad man som cykelrytter bør være opmærksom på, hvis man selv – eller ens træningsmakker – slår hovedet i et styrt.

Indtil da, kan kampagnen følges via willingable.cc og på sociale medier. Vil du vide mere om hjerneskader, så læs med på hjerneskadet.dk.