Ny Scott Spark med indbygget bagdæmper
Siden Scott i 2019 opkøbte MTB-producenten, Bold, har der været snak i krogene om en Scott Spark med en indbygget bagdæmper. Hvorfor så det? Fordi at Bold var førende inden for det felt, og netop deres mountainbikes kom med bagdæmpere, som sad gemt inde i rammen. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at den nye Sparks bagdæmper netop er skjult i rammen.
Scott understreger, at det nye design ikke er en kopi af Bolds, men et helt nyt design baseret på den teknologi. De valgte bl.a. at integrere bagdæmperen over krankboksen for at give rammen endnu mere stivhed, og kunne bruge større lejebolte inde i rammen. Der er selvfølgelig også tale om en lille vægtbesparelse, da der kan spares på materialerne. Kæde- og saddelstræberne bruger nu også carbon som flexled, i stedet for bolte. Det sparer også vægt, og giver rammen mere stivhed.
Bagdæmperen sidder inde i rammen over krankboksen, og er forbundet med bagtrekanten via et link i ophænget. Bagdæmperen sidder helt isoleret i rammen, og derfor skal du ikke bekymre dig for, om den får vand en kold vinterdag. Du får nemt adgang til bagdæmperen via et dæksel i skrårøret, og så kan den selvfølgelig fjernes til service mv.
En lille, men smart detalje er, at der nu er en SAG indikator på siden af det store leje. Det betyder, at du ikke behøver kigge ind til bagdæmperen, når du pumper luft i den. Du sætter dig bare op på Sparken, og så kigger du på, hvad pilen viser af SAG. Det er da rigtig smart!
En anden klar fordel ved den integrerede bagdæmper er, at der er mere plads i fortrekanten, og dermed plads til 2 flaskeholdere. Det vil især XC-rytterne blive glade for. Alle lejer er nu også forseglet med en ekstra pakning for bedre holdbarhed.
[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]
[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]
Geometri
XC-løbene bliver mere og mere tekniske, se bare dette års World Cup, hvor Nove Mesto var en hård omgang for ryttere og cykler. Derfor er Sparks geometri også lavet til de mere og mere krævende spor rundt omkring. Kronrørsvinklen er 67,2 grader, og en saddelrørsvinkel på 76,6 grader sikrer en god klatreposition. Den altid så vigtige reach er på en størrelse large på 471 mm, hvilket er ganske præsentabelt. Hvis man parrer det med korte kædestræbere på 437,5 mm, og en fornuftig reach får man helt sikkert en XC-mountainbike, som udover fart, også er klar på sjov og ballade. Alle Spark kommer med 120/120 mm affjedring, og trail-versionen, Spark 900 kommer med 130/120 mm.
[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]
[SPLIT] [IMG6] [IMG7] [SPLIT]
Styr
Scott har også redesignet deres TwinLoc remote. TwinLoc låser affjedringen i 3 forskellige positioner: åbn, mellem og lukket. I den midterste indstilling får du 80 mm vandring og i den lukkede er den helt låst for maksimal power. Remoten betjener nu også dropperposten, og derfor er det slut med at have en droppoerpost remote på højre side eller på oversiden af styret.
Scotts in-house brand, Syncros, har selvfølgelig også været med til festen. De har lavet et nyt styr i carbon, og igen med integreret frempind. De tager dog kabelintegrationen et trin op, da kablerne kan stripses fast på styrets underside, og dermed næsten være usynlige. Kablerne løber ind i rammen ved headsettet, som også er redesignet.
[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]
[SPLIT] [IMG9] [IMG10] [SPLIT]
Modeller
Spark kommer både i carbon og alu modeller, til de lidt mere prisbevidste. Trail-versionen af Spark hedder som tidligere nævnt Spark 900, og giver 130/120 mm vandring.