22.07.2021
Lasse Klausen

OL 2020 optakt

 

Så er det endelig tid til at OL starter op i Tokyo, Japan. Nogle enkelte sportsgrene tyvstarter allerede, men fredag finder den officielle indvielse sted. Mandag den 26. juli og tirsdag den 27. juli skal henholdsvis mænd og kvinder dyste i XCO distancen til OL. Løbene starter kl. 1500 japansk tid, og efter hvad vi kan se betyder det kl. 0800 dansk tid. 

Mandag kan du se herrerne dyste kl. 1815 på DR2, og tirsdag kl. 1800 bliver kvindernes løb også vist på DR2.

For et stykke tid siden blev det offentliggjort, at Danmark blev repræsenteret af Malene Degn, Caroline Bohé og Sebastian Fini.

 

Banen

Der er selvfølgelig blevet bygget en fed mountainbike rute til formålet. Den ligger ved Izu, cirka 120 km fra Tokyo. Ruten er 4,1 km per omgang med 150 højdemeter. Der skal køres i cirka 2 timer, så atleterne skal nok blive trætte. Man kan finde adskillige videoer af OL-ruten på Youtube, og det ser ud til, at det er en vild rute med masser af drops, hop, rødder og andre udfordringer. Under prøvekørsel i 2019 udtalte Nino Schurter, at det var den mest tekniske OL rute, som han havde prøvet.

 

 

Sebastian Fini

Fini har været rigtig godt kørende i forårets World Cup, og bl.a. lavet nogle flotte top-10 placeringer. Deltagerfeltet i World Cuppen og til OL er i store træk det samme, og derfor kan vi sagtens se Fini køre sig til en top-15, måske endda en top-10 til OL, hvis alt flasker sig. Han har hvert fald potentialet til det, men det bliver spændende at se, hvordan det går på selve dagen.

 

 

Malene Degn

Degn blev desværre smittet med Corona lige før World Cup sæsonen startede op, og det satte hende tilbage i nogle uger. Hun er dog tilbage nu, og har kørt nogle stabile placeringer hjem i de sidste par World Cups. Det er svært at spå om et resultat, da vi ikke har set hende køre ret mange løb inden, men et forsigtigt bud ville måske være imellem nr. 10-20, afhængig af, hvordan løbet udvikler sig, men hun har helt sikkert potentiale til en flot placering. Vi krydser selvfølgelig fingre for, at hun kommer til at ligge i toppen.

 

 

Caroline Bohé

Bohé har i lang tid været et spirende talent, og har leveret flotte resultater i U23 sæsonen indtil videre. I de første 4 U23 World Cups har hun således fået flere 2. pladser og en enkelt 3. plads. Tidligere på sommeren blev hun også Danmarksmester foran Degn. Igen er det svært at spå om placeringer, men Bohé har helt sikkert muligheden for at lave et flot resultat, da hendes form er virkelig stærk. Til gengæld har hun ikke prøvet at køre Senior XCO før, så det bliver spændende at se, hvordan hun klarer sig mod de store stjerner. Et forsigtigt bud ville være en placering på alt imellem nr. 10-25 og forhåbentlig tættere på 10 end 25.

Hvorfor spår vi ikke danskerne som vindere? Fordi at feltet er meget, meget stærkt, og vores danske deltagere er stadig unge, og har meget potentiale. Men som alt andet er der stadig plads til naturlig udvikling og til at få mere erfaring. Holdets landstræner har også selv udtalt, at de først sigter efter topplaceringer til OL i 2024. Det synes vi heller ikke virker urealistisk.

 

Malene Degn: ”Vi glæder os til at komme i gang”

Det lykkedes os at høre lidt fra Malene Degn om, hvordan de er faldet til i Japan, og hvordan det varme vejr føles.

MBS: Hvordan er I faldet til i Japan?

MD: Det går super godt med optakten til OL. Vi har været indlogeret på hotel i 4-5 dage for at blive aklimatiseret med jetlag og varme. Så det går super godt. I dag har vi haft trackwalk, og i morgen har vi første træning på ruten. Ruten ligner meget det, som den gjorde i 2019 (under preview red.), så vi kender den godt lidt.

MBS: Hvordan er klimaet i Japan?

MD: Det er virkelig varmt, som vi havde forudset. Der er 35 grader i gennemsnit på vores træningsture, så det er varmt, og der er rigtig høj luftfugtighed. Så det er slet ikke et klima, som man oplever i europa, hvilket også har gjort det rimeligt svært at forberede sig til. Men vi har været i Spanien inden for at træne til det, hvor vi kørte i regntøj for at træne til det her rigtig fugtige klima. Vi har ikke som sådan de store forventninger til træning og ruten, men vi glæder os til at komme i gang. Det føles lidt som om at man har været i et ventestadie, og vi glæder os til at komme i gang. Japanerne er simpelthen så søde og flinke, og virkelig stolte over at afholde OL. Så alt er godt hos os.

 

 

Kvinder

Kvindekategorien er rigtig spændende, da der virkelig er nogle stærke ryttere imellem. Vores bud på en potentiel vinder er helt sikkert franske Loana Lecomte. Det franske supertalent har vundet 4 ud af 4 XCO løb i World Cuppen i år. Og ikke nok med det har hun fuldstændig sat alle konkurrenterne til vægs under løbene. I flere af løbene kørte hun simpelthen fra konkurrenterne allerede på første eller anden runde, og der var absolut ingen som kunne følge med hende. Derfor vandt hun også flere af løbene med flere minutter ned til nr. 2. Lecomte er derfor helt klart en favorit til at vinde, men det bliver nervepirrende at se, om hun holder modstanderne væk på den tekniske rute. Hun har helt sikkert fordelen på stigningerne, men det bliver spændende at se, om konkurrenterne indhenter hende på de tekniske sektioner.

En anden favorit til guldmedaljen er selvfølgelig franske Pauline Ferrand-Prevot. Hun vandt sidste års World Cup, og er verdensmester. Hun var rigtig godt kørende sidste år, og har også kørt rigtig godt i årets World Cup, men indtil videre har hun ikke kunnet følge med Lecomtes dieselmotor. Derfor bliver det spændende at se, om hun kan hægte sig på Lecomtes hjul og følge med.

Rebecca McConell er fra Australien, og ikke det største navn indenfor MTB. Det har dog ændret sig i World Cuppen, hvor hun indtil videre har kørt mange flotte top-5 placeringer hjem. Vi tror ikke helt på en guldmedalje, men hun kan sikkert køre en top-15 hjem.

Svenske Jenny Rissveds er forsvarende olympisk mester og et kæmpe talent. Efter en psykisk nedtur for et par år siden er hun tilbage igen på topplan, og det viste hun bl.a. i den sidste World Cup, hvor hun blev nr. 2 efter Lecomte. Hun overhalede bl.a. Ferrand-Prevot, og det ser ud til, at hun er i rigtig god form lige nu. Vi spår hende fra alt som nr. 1 til nr. 5.

 

 

Fra Schweiz deltager Jolanda Neff, Linda Indergand og Sina Frei. Neff har længe været på vej tilbage efter et alvorligt styrt, hvor hun bl.a. fik skader på milten. Hendes comeback gik fint, indtil hun styrtede i World Cuppen og fik et brud på hånden. Derfor har hun ikke kørt de sidste par løb. Hun deltager stadig ved OL, og vi gætter på en top-15 placering. Indergand og Frei er ligeledes ret stærke, og får formentlig nogle top-15 placeringer.

Amerikanske Kate Courtney blev i 2018 verdensmester, og vandt World Cuppen i 2019. Hun indfriede dog ikke forventningerne i den korte 2020 sæson, hvor hun kæmpede med at komme med i front. I 2021 har vi set lidt af det samme indtil videre, og hun er flere gange endt på placeringer i 20’erne. Det hjalp heller ikke på det, at hun under et lille styrt fik et brud på en knogle i underarmen. Ved sidste WC løb gjorde hun det lidt bedre, men vi ser hende ikke som vinder i år. Vores gæt er imellem nr. 5-10.

Af andre jokere kan også nævnes engelske Evie Richards, som også er et kommende talent. Hun kørte nogle flotte løb sidste år, og i år har hun typisk været at finde i top-10.

Den sidste som vi vil nævne er Haley Batten, som er Courtneys holdkammerat. Hun er også et upcoming talent, og har allerede lavet nogle rigtig flotte præstationer i årets WC. Hun kunne sagtens blande sig i top-5 segmentet.

 

 

Mænd

Hvis du havde spurgt om et bud på en vinder, inden WC sæsonen gik i gang, ville vi klart have sagt hollandske Mathieu Van Der Poel. Det hollandske vidunderbarn har længe været et unikum inden for cykel-cross, landevej og MTB. Hver gang han mødte op i WC vandt han næsten altid, og selv den store Nino Schurter kunne ikke følge med.

Vi har i 2021 sæsonen haft besøg af Mvdp 2 gange, hvor han igen gav den rigeligt med gas, og de færreste kunne følge med. Denne gang fik han dog kamp til stregen af endnu et talent, engelske Tom Pidcock. Ligesom Mvdp cykler han også på landevej, og mountainbike. De to havde nogle drabelige dueller i WC, og det var sjældent, at nogen kunne følge med deres tempo. Vi så dog også, at Mvdp flere gange lagde meget hårdt ud, hvorefter luften løb ud af ballonen, og han blev indhentet. Derfor bliver det meget spændende at se Mvdp og Pidcock dyste om titlen. Umiddelbart er de to vores favoritter, men det kommer også an på, hvor gode de er på de tekniske segmenter, og om de andre kan hente lidt tid her.

 

 

Nino Schurter er forsvarende Olympisk mester, men han er også ved at være lidt oppe i årene, rent WC mæssigt, med en alder på 35 år. Derfor har vi også set, at han har begyndende vanskeligheder med at følge med de unge talenter såsom Mvdp, Pidcock og Mathias Fluckiger. Han kører stort set stadig top-5 eller top-10, men med så mange stærke atleter til start tror vi ikke på, at han vinder. Vi tror dog stadig, at han nok skal få en flot placering, da han på tekniske ting er meget stærk, og så har han meget erfaring.

Schweiziske, Mathias Fluckiger, kan være arvetageren efter Nino Schurter. Han er godt nok allerede 32 år, men han har kørt meget stabilt i WC, og ved sidste løb vandt han på XCO distancen. Han er helt sikkert at finde i top-5, hvis alt går godt.

Den forsvarende verdensmester, Jordan Sarrou, kunne også godt blande sig i kampen om medaljerne, men han har indtil videre ikke gjort så meget væsen af sig i WC, så det er ikke sikkert, at han kommer helt til tops til denne OL.