04.07.2020
Frederik Muff Hansen

Om at være lirens på en cykel

Det er nu fem år siden, at jeg i Cykelmagasinet skrev en artikel om at være lirens på en cykel. Siden da er meget vand løbet under broen, og det er sgu efterhånden blevet et fast indlæg i diverse facebook-grupper, hvad der er lirens – og hvad der er ulirens – på både rytter og cykel. Det må derfor være tid til en opdateret version af originalartiklen, som dengang satte gang i diskussionen og som sikkert fik flere til at ryste på hovedet af undertegnede.

Håbløse guldkæder
Jeg synes selv, at den gamle artikel indeholder flere væsentlige pointer. Men den mangler andre. Vigtigst er alt er den, at det IKKE er lirens at sige, at noget er lirens. Det lyder som et paradoks, men det er ikke desto mindre en af de allervigtigste regler i det at være lirens. Forvirret? Det forstår jeg godt, men lad mig nu uddybe. 
Hver gang jeg logger på Facebook, dukker der sgu et billede eller to op af en eller anden håbløs cykel, hvor der er smidt en guldkæde på. Jeg tvivler ikke på, at ejermanden bag sådant et billede ved påsættelsen af en sådan "guldkæde" har nået et klimaks, der næsten kun kan reproduceres når både børn og kone er sendt i seng og laptoppen viser de allermørkeste sider af internettet. Men det betyder ikke, at man behøver at skilte med det gennem delinger til højre og venstre og en debattråd, der på den ene side skriver, at det her er bare lirens, eller det her er ikke lirens. Det tager overhånd. Det er fint, at dele et billede af en fed cykel, men det må sgu være de andre, der skriver, om de synes det er fedt eller ej. 

Man skilter ikke med at være lirens
Det er ALDRIG lirens at skilte med, at man er lirens. Anerkendelsen af dette er noget, som andre må pointere overfor en. På samme måde som at en smuk kvinde ikke forklarer omverdenen, hvor flot hun er, så pointerer en lirens cykelrytter aldrig, hvor lirens han er – selvom han naturligvis ved, at han er lirens. Skal man være lirens, så kræver det også mere, end at du vælger den rigtige cykel eller det rigtige tøj. Bare fordi man har brugt hele børneopsparingen på et flot sæt modedesignet-cykeltøj, så kan man være nok så langt nede på skalaen, hvis man ikke er en elegantier – både på cyklen og uden for cyklen. Og for at runde sidste emne af: man er ikke en elegantier, når man sidder og diskuterer disse ting bag computerskærmen efter ungerne er lagt i seng. Eller henviser til et sæt regler. Eller skriver, at “man skal bare træde og være ligeglad.” Det er et emne, man kan vende på træningsturen eller på en ørkesløs biltur mod løb eller træningslejr. 

[IMG2]

Ingen fedterøv men ærlig douchebag
Hvis man er elegant, så mister man alt, hvis man fedter med sine føringer, hvis man altid er ham, der glemmer at betale kaffen til de andre, eller hvis man er ham, der ligger og overhaler sagesløse byboere indenom, fordi man skal hjem med høj gennemsnitsfart. Til væddeløb kører man med respekt over for modstanderne. Det indebærer ikke, at man skal være skoleduksen, der aldrig springer en føring over eller ikke benytter sig af de tricks, en snedig cykelrytter har i ærmet. Men man suser ikke indenom i svingene på ligegyldige tidspunkter, man kører ikke ind mellem holdkammerater, der sidder sammen og snakker, og man tager sine kampe med omhu på de rigtige tidspunkter. Ingen gider køre mod en idiot, der råber, skriger og kaster cyklen indenom, når præmierækken er kørt. Men folk forstår, at man kører som en idiot, hvis man spiller spillet i en højspændt finale og så iøvrigt er modig nok til at indrømme bagefter, at man var en doucebag. 

De vigtige 2-3 centimeter bar hud
Og så er der alt det med påklædning. Man kører aldrig med løse ærmer og løse ben samtidigt. Er det varmt nok til at smide den langærmede trøje, så kører man maksimalt med løse knæ – og disse skal naturligvis være så tilpas lange, at de næsten er som et par løse ben. Der er ikke noget, der ser mere herrens ud end et par korte knickers (heller ikke de hvide i uld, Bjarne…). 
Næ, de skal være så tilpas lange, at de ligepræcis giver 2-3 centimeters bar hud mellem sok og ende på knæet. Og så kører du naturligvis heller ikke langærmet trøje og shorts – ved korte ben er det maksimalt ærmerne, der skal i aktion. 
Og når vi lige er ved de løse ben, så kører man ALDRIG i disse til cykelløb – her kan man i stedet vælge det førnævnte løse knæ, som i bund og grund er lige så langt som det løse ben. Men de få centimeters bar hud signalerer, at man er klar til at flå dem af, så snart finalen står. Til cykelløb skal man ALTID kunne skifte til kort/kort undervejs.

Skoovertræk og langfingrede handsker
Du kører heller aldrig med skoovertræk, hvis du er iført korte ben – medmindre du kører cykelløb, hvor det naturligvis er tilladt. Og handsker? De kortfingrede er KUN til løb – de langfingrede er KUN til når du kører lang/lang. Har du smidt skoovertrækket er det iøvrigt varmt nok til, at du kører uden langfingrede handsker, mens det fint kan gå an at køre skoovertræk og bare hænder. 

Papanden der ikke fatter en skid
Du er nu efterhånden nået igennem denne artikel. Hvis du har læst den med et glimt i øjet vil du se, at skribenten selv undervejs har brudt en del af de opstillede mantraer. Har du læst den fundamentalt er du sikkert eddikesur. Hvis du slet ikke cykler undrer du dig måske over, hvorfor alle cykelryttere har løse knæ i deres garderobe og hvordan de mon ser ud. Uanset hvad, så er der noget at snakke om på næste træningstur – og rig mulighed for at svine undertegnede til, som “ham papanden, der ikke fatter en skid.” 
Sidstnævnte står jer frit for!