Optakt: En sprintdistance på 215 kilometer og 5.500 højdemeter

"Nej, ikke den lange for helvede! Jeg kører sprinten på 215 kilometer!"

Sådan har ordene ofte været, når årets helt store mål har været på tale. 

Snart står jeg klar på stregen til at køre det løb, der sandsynligvis bliver mit hårdeste til dato – og jeg skal endda kun køre den "korte" distance.

Løbet hedder Alpenbrevet og bliver kørt fra Andermatt i Schweiz. Der er fire forskellige distancer at vælge imellem alt efter, om man vil køre to, tre, fire eller fem bjerge. Jeg nøjes med Gold Tour og fire bjergpas, 215 kilometer og omkring 5.500 højdemeter – det må være rigeligt, synes jeg..

Men som overskriften antyder, så er det ikke alle, der synes, at Gold Touren er noget spektakulært, og det er lige ved, at flere af mine gode holdkammerater fra Frederikshøj CC, jeg skal køre løbet med, udøver voksenmobning på mig, fordi jeg kører den "distance".

Efter at have læst det daværende Cykelmagasinets skribent Søren Fauths lidelsesberetning fra Platintouren i Alpenbrevet 2013 (i år er Platin Touren på fem bjergpas, 268 kilometer og 7.100 højdemeter) stod det klart, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den tur.

Jeg troede også kun, at det var nogle af H40-rytterne på holdet, der synes, Platin lød lækkert, indtil jeg for nylig fandt ud af, at vi er en minoritet på Frederikshøj, der skal køre "sprinten". Jeg har dog tænkt mig at tage det gamle Cykelmagasinet #41, hvori Søren Fauths vanvidsberetning fra løbet er, med til aftenlæsning i plenum aftenen inden løbet, så får de måske andre tanker..

Jeg har i mellemtiden fundet ud af, at jeg ER blevet tilmeldt Platin-touren! Heldigvis har jeg kontakt til den gode Alpenbrevet Hotline, og de synes også, det lød fjollet at køre den lange, så de rykkede uden problemer min plads igen.

Lige meget hvad de andre tosser siger, så mener jeg stadig, Gold Touren bliver en udfordring for mig, og jeg tvivler på, jeg kan gøre det på meget mindre end otte timer. Jeg føler mig egentlig ret klar til løbet og har også fået trænet ganske fornuftigt (selvom man jo altid gerne lige vil køre lidt mere.).

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Jeg har kørt omkring 7.000 kilometer siden nytår og har her på det sidste også haft et par gode lange ture, hvor jeg følte mig godt kørende og stadig havde godt med power i benene efter 150 kilometer, men dog kun med omkring 1.000 højdemeter. 

De sidste par måneder har jeg fokuseret meget på at køre nogle lidt længere intervaller, som kan hjælpe med at simulere det vedvarende pres, der er, når man kører bjerge. De sidste to lange ture, jeg kørte, blev derfor med 20 minutters rul/opvarmning og derefter 40 minutters pres, 15-20 minutters rul 40 minutters pres igen and so on i fem timer.

Forhåbentlig kan det hjælpe lidt på det, når jeg rammer bjergene.

Ruten

Som tidligere nævnt, så er det op og ned hele dagen, og det er ikke en underdrivelse. Kigger man ruteprofilen igennem, så er der nærmest ikke en eneste flad kilometer. Det fladeste stykke er nok i løbet af de første ni kilometer på vej ud af Andermatt, som går lidt op og ned og stiger i snit med 1 procent. Dejlig rolig start.

Efter den rolige start skal bjergbenene helst være klar, her begynder dagens første bjerg Furkapass nemlig. Det virker dog umiddelbart rimelig overskueligt med sine 12 kilometer og godt 7 procent stigning. Profilen ser ret jævn ud, men er en anelse stejlere på den første halvdel af bjerget.

Efter Furkapass er der godt 20 kilometers nedkørsel ned til dagens første depot efter cirka 45 kilometer ved Ulrichen. Umiddelbart efter det starter noget, der godt kan gå hen og blive et sandt helvede. Nufenenpass. 13 kilometer med 8,6 procent i snit og med mange passager på 10 og 11 procent.

Jeg ved, at Cancellara har udtalt, at det ifølge ham er det hårdeste bjerg i Schweiz, det siger alligevel lidt. Jeg tror, det bliver hårdt, men jeg er i det mindste glad for, at det ikke er det sidste bjerg på dagen.

[SPLIT][IMG6][IMG7][SPLIT]

Nå, men når det går op, skal man jo også ned igen. Efter Nufenenpass, der ligger i knap 2.500 meters højde, er der en cirka 60 kilometer lang nedkørsel, som går helt ned til 300 meters højde, altså et fald på 2.200 meter (her stiger temperaturen også med 15-20 grader!).

Undervejs kommer man forbi dagens andet depot, som ligger ved Airolo efter cirka 81 kilometer. Efter depotet er der stadig knap 40 kilometers nedkørsel, så er man i en god gruppe der, så er der nok mange kræfter at spare ved at blive i gruppen og vente til næste depot, hvis der er vand og energi nok i tanken. 

Efter den lange nedkørsel lander man i byen Biasca og skal gøre sig klar til dagens tredje stigning op til Lukmanierpass. Det er en noget anderledes stigning end de to foregående, den er væsentligt fladere, men meget længere. 40 kilometer med fire procent i snit.

De første 12-13 kilometer stiger kun ganske lidt med én-to procent. Herefter tager den lidt mere fat, men bliver aldrig stejlere end syv-otte procent, så selvom den er lang (meget lang!), virker den på en eller anden måde mere overskuelig end de to foregående bjerge.

Halvvejs oppe af stigningen efter cirka 140 kilometer kommer dagens tredje depot. Efter depotet og den lange opkørsel finder man toppen i 1.915 meters højde, og synes man ikke helt, man fik klatret nok over de 40 kilometer, så kan man godt glæde sig, for efter en knap 20 kilometer lang og umiddelbart ikke så krævende nedkørsel, så venter dagens sidste stigning – Oberalppass.

På papiret virker den dog også rimelig overskuelig med 4,3 procent over 21 kilometer, men de sidste otte kilometer er med omkring syv procent i snit, måske kommer den alligevel til at trække tænder ud med knap 200 kilometer i benene og tre tidligere bjergpas?

Som en lille cherry på toppen af kagen, så slutter løbet af med en 10 kilometers nedkørsel til Andermatt, hvor løbet også startede. Jeg tror, det bliver en fed med at slutte af på, for lige meget hvor smadret man er, så kan man altid klare en nedkørsel, så jeg kunne forestille mig, at jeg kommer til at krydse stregen med god selvtillid og ved godt mod.

Omvendt kan der også ske det, at det pisser ned på den sidste nedkørsel, og jeg ender i mål som en totalt nedkølet cykelmyg, der bare skal skynde sig hen på hotellet og direkte i bad..

Jeg har grublet meget over, hvornår det giver mening at gå i depot, for jeg synes ikke, de ligger, så det lige giver sig selv. Jeg ved, at jeg med sikkerhed skal i det tredje depot på vej op ad Lukmanierpass, og så tror jeg, at jeg stopper hurtigt ved de to første og tanker lidt op der.

Det første ligger som sagt ved foden af det absolut stejleste bjerg, så et eller andet sted giver det ikke mening at fylde alt for meget vægt på der. Samtidig så er det nok ikke nogen god ide at køre de to hårdeste bjerge og en halvanden nedkørsel, før jeg tanker op – jeg tror simpelthen, jeg når at tømme dunkene inden da.

Samtidig vil jeg helst sidde i en gruppe på vej ned ad den lange nedkørsel og egentlig ikke stoppe for at tanke op ved depot nummer to. Specielt den sidste halvdel af nedkørslen er meget "flad", så der må det virkelig give noget at sidde i en gruppe.

Det er svært at lave den perfekte taktik her, så det må blive på dagen udfra, hvordan det hele lige spiller, og om jeg sidder med nogle, eller om jeg er blevet sat og sidder mutters alene.

[SPLIT][IMG9][IMG10][SPLIT]

Hvad for noget kluns?

Ja, det er virkelig million-dollar question, som vi også har stillet os selv så mange gange her dagene op til løbet. Når starten går lidt i syv, er der omkring syv grader i Andermatt, men inden vi får set os om, er vi på toppen af Furkapasset, hvor der nok nærmere er omkring to-tre grader.

Når bjerget er forceret på toppen i godt 2.400 meters højde, venter der jo også en nedkørsel, hvor det nok for alvor bliver køligt, specielt hvis man er blevet lidt svedig på vej op af bjerget. Så her får man brug for rigeligt med tøj. Når man er omkring halvvejs i løbet og er for foden af Lukmanierpasset, så er højden kun 300 meter, og der er der nok næsten 25 grader.

Det kommer til at blive lidt presset med at have det rigtige tøj på, jeg kommer til at fryse nogle gange og til at koge på andre tidspunkter – men sådan må det være, det er vel også en del af oplevelsen?

Jeg har besluttet mig for at køre med en god varm kortærmet undertrøje, løse arme, vest, bibs og kortærmet jersey og langfingrede handsker. Derudover så tager jeg også mine normale sommerhandsker med, når det bliver lidt varmere op ad dagen.

Udstyr

Det er som sagt et bjergløb, hvor lav vægt altid er kærkomment, men der er altså også fire nedkørsler, hvor den tredje er 60 kilometer lang! Så det er nok heller ikke helt dumt at have en anelse aerodynamik med i tankerne.

Jeg kører på Det Blå Lyn, min Pronghorn Road med fælgbremser og Sram Force 22, mekanisk. Cyklen vejer 7,2 kilo med pedaler, flaskeholdere og Garmin-holder, så jeg synes egentlig, at vægten er til den fornuftige side.

Jeg har en 150 grams Selle San Marco Aspide Carbon Fx sadel, sadelpind og aero cockpit fra Pronghorn, begge i carbon, som også hjælper godt på at holde vægten nede og give god komfort.

Cockpittet er nok lige til den smalle side, vil mange nok mene. Det er 38 centimeter ved grebene og 40 centimeter i styrenderne. Det er måske en anelse mere uroligt, men jeg sidder bare helt perfekt, så det kører jeg med.

Jeg har valgt at køre med Continental Force and Attack, som er 23mm foran og 25mm bagved. Bredere kunne nok også have gjort det, men jeg elsker bare det dæksæt.. Dækkene sidder på mine nyindkøbte Hunt Aero Race Wide, som jeg er rasende glad for. Et aluhjulsæt på 1.495 gram, som virker til at være ret aerodynamiske og lavet i høj kvalitet generelt. De er klart anbefalelsesværdige!

På gearsiden kører jeg med 52-36 foran og 11-28 bag. De to første bjerge er stejle, men derefter burde gearingen ikke være noget problem, så jeg burde være home safe. Alt i alt, så kører cyklen bare skidegodt, og der er nok ikke noget, jeg ville have lavet anderledes, hvis jeg havde andre komponenter.

Den kører godt både op og ned, og så sidder jeg rigtig godt på den, så godt som jeg kan med mit ret skæve korpus.

Jeg glæder mig vildt meget til løbet og er spændt på at se, hvordan dagen kommer til at gå. Du kan læse om det i et kommende Velomore-magasin! Indtil da, træd til!