28.08.2012
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Hans Plauborg

Over 6500 klar til Aarhus-København 2012

Jens Veggerby tager en dyb indånding. De seneste uger er mindst 200 mails dagligt tikket ind hos organisationen bag Aarhus-København.

– Det føles som om, der er en millard ting at se til her til slut. Men altså, sådan må det jo næsten være, når man arrangerer et cykelløb på tværs af landet for over 6500 cykelmotionister, siger en træt men også glad og optimistisk Jens Veggerby her få dage inden de flere tusinde cykelmotionister sendes af sted fra NRGi Arena i Aarhus.

Flere depoter
En af de ting, der kræver ekstra arbejde i slutfasen er depoterne. De er siden begyndelsen udvidet fra fem til syv – ja faktisk otte med et lille væskedepot før Storebæltbroen.

– Det passer med, at der er mellem 50-70 kilometer mellem hvert depot, så selv hvis vi får hedebølge, skulle der være nok at drikke til alle, fortæller Jens Veggerby.

Mange at de daglige mails handler om netop depoterne. For eksempel insisterede en særlig væskekontrolfreak på at kende blandingforholdet i løbets energidrik.

– Jeg kunne jo kun skrive til ham, at vi følger producentens anvisninger, griner Jens Veggerby.

Hardcore motionister
I det hele taget har han fundet ud af, at det er noget mere krævende at arrangere et løb som Aarhus-København end Sjælsø Rundt, som hans firma også står bag.

– Man kan godt mærke på interessen og spørgsmålene, at det er hardcore motionister, vi har fat i her. De er ambitiøse. De vil fx vide, om der er fodpumper på depoterne, og allerede i foråret blev jeg bombarderet med spørgsmål om, hvad der præcist ville være på de enkelte depoter. I sammenligning med Aarhus-København er Sjølsø Rundt nærmest en søndagsskovtur, siger Jens Veggerby.

Han konstaterer samtidig, at organisationen næste år må blive bedre til at kommunikere, at svarene på stort set alle væsentlige spørgsmål faktisk findes på løbets hjemmeside.

Veggerby klar i Nyborg
Når Jens Veggerby går i seng fredag aften vil vestenvind og tørvejr være en del af hans aftenbøn. Og så vil han også bede til, at der ikke er en enkelt tilfældig tosse, der gør noget dumt på Storebæltsbroen.

– Altså broen er jo det her løbs helt store attraktion, men en enkelt dum handling fra en deltager kan jo desværre betyde, at løbet er kørt for sidste gang. Den lille risiko må vi leve med, siger Jens Veggerby.

Han glæder sig i stedet over, at det er lykkedes at få ca. 950 frivillige til at hjælpe på lørdag. Og godt nok er de frivillige, men faktisk får alle hjælpere noget for at bidrage.

Og hvad med Jens Veggerby selv? Får han tid til at deltage i sit eget motionsløb?

– Jeg satser på, at jeg kan stå klar med en cykel og køre med de første over broen. Den oplevelse vil jeg meget gerne have med. Men så skal jeg i arbejdstøjet igen.

Læs mere på løbets hjemmeside.