På hjul af Roar Lava Paaske: CeramicSpeed Grand Prix

Det var back to the roots for Roar Paaske, da han stillede til start i CeramicSpeeds sommer enkeltstartscup.

I mine helt spæde cykelrytterdage bestod træningen for det meste af lidt opvarmning, 30-60 minutters dunk og så bare hjem igen. Specielt, da jeg boede i Berlin, kørte jeg meget ofte ud til den historiske og nu nedlagte Tempelhof lufthavn og kørte alt, hvad jeg kunne i en time – og så hjem igen.

Jeg har derfor altid været ret glad for at køre enkeltstart – selvom jeg aldrig har ejet en enkeltstartscykel. Der er desværre meget få enkeltstarter i landet og nærmest ingen, hvor man kan dyste mod andre på normale racercykler. Det har Leif Lundstrøm og CeramicSpeed heldigvis en løsning på. 

Rul på ruten

I løbet af de sidste 10 år har de lavet en lille enkeltstartsserie henover sommeren i det midt- og vestjyske, hvor man på hverdagsaftener kan komme forbi og teste benene på sin normale racer eller på enkeltstartscykel, hvis man er så heldig at have sådan en stående. Det startede med meget få deltagere og “håndholdt” tidtagning, men har nu udviklet sig til et større arrangement med op mod 100 deltagere og professionel tidtagning. 

De fleste afdelinger ligger lige langt nok fra Aarhus til at jeg ville tage turen forbi, men jeg havde set mig lun på arrangementet i Studsgård, lige syd for Herning. Ruten i Studsgård er som en aflang firkant med to 90 graders sving og to lidt mere åbne og hurtige sving fordelt over 9,7 meget flade km, som skal køres tre gange. Jeg kan egentlig godt lide, at der også er lidt bakker på, så jeg kan få lidt variation i tråd og belastning, men omvendt, er jeg også ret god til at krølle mig sammen over cyklen, og skyde en god fart på det flade, så mon ikke det ville passe meget godt alligevel?

Jeg havde et ærinde i Silkeborg inden enkeltstarten og det passede måske lidt for godt med tiden, så jeg havde godt to timer til at varme op og køre ruten igennem. Jeg rullede ruten igennem et par gange og prøvede at lægge mærke til huller i vejen, dårlig asfalt og så videre, men generelt var det meget fine forhold, så ingen grund til at så grundig research, som min tid tilbød mig.

Hul i det

Efter min rekognoscering hentede jeg mit nummer, som bestod af en papskive med et velcrobånd, som skulle omkring sadelpinden. Det vil sige, at der ikke var et udueligt nummer, der skulle klaskes på mit fine cykeltøj og gennemhulles af nåle – jeg er IKKE fan af det system. Alt i alt var det meget let at få nummer og gøre sig klar til start. Jeg var stadig i god tid, så jeg rullede endnu en runde med en klubkammerat.

Taktikken var klar; der ville være side-modvind den første kilometer, modvind i de næste 3 km efterfulgt af en lille mild stigning og så letfaldende terræn og side-medvind eller medvind resten af vejen. Den skulle derfor have lidt ekstra speeder på den første halvdel af ruten, hvor farten ville være lavere. På den faldende del kunne jeg slappe lidt mere af og “cruise” og så holde et godt jævnt tempo i medvinden inden det hele skulle gøres igen. 

Da jeg ikke har deltaget i arrangementet før, vidste jeg ikke helt hvad niveauet ville være, men jeg synes egentlig, der var mange, der så meget seriøse ud. Jeg vidste, at Lars Lund fra Karup havde vundet de to første afdelinger med omkring 43 km/t i snit på racer i H40 klassen, så jeg ville bestemt ikke komme sovende til en topplacering, men jeg følte mig klar til at fyre den helt af. 

Det er godt det her

Jeg havde vokset kæden på min Pronghorn, sat mine 65 mm XMCarbonspeed hjul på med 30 mm Conti GP5000, lige nøkket sadlen en anelse op på min Pronghorn og iklædt mig min CdA Lab speedsuit og aero skoovertræk – selvom det var meget hedt at have dem på i aftenvarmen..

Jeg blev sluppet løs kl 18:23 og kom hurtigt af sted. En hurtig spurt for at komme op i fart og så bare derudaf. På de første fire km skulle der trædes til på grund af modvinden og den lille bakke, men jeg skød alligevel en rigtig god fart. Faktisk så god, at jeg allerede efter 4 minutter overhalede ham, der startede 30 sekunder før mig, jeg kunne høre et irriteret “fuck”, da jeg susede forbi. 

Jeg var lidt bange for, at jeg var gået for dybt, men jeg holdt mig meget godt til min strategi. Da jeg rundede bakken og kørte ud i medvinden, havde jeg 360 watt i snit på min Garmin, planen var at holde omkring 340 på første runde, så det passede fint med, at jeg kunne tage den lidt mere med “ro” på strækningen mod mål. Jeg fik hurtigt hentet et par stykker mere og følte, at jeg havde rigtig god fart i cyklen og benene. Efter første passage stod tiden på 13:21 og 44 km/t i snit og 344 watt, det var godt, det her! 

Kør som en motorcykel eller kør ind i en motorcykel

Efter de første tre minutter på enkeltstarten, havde min puls sneget sig op på 175 bpm og der blev den, faktisk var den på 178 da jeg rundede stregen første gang. Jeg ville helst ikke have den meget over det, men samtidig ventede det lange modvindsstykke, så jeg måtte bare krølle mig godt sammen over cyklen og give den en over nakken.

Med et godt og hurtigt tråd begav jeg mig derfor ud på runde to med en god fornemmelse. Selvom det var en rimelig lang og flad enkeltstart, så havde jeg ikke problemer med at lægge mig helt ned over cyklen og holde den over 40 i modvinden. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg ikke måtte gå på kompromis med min aerodynamik, jeg ville derfor hellere træde lidt færre watt end at begynde at sidde for opret, det er for dyrt rent fartmæssigt.

Anden runde blev kørt med 339 watt og 44,3 i snit, otte sekunder hurtigere end første runde. Nu ventede de sidste 13 minutter, stadig med en puls på lige omkring 180, men med nogenlunde overskud stadigvæk, selvom jeg ikke ligefrem sad og nød det – det var sgu hårdt!

Min plan var at holde så meget på ud ad modvindsstykket som muligt, “rulle” lidt i det første medvindsstykke og så have lidt tilbage i tanken til det sidste stykke mod mål. Jeg kunne godt se, at jeg ikke helt kunne holde de samme watt, som runderne før, men farten var dog nærmest det samme. Det vigtigste var, at jeg ikke skulle eksplodere inden mål! 

Ude på medvindstykket var farten god og jeg bragede afsted, selvom jeg også lige tog mig tid til at få pulsen en anelse ned.

På vej ned mod næstsidste højresving, blev jeg overhalet af en motorcykel, han gik lidt i panik ved flagvagten og fik bremset næsten helt ned til fuldt stop. Derfor blokerede han vejen for mig, lige nu hvor den skulle have allermest kul på! Jeg kom dog hurtigt op i fart igen efter svinget og møvede af sted i medvinden – 3,5 km tilbage! 

På vej i kirke

Nu skulle jeg helt ned over styret, ind med skuldrene og så bare af sted. Nu kørte jeg og spejdede efter en kirke i højre side, herfra ville der være 1.000 meter til det sidste højresving. Pludselig var den der, og her trykkede jeg sømmet helt i bund og brugte det sidste, jeg havde tilbage. Nu ventede højresvinget, hvor jeg lige skulle bremse lidt ned og ramme farten rigtigt inden den sidste spurt mod mål.

Jeg fik ramt den lige i røven og kom ud af svinget i god fart, rejste mig op og begyndte at spurte. Der var for langt til mål til at jeg kunne stå op hele vejen, så jeg satte mig ned og bankede pedalerne i kælderen. Jeg kom over stregen med 44,2 i snit og kørte dermed den hurtigste tid af alle på racercykel. Kun fire andre på enkeltstartscykel kørte en bedre tid end jeg, jeg var meget tilfreds! Det var virkelig en hård omgang og min puls på 185 bpm ved målstregen fortæller, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne.

Jeg havde pacet den rigtig godt og gik heldigvis ikke ned til sidst, men kom dog heller ikke over stregen med mere tilbage i benene. Alt i alt var det et virkelig godt arrangement, som var meget let at tage til.

Der er en enkelt afdeling tilbage, så hvis du har mod på at prøve dig af på en enkeltstart, på racer eller TT-cykel, så er det bare med at komme afsted, når det går løs til fjerde og årets sidste afdeling i Borbjerg d. 20. august!