01.10.2021
Velomore

Paris-Roubaix Femmes: Et historisk skridt i den rigtige retning

Af Ole Madsen

Der bliver skrevet i historiebøgerne, når startskuddet lyder for den første kvindeudgave nogensinde af Paris-Roubaix.

Løbet blev ellers føjet til Women's WorldTour den 25. oktober i 2020, men måtte desværre aflyses på grund af COVID-19.

Den første udgave, der afholdes, finder nu sted den 2. oktober 2021, efter man i april igen måtte udskyde både herre- og kvindeudgaven.

UCI og ASO's beslutning om at tilføje arrangementet til kalenderen sidste år var et historisk øjeblik for kvindecykling, da Paris-Roubaix er en af verdens mest ikoniske og ikke mindst hårdeste forårsklassikere.

Arrangementet i efteråret vil være en dag skrevet i historiebøgerne for både damecykling og ikke mindst for den første vinder af Paris-Roubaix Femmes.

Sidste år kaldte UCI-præsident David Lappartient tilføjelsen af Paris-Roubaix til Women's WorldTour for et skridt mod ligestilling.

Kvindecykling har i mange år stået i skyggen af herrecykling, men i takt med at tv-dækningen er steget, og seerne har fået øje på, hvor høj kvaliteten og præstationsniveauet er, har kvindecykling fundet vejen ind i folks hjerter.

Det er en meget vigtig udvikling, for uden tv-dækning ingen sponsorer og uden sponsorer ingen talentudvikling.

Jeg har selv haft berøring med BMS-pigerne og set, hvordan kvindelige talenter, som kunne begå sig i verdenseliten, har måttet vælge cyklingen fra for at kunne skabe sig en tilværelse, hvor de økonomiske forhold kunne give plads til børn og familie.

Det glæder mig, at mulighederne for kvinderne går i den rigtige retning, men der er stadig en lang rejse forude, inden de bliver på niveau med, hvad sporten kan tilbyde mænd.

Specialized lancerede i 2019 en ny udgave af Roubaix-cyklen. Der er tale om en cykel, som passer lige godt til både kvinder og mænd.

Specialized har lavet et smukt Roubaix Femme-design for at understrege, at de støtter  op om kvinderne i forbindelse med den allerførste udgave af løbet.

<iframe width="640" height="355" src="https://www.youtube.com/embed/gBK0yZf34vo" title="YouTube video player" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>