Partidskørsel: den perfekte konkurrence i Corona-tider

Verden er på den anden ende. Grænserne er lukkede, folk er hjemme og alle de cykelløb, vi havde glædet os til at se og køre er også aflyste. I tider som disse begynder mange heldigvis at tænke lidt ud af boksen. Vi vil alle sammen gerne ud og køre ræs, men det dur ikke rigtig, når man max må være 10 sammen og kun køre sammen nogle få stykker og allerhelst med folk, man ofte kører med. Der er mange begrænsninger, men hvor nogle ser begrænsninger, så ser andre også muligheder. Profferne er i mange lande blevet ”spærret inde” på deres hometrainere og måtte indtil for nylig ikke træne ude på vejene. Det er der kommet mange Zwift-løb ud af. Men her i Danmark må man gerne træne udenfor (mange tak Mette, du er en knag), men hvad kan vi bruge det til, når vi nu så gerne vil køre løb, men ikke må det? Personligt havde glædet mig til at køre Bakkeløbet, hvor jeg i 2019 kom først over stregen i 85 km udgaven efter et perfekt solohug med knap 10 km til mål. Jeg havde glædet mig vildt meget til at køre Bornfondo på Bornholm i midten af maj, hvor der er bjergenkeltstart om lørdagen og linjeløb om søndagen, jeg havde glædet mig til og frygtede ligeså meget de 300 km, jeg skulle køre i Sjælland Rundt sidst i juni. Og jeg havde virkelig også glædet mig til at køre DGI holdløb i Tilst og Hovedgård med de andre Cykelmagasinet-tosser igen. De fleste af de løb er blevet aflyst eller flyttet, til andre datoer, hvor jeg ikke kan. Men når der er begrænsninger, er der også muligheder.

[IMG2]

Trofeo Baracchi

I 1941 kom Trofeo Baracchi til verden. Det begyndte som en enkeltstart for italienske amatører, men udviklede sig med årene, og i 1949 var formen på plads. Ind til 1990 blev løbet kørt som parløb – typisk mellem 90 og 120 km! Vinderlisten tæller store navne som Coppi, Anquetil, Moser, både Aldo og den mere kendte lillebror, Francesco, der med sine fem sejre er den mest vindende nogensinde, Merckx, Ocaña, der vandt med danske Leif Mortensen i 1971, Hinault, Fignon og Hans-Henrik Ørsted, der vandt i 1985. Løbet blev kørt for sidste gang i 1991, denne gang som normal enkeltstart, her blev vinderen Tony Rominger. Det måtte have været et dræbende og udmagrende løb, tænk sig at køre 2-mands rulleskift med knap 50 km/t i snit over to timer. Det er en genial disciplin og netop denne disciplin kan man, med lidt hjælp fra Strava, lave meget simpelt den dag i dag – også i disse Corona-tider.

Trofeo Baracchi – Corona

For nogle uger siden fik jeg en besked fra min gode træningsmakker, Hans, der er redaktør på Cykelmagasinet. Han skrev, at en fælles bekendt var i gang med at arrangere et lille parløb i stil med Trofeo Baracchi, dog væsentligt kortere. Vi skulle køre knap 20 km på en runde omkring Norsminde, og da tiden ville blive målt via Strava, kunne vi reelt set køre den, når som helst i løbet af ”løbsdagen” – helt perfekt rent Corona-wise. Efter vores succes i DGI holdløbene sidste år, hvor vi vandt et og blev nummer 2 i det andet, var jeg frisk på mere af samme skuffe.  Hans manglede en makker til parløbet, og jeg var mere end klar!

Det blev søndag og vi skulle ud og køre så stærkt, som vi overhovedet kunne til Trofeo Baracchi – Corona, eller Corona Cuppen, som vi også kalder den. Jeg elsker denne slags løb, og det passer mig godt at gå dybt og køre mig selv helt i sænk, som en tidskørsel kræver. Når man har en makker med, som skal det samme, så bliver det også ”lettere” at smide en ekstra spand kul i kakkelovnen og træde gaspedalen i kælderen. Ud over Hans og jeg, var der 4 andre hold, der alle så ret skarpe og seriøse ud, ingen behårede ben her, på nær mine egne altså. Efter en enkelt rundes recon i stille og roligt tempo, mente jeg, at Hans og jeg var klar, så vi klikkede i pedalerne som de første.

[IMG4]

ROUND 1 – Norsminde Fjord 18,3 km

YES! Det var fedt at komme i gang, og vi fløj afsted. De første 10 km startede med en svag nedkørsel og blev afløst af et hurtigt fladt stykke ved kysten omkring Norsminde. Vi kører ca. 40-60 sekunder mellem hver føring, og da vi har kørt meget sammen og kender hinandens måde at køre på, fletter vi let ind og ud af føringerne. Det er en kæmpe fordel at kende sin makker og være nogenlunde på niveau. Hans og jeg er også meget tæt på at være på samme niveau, jeg har lidt mere power, men Hans er mere aerodynamisk, så vores fart passer godt sammen.

13 minutter og 11 sekunder efter starten var gået, havde vi kørt de første 10 km. De var gået rigtig godt, vi havde fundet en god rytme og vores føringer og skift fungerede perfekt. Vi havde aftalt, at den bagfrakommende skulle give lyd, når han var klar til at komme frem og tage en føring. Det gjorde, at man lettere kunne komme frem og ikke skulle bruge for mange kræfter på at accelerere frem og overhale. De sidste knap 10 km bød på et noget mere teknisk og kuperet terræn, hvor det gjorde det svært at holde den gode rytme i skift og føringer. Men frem skulle vi jo, så vi holdte kæden stram og pressede på til det sidste. Vi kom igennem de 18,3 km på 26:23 med et snit på 41,7 km/t, ganske fornuftigt. Et par minutter efter kom de andre hold ind på skift, ligeså smadrede og forpustede som Hans og jeg. Da vi alle havde fået pusten og reetableret evnen til at tale igen, kunne vi konstatere, at 26:23 var den hurtigste tid med ca. 1:20 ned til nummer to. Vi havde sgu kørt stærkt, sådan!

ROUND 2 – Skæring – Rønde 18,1 km

Søndagen efter stod den på Corona-ræs igen. Denne gang var ruten en sand klassiker i Aarhus-området. Starten gik ved vandet og sommerhusene i Skæring og målet var 18 km senere ved byskiltet i Rønde. Min Strava-profil afslører, at jeg har kørt turen i hvert fald 30 gange, så jeg føler mig godt hjemme på de kanter. Efter vores succes søndagen forinden, var Hans og jeg igen klar til at trykke sømmet i bund og score yderligere point i Corona-cuppen. Denne gang var der 8-10 hold til start (og nej, vi stod ikke i klumpede sammen, vi opfører os ordentligt). Med nye stærke ryttere til start fornemmede jeg, at vi virkelig skulle spænde hjelmen, hvis vi skulle gentage resultatet fra forrige weekend. Da Hans og jeg var det førende hold, blev vi sendt afsted som de sidste, og afsted kom vi. De første flade km gik med +45km/t. Det var hårdt og jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke var helt så godt kørende, som weekenden før. Det var koldt, og jeg var ikke ordentlig varm i kroppen. Hans derimod så ud til at have gode ben og havde i dagens anledning iført sig sin ”Cykelmagasinet” speedsuit. Selvom vi begge kender ruten ud og ind, så var det langt sværere at finde rytmen i skiftene denne gang. Der var mange sving, små bakker og et par langsomme biler, der skulle overhales på vej mod Rønde. Men det gik nu alligevel ret godt, og vi endte med at køre ruten på 25:18 min. med et snit på 43 km/t og var igen over et minut hurtigere end de næsthurtigste. Ja, vi fik endda taget KOM på strækningen, som ellers tilhørte selveste professionelle Mads Würtz Schmidt. Det kan sgu noget det makkerskab med Hans.

[IMG3]

ROUND 3 – Risskov – Todbjerg – Lystrup

I løbet af ugen kunne jeg mærke, at jeg var ved at blive temmelig bidt af det her parløb. Det er lidt en nørdet del af sporten, for man bliver nødt til at gå ned i detaljerne på mange elementer, hvis det virkelig skal spille: hvordan er vinden på ruten, hvordan passer det med skiftene, hvor lang skal hver føring være, og hvor hårdt skal man træde i pedalerne. Selvom man skal køre så stærkt, som man kan, så skal man frem for alt køre meget jævnt også når det er ”let” og man har vinden i ryggen og samtidig lade være med at forcere på bakkerne. Man kører hele tiden meget tæt på max, så går man først lidt over, så kan det være game over…

Nå, men det var tid til endnu en runde i Corona Cup, og det skulle vise sig at blive en styg en af slagsen. Efter to runder i ret vindstille vejr, var der denne gang noget mere vind på vejene og klart hovedparten af ruten foregik på åbne veje og i hård modvind. Jeg følte mig klar og tændt, men for satan, hvor var det en hård omgang. Modvind, modvind, modvind – og jo, selvfølgelig var der også nogle medvindstykker, men de var sgu hurtigt overståede. Med 3 km igen, drejede vi fra et hurtigt medvindsstykke og hen mod ”mål”. Herfra ville vi få vinden lige i snotten, og vi var begge ved at være godt flade. Selvom vi gav den alt, hvad vi kunne, så kørte vi sjældent mere end 30 km/t. Efter 31:38 min med 38,9 km/t i snit var vi i mål efter den lange seje kamp mod vinden, hold kæft det var hårdt! Jeg har sjældent været så tør i munden og sjældent har jeg haft så lidt trang til at gå frem og tage en føring.. Heldigvis havde vores anstrengelser båret frugt og med godt halvandet minut ned til de næsthurtigste, havde det også været hårdt for de andre!

Opfordringen herfra skal lyde: Tag og find en makker, lav en konkurrence på Strava og kom ud over stepperne. Det er sjovt og det er det eneste væddeløb vi kan få for tiden.

Hvis du bor nær Aarhus, kan du også køre de tre ruter, og se om du kan slå os:

Norsminde: https://www.strava.com/segments/10594035?filter=overall

Skæring – Rønde: https://www.strava.com/segments/23605569?filter=overall

Risskov – Lystrup: https://www.strava.com/segments/23633537?filter=overall

Vi ses derude, træd til!