
Pauline Ferrand-Prevot tager sejren i årets første Short Track
Short Track er altid en vigtig disciplin at vinde, da det giver gode startpositioner i søndagens XCO løb. Det er endnu vigtigere i Albstadt, da der 500 meter efter start kommer et snævert singletrack. Derfor er det vigtigt at være godt med i front allerede i starten af løbet.
Ruten i dag var på ingen måde teknisk, og derfor stillede rigtig mange op på hardtails, som de så også skal køre på i søndagens løb. Der var heldigvis tørvejr, hvilket var heldigt, da det faktisk sneede i Albstadt i morges.
Da startskuddet lød var det faktisk et kedeligt løb, hvor tempoet var overraskende lavt. På 2. runde bestod den førende gruppe bl.a. af Prevot, Rebecca McConell, Kate Courtney og Leona Lecomte. Vi så desværre ikke skyggen af Treks, Evie Richards, som var på en 25. plads. På 3. runde blev der lidt røre i andedammen, da Linda Indergrand stak af fra feltet og gik solo. Måske var hun træt af det lave tempo? Hun fik i løbet af 3. og 4. runde lavet et forspring på 18 sekunder, imens efterfølgerne ikke rigtig gjorde noget for at indhente det fortabte. Imens trådte Indergrand alt hvad hun kunne, men forspringet blev desværre ikke markant større. På 4. runde begyndte forfølgerne at skrue tempoet lidt op, og begyndte meget langsomt at hente ind på 1. pladsen med Kate Courtney som forreste kvinde i forfølgergruppen. På vej ud på 4. runde kiggede Courtney sig flere gange tilbage for at få nogle af de andre til at tage føringen, men der var åbenbart ikke nogen som ville hjælpe. Derfor gled hun lidt tilbage, og til sidst tog McConell føringen.
På 6. og sidste omgang satte Annie Last et lille angreb ind, men de fleste kunne følge med hende. Prevot overtog hurtigt gruppen og satte så voldsomt et tempo, at de hurtigt fik indhentet Indergrand, som Prevot kort efter overhalede. Courtney var på en 3. plads, men kunne ikke hænge på Prevot. Til sidst endte det i en lille spurt mellem Prevot og Indergrand, og Prevot fik hurtigt sat Indergrand, og kunne sikkert køre over målstregen.
Top 5:
1. Pauline Ferrand-Prevot
2. Linda Indergrand
3. Annie Last
4. Kate Courtney
5. Leona Lecomte